Jeg snakker med mig selv. Ofte. Også i dag…
– Og hvor svært er det så lige, at det kan være…
…– For helvede da også!
…
– Godt så! Så bliver det bare uden sikkerhedssele og resten i håret!
Ja, ind imellem kan man blive så uendeligt taknemmelig for, at det kun er familien, som skal se resultaterne af de sprøde idéer, der ind imellem bliver søsat herhjemme. Farserede porrer er ikke stor kunst, vel?
I hænderne på mig ender de som umulige opgaver. Farsen klistrer og teknikken med bagepapir, rasp og så lige rulle en tur virker absolut ikke, selvom intentionerne er nok så gode.
Nu er skidtet på panden. De er perfekte. Smukt runde, sirligt lukkede i enderne og med sprød rasp og jeg skal komme efter dig, men vejen…
Vejen derhen var stenet og jeg finder stadig rester af fars de underligste steder, men om få minutter kan vi sætte tænderne i Olines yndlingsmad. De smager sikkert ikke lige så godt som mormors, men så kan mormor fandeme komme og lave dem næste gang, kan hun!
31 kommentarer
Deborah
16. maj 2007 at 15:32Når du er til nemme løsninger, så prøv at lave Forloren hare til Oline, det vil sikkert fald i god jord, og kan faktisk ikke gå galt. Nu ved jeg selvfølgelig ikke, om det er forsøgt ;-)
Liselotte
16. maj 2007 at 12:40Fad bli’r det… næste gang :-)
Jane
16. maj 2007 at 09:48Hmm.. variationen med fadet var også den model vi havde hjemme hos min mormor….
og der blev overfladen drysset med rasp i et jævnt tykt lag, og der blev lagt små smørklatter ud over, så det stegte sprødt….
og ja… med nye kartofler, hvid sovs (mælkesovs) og tyttebærsyltetøj og asier…. så var der dømt lækkeri…
Liselotte
16. maj 2007 at 08:54Anita, det er da ikke spor ufikst – det er da SMART! ;-)
Mie, din mor er også SMART og jeg havde fandeme også sendt løgn i æteren, uden at blinke, hvis bare jeg havde fået idéen ;-)
Mie
16. maj 2007 at 08:44Hey! Min mor har snydt mig! Hun har dælenme løjet for mig, godt og grundigt – får nok svært ved at igen at stole 100% på hende! Suk! Hun har altid lavet “fadporrer” (varianten som beskrevet i tidligere kommentarer) – og har ALDRIG nævnt et ord om, at det egentlig skulle være farserede porrer, pakkede og stegt individuelt.
Den bandit – jeg har vist liiiiige en høne at pille med hende (eller en porre at farsere!).
I øvrigt en himmelsk ret – dog mest til vintertid, der hvor jeg kommer fra – og så med ribsgelé til, jo, naturligvis :-)
Anita
16. maj 2007 at 08:42Æhh, kan man ikke bare ligge en portion fars på et fugtigt bord, ligge porrestykket derpå, for så at lukke farsen sammen om porren og forme det lidt pænt med fugtede fingre? Det virker ihvertfald for mig herhjemme og smager forrygende, trods den ufikse metode ;o)
Liselotte
16. maj 2007 at 08:30Årh… Fr. Møller, det var sgudda vandet jeg glemte!
Fr. Møller
16. maj 2007 at 02:42Det er ikke spor indviklet :-). Man tager den klump fars, der skal bruges til at farsere en porre og maser den i flad facon mellem to stykker bagepapir, hvorefter man ruller porren ind i farsen, lukker enderne og vender den færdige rulle i rasp, inden den steges.
Jo koldere farsen er, desto lettere er den at have med at gøre. Tricket er, at den skal være fugtig – så hænger den ikke i bagepapiret – lidt vand gør også underværker, når rullen skal lukkes. Jojo, jeg har mange års øvelse i disciplinen at farsere porrer :-).
Anne Pia
15. maj 2007 at 23:38Jeg er glad for at du beskrev hvordan du laver de porer. Jeg så for mit indre øje hvordan du kæmpede med at få farsen ind i udhulede porer, og kunne godt se hvordan det kunne få enhver til at bande og svovle….Du kan sikkert godt høre at jeg aldrig har fået farseret porer, og jeg kan høre latteren bølge allerede :)
Marianne
15. maj 2007 at 23:26Jeg kan kun sige prøv jordbærsyltetøj, uhmml
Liselotte
15. maj 2007 at 23:14Jordbærsyltetøj… wauw, det er lige godt underligt, men smager sikkert dejligt. Jeg ville nok ende i noget ribsgelé, hvis… men hey, så ville det jo ikke være din mors farserede porrer, Marianne – og dem er du jo tydeligvis vild med. Gid jeg kunne sige det samme om Oline… *suk*
Marianne
15. maj 2007 at 23:05Min mor er så god til at lave dem og jeg elsker at få det at spise.
