På tur med mor

Vi nåede vidt omkring, mor og jeg, på vores tur gennem byen. Først ind til centrum, hvor mor havde bestilt en bog i et af antikvariaterne derinde. Endelig var den kommet hjem og hun glæder sig meget til at få taget hul på den, for den er skrevet af en af hendes barndoms legekammerater, Richard Larsen.

Mor er opvokset på Glasværket nede ved havnen her i Aalborg. Det var nærmest en by i byen og sikke historier hun kan fortælle om en tid, som lyder til at have været helt fantastisk og samtidig helt forfærdelig.

Hun er ikke den eneste, for Richard er, som sagt, også fuld af historier. Han deler dem med andre i bogform, så hun glædede sig til at hente historien om hendes barndom.

En hurtig gennembladning af Det gik alligevel afslørede, at både hun og hendes søskende og ikke mindst mine bedsteforældre optræder i bogen. Jeg har fået lov til at låne den, når hun engang er færdig med den. Det tager garanteret ikke lang tid, for hun kunne næsten ikke vente med at få taget hul.

Foråret er kommet til byen. Der er smukt allevegne og bænkene frister til små ophold, men vi måtte videre…

Bagefter gik turen ud i den anden ende af byen. Vi skulle til Hasseris, for der skulle skrues lidt på hendes brille og den slags småting kan tage det meste af en dag, når man ikke selv har bil, men må forlade sig på det offentlige. Nu tog det os ikke meget mere end 5 minutter at køre derud og endnu mindre tid at skrue og bagefter var der jo blomsterne…

Vi forsynede os rigeligt og der blev købt små, yndige violer op til Alexanders grav, som var næste stop på turen. Det var bare tilbage ad Hasserisvej og til højre af Østre Allé, så var vi der, ved den smukke kirkegårdsmur.

Jeg tror mor hader turen, men det hjælper at være to, som går den tunge gang ind for igen at konstatere, at det er virkeligheden, at vi ikke længere har Alexander.

Jeg kan lide at komme derinde. Jeg kan lide at træde indenfor på kirkegården og tage et langstrakt kig ned af alléen, som strækker sig tværs gennem stedet fra Østre Allé og hele vejen ned til Hasserisgade.

Et lille stykke nede af alléen og tre skridt til højre, så er vi ved Alexanders grav, som ligger under et smukt lindetræ. Lindealléerne derinde er så smukke lige nu og trækronerne er sprøde og saftige, så jeg synes der er smukt.

Vender man sig om, har man den smukkeste udsigt til Kunstmuseet og Aalborgtårnet, som står og lader folk pejle, mens det vugger blidt i vinden, men vi var som sagt på vej ned til Alexander, så vi fortabte os ikke længe i udsigten, men smuttede ned for at fjerne de påskelam, som Oline for længe siden satte ved graven og jeg ikke siden har nænnet at fjerne. Nu skulle det være.

Alexander fik violer. Både hans mormor og jeg havde købt, så der blev stillet violer i den vase, som er indrettet til den slags og så satte jeg en ekstra af slagsen på stenen.

Bagefter tændte mor lys, for det hører sig til.

Vi sludrede lidt med hinanden og vist også en smule med Alexander, inden vi gik videre tværs gennem kirkegården, for han er ikke den eneste vi har liggende derinde. Alle mine bedsteforældre og min far ligger der også.

Det vil sige, min farmor og farfar ligger der forøvrigt ikke mere. Jeg har, sammen med Annemette, taget beslutningen om at sløjfe gravstedet denne vinter. Det er først sket nu, at de har fået ryddet stedet. Det var den rigtige beslutning, at sløjfe det, men det var alligevel en underlig fornemmelse at gå forbi stedet, fordi det eneste håndgribelige bevis på deres eksistens og betydning for en lang række mennesker, nu er forsvundet.

Det minder mig om, at livet er flygtigt og vi kun får en afmålt tid til at gøre godt. Bagefter bliver vi glemt. Livet går videre.

Det er vel ikke så ringe at tage fra kirkegården med det liggende i baghovedet og efter et besøg hos min mormor og morfar, som stadig har børn, der passer, river, sætter blomster og besøger, endte vi ude foran kunstmuseet igen, for der holdt bilen og jeg skulle jo have mor afleveret pænt ved hendes gadedør igen.

På vej ind til centrum havde jeg forøvrigt beundret udsigten over Aalborg fra toppen af Sohngårdsholmsvej.

– Jeg kender alletiders udsigtspunkt…

Det var mor, som kendte stedet til almindelig beundring af Aalborg og omegn, så derfor endte vores hjemtur ikke i lige linje, men mere som en moderne dans, med spring hid og did, men så fik jeg også set nye sider af den by, som jeg troede, jeg kendte, som min egen bukselomme. Der gemmer sig overraskelser alle steder, men mere om det senere, for nu er jeg brødflov og knækbrød med ost vil gøre underværker sammen med den kaffe jeg lige har brygget.