Sludrechatol x to

På vej ud til Ella stod Oline og flagrede midt på Sohngårdsholmsvej. Jeg forbarmede mig og samlede den unge dame op. Det var vel okay, men blev først rigtigt godt, da hun hørte, at hun nu var på vej for at hente Ella.

Ella har samme effekt på Oline, som fluepapir har på irriterende sommerfluer. Hun tiltrækker den unge, som sukker tiltrækker bier og der gik ikke mange øjeblikke, før de to havde fundet hinanden nede i sækkereden. Der lå de tæt resten af dagen.

De kan ikke tie stille. Den ene er ikke bedre end den anden. De snakker, så ørerne på os andre er ved at falde af, for der er så meget at vende med hinanden og det kan og skal tilsyneladende gøres undervejs i filmen.

Da den første film var set, var det tid for aftensmaden, som skulle give øjne og ører pause, men den slags findes ikke i Ella og Olines vokabularium, så der blev snakket igennem, mens de virtuost indtog hver deres portion pasta.

Imens lavede jeg ansigter og undrede mig over, at jeg ikke forlængst er castet til et haveprogram, for jeg har også gode hofter og tørklæde…

Oline forsøgte i mellemtiden at stikke af fra oprydningen, men heldigvis havde jeg AC, som trofast væbner med trukket sabel, så det lykkedes at få ungen til at hjælpe en smule. Ikke frivilligt, men det lykkedes.

Efter maden valgte vi at se Livet er skønt og sikke et held, for den var helt fantastisk og jeg nød at sidde stille i sofaen med AC, som med mellemrum tyssede brysk på de to sludrechatoller i sækkereden.

Da filmen var slut, kørte AC hjem med Ella. Jeg tog med, på bagsædet, for det skete i min bil. Hun er allerede en dygtig bilist, så det var en herlig tur gennem en nattestille by. Nu er de afleveret hjemme på adressen og jeg sidder og summer til Anitas overvejelser som selvstændig, inden jeg skal til at finde sengen, efter en skøn dag i dejligt selskab.

Måske jeg lige skulle snuppe en kiks…