Med hvid sovs og jodbærsyltetøj til, uhmmm
Liselotte
15. maj 2007 at 22:56Jeg hælder klart til en af de nemmere variationer, beskrevet ovenfor, for der er vist lidt tid at spare og eder at sluge og det er vel ikke helt skidt.
Ork jo, Rasmus – jeg kan også bande af farsen, panden og andre ting i min nærhed, men mest af alt af mig selv ;-)
Rasmus
15. maj 2007 at 22:29Okay, så blev jeg lige sulten. Ummenum!
Og lige det med at tale med sig selv, hvad så med afarten, hvor man taler til ting omkring én? F.eks. bander ad farsen, panden eller hvad har vi. Det gør jeg nemlig fra tid til anden.
Bolette
15. maj 2007 at 21:53hmmm… lyder indviklet men dejligt det med smagen så hmm
bander også sagte ofte for mig selv
Lone
15. maj 2007 at 21:20Det var dejligt befriende med en god latter :o) – Kan se sceneriet for mig…
Deborah
15. maj 2007 at 21:05Tak Liselotte, jeg skal lade dig vide, når jeg har prøvet at “kaste mig ud i det” ;-)
Pia
15. maj 2007 at 20:37p.s. Jeg bruger ikke bagepapir. Jeg kommer rasp på en tallerken – “smører” farsen ud ovenpå raspen og herpå en stykke forkogt porre – og så bliver det formet til en pølseagtig ting og stegt.
Pia
15. maj 2007 at 20:35Kære Liselotte.
Jeg plejer at lave farsen lidt lind (den ene gang om året, jeg laver farserede porrer), og så vender jeg dem kun i rasp – den trekantede facon får de under stegningen.
Og så laver jeg, så der er til fryseren …. Det er en menu, man skal være i stødet til :o)
Irene
15. maj 2007 at 20:16Gu’ så!
Liselotte
15. maj 2007 at 19:46Deborah – farserede porrer laver jeg af en rørt fars, som til frikadeller. Jeg forkoger porrerne og skærer dem inden i passende stykker. Når farsen har trukket, pakker jeg porrestykkerne ind i den. Det hele vendes i æg og rasp (kan undlades, hvis man vil gøre dem en smule sundere, men det er nu ikke helt det samme) og steger dem på panden. Det er virkelig ikke stor kunst – det er bare indpakningen, som kan drille mig noget så nederdrægtigt.
Liselotte
15. maj 2007 at 19:43Jeg kan lide forslagene med fadene. Det lyder nemt og knapt så risikabelt, som det jeg havde gang i tidligere ;-)
De smagte dejligt. Blomkål og nye kartogler til gjorde ikke oplevelsen ringere, så det var arbejdet værd, men Oline syntes nu ikke, at de smagte lige så godt som mormors. Møgunge!
Carina
15. maj 2007 at 19:39Jeg smidder dem også i et fad, porerne nederst, så farsen og så bacon. I ovnen 180 grader 45-50 minutter. Det er husmor-råd for de travle og knap så fingernemme ;-)
Jonna
15. maj 2007 at 19:36Kan slet ikke huske hvornår jeg har lavet dem men får da lyst nu for de smager jo godt.
Anette
15. maj 2007 at 19:35Altså Liselotte, jeg stoler på dine evner som kok og på dine opskrifter – nu har jeg lige bagt dine brownies, som jeg skal ha’ med på arbejde i morgen :-)
Catarina
15. maj 2007 at 19:33Ja jeg har opgive den metode. Jeg smider det halve af farsen i et ildfastfad, porrerne bliver derefter lagt i sirlige “baner” for derefter at blive dækket med den sidste halvdel af farsen.
Hatten af for at du får dem til at lykkedes, velbekomme ;-)
Ella
15. maj 2007 at 19:22Det lød fuldstændig som når jeg laver dem – og hvidkålsdolmere, eller hvad de nu hedder, farspakkerne.
Forloren hare rullet i rasp, er også en klistret affære – men for dælen, hvor det smager altsammen :-)
Jeg er sikker på at dine frembringelser blev lækre :-)
Deborah
15. maj 2007 at 19:09Jeg må tilslutte mig Oline – elsker farserede porrer, men har ingen opskrift – vil du af med en, så jeg kan forsøge mig fremfor at købe dem færdige og garanteret ikke nær så gode og i dyre domme i butikken?
Kaja
15. maj 2007 at 19:02Uhm det lyder lækkert. Måske jeg snart sku’ lave dem. Det er mange år siden sidst.
Liselotte
15. maj 2007 at 18:53Satme! ;-)
kokken på blokken
15. maj 2007 at 18:49Sådan – sgu