Og så lyder aftalen, at klokken 18, præcis, står hun udenfor og venter. Pænt og sirligt. Smilende og glad for at se mig. Det er prisen for at undgå regnen.
Aftaler er til for at skulle overholdes og det er noget vi bruger tid på at indarbejde i livet her på matriklen, men der er mere end én anarkist her, så det er ind imellem muligt at kede bagdelen ud af bukserne, når man er henteren. I dag er det så min tur…
Jeg tager billeder. Jeg lytter radio og jeg spejder efter hende, som højtideligt lovede, at hun ville stå på fortorvet og se glad ud.
Jeg kigger på uret. Så tager jeg lidt flere tåbelige billeder, for tiden skal gå med noget og ind imellem vælter regnen af himlen, men der er ikke engang fornøjelsen med torden og lynild. Kun våd og tung regn.
Efter et stykke tid kan jeg mærke irritationen stige op i halsen. Jeg sidder og taber tid og den slags er dyrebar. Jeg har jo slet ikke for meget af den og hvordan kan hun lige glemme det? Jeg har jo sagt det.
Og så pludselig vælter hun om hjørnet…
Og pludselig er det jo ligegyldigt, hvor længe jeg skal vente på hende. Beder hun mig om det, vil jeg vente til verdens ende.
Jeg havde glemt det et øjeblik, men et kig ud af forruden overbeviser mig. Min lille Oline bliver stor og der er ikke uendeligt med chancer, for at få lov til at vente på hende mere.
Næste gang venter jeg også gerne. Helt til verdens ende.
20 kommentarer
hanne
11. maj 2007 at 20:21jeg er også en “venter” men har lært at tage strikketøj og en lydbog med i bilen, lige pludselig er ventetiden blevet til en gave, en af “mors øjeblikke” hvor jeg hygger mig og ikke irriteres…
hanne
Juliann
11. maj 2007 at 19:48Så fine ord du skriv om din datter, ord til ettertanke for oss alle som har barn. Visst bør vi bry oss og tenke hvor heldige vi er som har nokon å vente på, og tenk på barna, så hyggelig for dem å bli ventet på!! Klem! Skal huske dine ord neste gang eg blir irritert på mine barn :)
Bolette
9. maj 2007 at 18:53jep..måske men ik lige idag men nyder at læse om din men vi ser på det…og øver os lidt:-)
Liselotte
9. maj 2007 at 09:55Susan, det er jo skønt :-)
Bolette, man venter og kører jo gerne. Sådan er det i virkeligheden og den irritation der indfinder sig et øjeblik, blæses væk så snart de drejer om hjørnet, de dejlige unger :-)
Måske du skal have din egen Oline. Det kunne lyde sådan… :-)
Bolette
9. maj 2007 at 08:39den evige henten og venten ..en af glæderne ved igen at ha bil…Jeg henter også min en ham der bliver student lige omlidt
kører ham frem og tilbage ud til mig hvor han ikke bor og hjem til sig selv..underligt som de bliver store..men venten er faktisk en sød og dejlig tilstand …Børn er rigdom vi ved det og du beskriver det så smukt med dine ord ..overvejr faktisk pt og der skulle blive tid og rum til en lille oline her i enghuset vi er jo lidt gamle frank og jeg …Men da jeg startede tidligt jeg va r 18 synes jeg indimellem at det er alt for tidligt at give slip i hele dette liv godt har frank den lille røde som snart bliver syv..men det er jo kun hver 3 weekend og i ferier at vi bliver beriget med ham..
så tiden må vise hvor hun dejlig din Oline
kram Bolette
Susan
8. maj 2007 at 23:30Liselotte, saa bliver det – vil du hente mig paa stationen paa naeste fredag? Og der venter du med glaede, eller det bliver hende der venter – kommer I til middag paa soendag? Og hun venter :-)
Liselotte
8. maj 2007 at 22:50Ja, det er nu dejligt, at der er nogle, som venter. Jeg vil gerne vente. Den unge er jo skøn og dejlig og alt for hurtigt voksen og så bliver jeg pludselig ikke længere indbudt til at vente, så det er med at nyde ;-)
Yrsa
8. maj 2007 at 22:32Det er bare fedt at blive hentet og også at blive ventet på selvom man måske lige får lidt brok :-)
Tænk at hun kun er 12 !
