I træerne udenfor synger fuglene mistænkeligt intensivt. Det plejer at varsle regn, men jeg går derud alligevel. Jeg stiller mig under halvtaget og prøver at puste liv i de tobaksplanter, som absolut ikke er samarbejdsvillige. Jeg trænger til frisk luft og travle hænder, så det er et godt stykke arbejde at tage fat i.
Jeg såede masser af fine frø for længe siden. Så kom kimplanterne. Siden er der ikke sket mere. Det er stadig små ynkelige og tynde planter, som ligner madforskrækkede anorektikere, så jeg er ved at være træt af dem, men nu skal de få kærligheden at føle.
Jeg potter dem om. Man må ikke!
Kimplanter har så spinkle rødder, at de med sikkerhed er tæt på at dø, bare man puster på dem, men jeg er skingrende ligeglad, for de har alt for længe irriteret mig, som de står der i kassen og griner, mens de nægter at blive voksne. Jeg har min egen version af Bliktrommen i vindueskarmen og ligesom drengen med de blege øjne, står de også bare og ser enormt underlige ud, mens de stille iagttager verden.
Jeg er den der er skredet. Nu må de leve eller lægge sig til at dø. Jeg er (næsten) ligeglad…
Jeg elsker kommentarer, så din er meget velkommen.