Vandhøns og skovranker

Først havde jeg raset lidt over livets uretfærdigheder, for jeg savnede Alexander helt forfærdeligt og det samme gør jo mor, så vi tog en tur omkring alt det væmmelige og uretfærdige, som gemmer sig indeni. Vi græd lidt. Bagefter huskede vi, at den unge mand var en solstråle, som kunne varme alt omkring sig op til kogepunktet og endelig blev vores hjerter bløde og varme og så kom Camilla jo.

Hun kan samme kunst. Gøre mit hjerte blødt. Jeg kan smelte stille undervejs gennem hendes tilgang til jorden, planterne og hendes glæde ved det hele er forfriskende, som regn efter tørke, når man lige har siddet og vandet høns.

Hun har skovranke, som blomstrer HELT VILDT og så pludselig huskede Kenneth, at der vist var kommet blomster på vores, som blev plantet sammen med Alexander i sensommeren. Vi måtte ned og se.

Nok er den ikke imponerende, som Camillas, men den er der og den blomstrer og alting blev pludselig rigtigt og smukt og godt, for den er sat sammen med Alexander på en stille aften.

Den vokser i skovbunden, inde under træerne, lige ved siden af den terrasse og det hegn, som han og Kenneth havde så stor fornøjelse af at lave sammen.

Sådan skal det vist være og ikke flere hønsevandinger her nu, for livet går videre og det er i grunden så smukt.