At føle sig værdsat

Om ganske kort tid skal jeg tilbage på skolebænken. Det er en fantastisk mulighed jeg får tilbudt, for egentlig havde jeg mistet chancen, for at få de sidste undervisningsmoduler i den efteruddannelse, som vi, gennem flere år, har været i gang med indenfor Center for Døve.

Det sidste hold var indkaldt nogle dage efter vi havde bisat Alexander og jeg kunne ikke. Jeg måtte melde pas. Tilbage sad jeg, som den sidste og eneste tolk i firmaet, som manglede de sidste ugers undervisning, for at være på fuld omgangshøjde.

I 1998 reviderede man tolkeuddannelsen, som hidtil havde været et studieforløb på to år. Alt for kort tid til et studie, som vores, men sådan havde det altså hidtil været. Nu blev det forlænget til et 3½ års studie og hermed fik man endelig tiden til fordybelse, men der var jo allerede en temmelig stor arbejdsstyrke, som oprindeligt havde taget den 2-årige uddannelse og dem ville man gerne tilbyde en opgradering.

Som sagt var det sidste indkald til denne opgradering midt i december, hvor min verden forandredes drastisk. Der var ikke overskud til ophold i København. Der var brug for at være tæt med familien og derfor måtte jeg desværre melde fra på de sidste ugers undervisning. Der ville ikke komme flere tilbud om dette undervisningsforløb, for vi var de sidste af tolkestyrken, som skulle sendes afsted.

Nu er jeg blevet tilbudt, at komme til København og følge undervisningen på uddannelsen i de uger, hvor præcis denne del af opgraderingen gennemgåes med de tolkestuderende. Det vil modsvare den opgradering mine kolleger gennemgik i december.

Jeg føler mig værdsat og jeg er uendelig taknemmelig for, at der er mennesker, som har brugt tid og energi på at skrue dette unikke tilbud sammen til mig. Jeg glæder mig og jeg skal gøre mit allerbedste.

Det er da det mindste, jeg kan gøre.