16

Lagertømning

Forrige gang vi var i Amsterdam, faldt jeg over nogle skuldertasker. De kostede ingen herregård og jeg var sikker på, at Oline ville elske dem, så jeg hjemtog et udvalg.

Hjemme igen blev det meddelt, at sjældent havde barnet set noget så grimt og sådan endte taskerne på en hylde inde bagest i skabet, hvor den henlå i temmelig mange måneder. Faktisk lige indtil i søndags, hvor AC blev indlagt og derfor kunne bruge lidt opmuntring. Af den grund blev de fundet frem igen.

Tasker fra Amsterdam

Aldrig så snart havde jeg fundet dem frem, før jeg hørte et skrig af begejstring.

– Nej, hvor er de fede! Hvor har du dem fra?

Ingen forklaringer om, at Oline hadede dem for ½ år siden hjalp, for nu var de da bare det fedeste hun nogensinde havde set. Hun er lige sejlet ud af døren med en af dem monteret kækt over venstre skulder og sådan kan smag tilsyneladende ændre sig på sekunder i den alder.

Der er dog fortsat reserveret en til AC. Andet ville have været dybt uretfærdigt, men det skal også siges her, at det passer Oline svært godt at vide, at hun og AC har samme taske. Den slags er også meget værd, når man er 12.

Og sådan fik de tasker pludselig ben at gå på og så blev der plads til nye fjernlagre i mit skab og derfor er det på tide, at jeg snart kommer til Amsterdam. Faktisk er det uomgængeligt nødvendigt!

Du vil sikkert også kunne lide