Jeg elsker…

Hvert eneste forår, når jeg kører Himmer- og Nordjylland tyndt, sker der den samme forunderlige ting. Jeg bemægtiges af en enorm glæde og taknemmelighed over at få tilbudt endnu et forår og endnu en sommer. Det er en stor gave og livet i sig selv er skrøbeligt.

Det sker hver eneste gang vi når til denne tid på året, hvor jeg er så uendelig heldig, at få lov til at opleve forårets mange ansigter, når jeg kommer viden om i min lille bedstemorbil.

Himlen er høj og alting strutter af livsglæde. Lærken flyver højt til himmels og hilser os allesammen velkommen udenfor igen og så gør det ingenting, at himlen ind imellem farves mørk af truende skyer, for lige bag dem, gemmer solen sig.

Jeg har lige hilst på endnu en af de seje gutter fra landet, hvor man udfordres mere end almindeligt. Han sidder i kørestol og er opereret så mange gange, at jeg ikke længere har tal på det. Han har gentagne lungeinfektioner, spasmer og mavesonde, men han hænger i og når jeg bander – og det gør jeg jo – og så ser ham flække, som en træsko, af grin over min frimodige omgang med modersmålet fyldes mine øjne af tårer.

Tårerne er en underlig blanding af smerteligt savn efter Alexander, som var bedste venner med denne her seje gut og glæden og taknemmeligheden ved, at være til stede lige nu og her.

At være i live og se livet leves med alt hvad det indebærer af udfordringer, er livsbekræftende og det trækker tårer for øjeblikket. Tårer, som rummer glæden ved livet og taknemmeligheden ved at vide, at jeg engang havde en søn ved navn Alexander, som også kunne bande som en havnearbejder og ind imellem sendte kluklatter afsted helt nede fra bunden af maven, så jeg fik gåsehud.

I grunden er jeg et meget heldigt menneske og en tur ud i landskabet får mig ofte til at huske det. Jeg elsker høj himmel og forår.