Min er KUN 8 men jeg ser en tendens….
Hege Glad
8. maj 2007 at 22:24Åh – jeg kjenner så godt den følelsen. Min yngste er 19,- og dette er sannsynligvis det siste året han bor hjemme og leker mor og far og barn-leken med oss. Jeg tror vi har båret ham på hendene i hele vinter,- herfra til verdens ende. Det blir ikke flere sjanser til akkurat det, – i hvert fall ikke på den måten.
kokken på blokken
8. maj 2007 at 22:00Sej unge … tillykke med hende! Sikke en udstråling. Wauw
Tina
8. maj 2007 at 21:23Ork, der er masser andet at “brokkes” over. Og hvis man mærker efter er det blot omsorg, pakket ind i lidt brok: “Arbejder du ikke meget for tiden? Jeg syn’s nu du skulle slappe mere af (læs: Komme hjem til mor og blive forkælet). Nej du, den betaler jeg – brug hellere pengene på frisør/massør”. Osv.
Skønt er det. Særlig når den opfattes som lige præcis det den skal: Omsorg, kærlighed, ønsket om, stadig, at forkæle – det ændrer sig aldrig :-).
Liselotte
8. maj 2007 at 21:09Godt den aldrig ender, den venten, for det ville i grunden være trist. Hvad skulle man så brokke sig over? ;-)
Jonna
8. maj 2007 at 20:44Det er lykken at have nogle at vente på, hun ser ud til at være en frisk pige.
Som du siger vi mødre venter så gerne på det bedste vi har.
Susan
8. maj 2007 at 20:13Jeg bliver stadig hentet og der bliver stadig ventet.
Det er dejligt at blive hentet ved toget, det er dejligt at vide at der bliver ventet paa en :-)
Jeg nyder ogsaa (for det meste) at hente og venter gerne, for du har jo ret, lige pludselig har de ikke brug for at vi venter saa tit mere, saa det er med at nyde det lige nu.
Tina
8. maj 2007 at 19:40Ahhh ja, den venten. Og det holder åbenbart aldrig op! I “går” ventede jeg på min “hende” ved fritidshjemmet, rideskolen eller svømmehallen. Nu venter jeg på hendes besøg, kørende i sin egen bil, med sit eget barn, sit eget voksne liv. Men stadig den forventningsfulde venten. Og glæden når (også) hun pludselig vælter om hjørnet :-) Det bliver vidst hverken anderledes eller bedre med årene, det bliver bare. Ahhh ja.
Ella
8. maj 2007 at 19:28Der går hun den dejlige pige i nye smarte bukser, og seje tasker. Pludselig er hun blevet stor – bare på det sidste år er der sket en utrolig masse.
Det er godt at blive mindet om, at de pludselig er vokset fra henteriet. Men bare rolig – vi kører stadig med alle vores. AC ofte, mellemste jævnligt og ældste sjældent, men det sker.
Du kan altid få lov til at hente mig, hvis du løber tør for henteemner ;-)
karen
8. maj 2007 at 19:26Du kan få sagt det Liselotte! Herlige bilder og ord. Jeg kjenner meg så igjen.
Liselotte
8. maj 2007 at 19:06Hun render afsted med tiden, den unge. Jeg kan ikke bryde mig meget om det, nej! ;-)
Hun er jo monteret med ind til flere tasker (det er sikkert moderne, men hvad ved jeg…), men den sorte skuldertaske er fra Amsterdam og en af dem, som hun bestemt ikke kunne lide for et øjeblik siden. Nu er den sej. Den turkise/blå er en Oilily, som er hundrede år gammel og nu i gang med en revival på skulderen af pigebarnet.
Gitte
8. maj 2007 at 19:03Åhr… moderfølelser vælter op i mig, når jeg læser sådan noget, og minder mig om at tiden iler….
Fed taske, i øvrigt, hvor har I købt den? ;-)
Anne Lindholt Ottosen
8. maj 2007 at 19:02(For dælen, et skægt indlæg! :-D)
… med verdens sejeste taske over skulderen! Hvad mere kan man ønske sig?