Cosmos

Man kan jo sikkert mene, at det er ved at være i den tunge ende, sådan først at skulle til at fræse køkkenhave, men ikke desto mindre er det tilfældet herhjemme, hvor fræseren brændte sammen forleden. Det var sikkert kvikgræs og skvalder der gjorde udslaget, men vi står nu med en halvt fræset jord, som ikke er det mindste klar til frø og spirer, så der må drastiske midler til.

Fredag er målet. Jeg vil gerne være klar til en såning den dag, så der skal lokkes, vrides tommelfingre og tales søde ord, så Kenneth forbarmer sig og fræser den have. Hvis jeg kunne selv, var jeg i gang, men mine skuldre kan ikke holde til særligt meget mere og det er en udfordring for både mig og ikke mindst manden i huset, som skal plages med alle mine drømme, den stakkel.

Midt i al virakken om den famøse køkkenhave, er nu også problemet med pladsen aktuelt, for jeg kender ikke begrænsningens kunst og får altid planlagt meget mere, end virkeligheden bær. Sådan er det altid, men kunsten er ikke at skuffes, når der må barberes, men være glad for alt det, som fandt plads dernede.

I år har jeg glemt, at mine stolte kavalerer bringer glæde og fornøjelse, som så rigeligt står mål med den smule arbejde der er med at så frøene. Jeg har ikke fået købt frø, men det kan der rådes bod på og så skal pladsen bare findes, for det bedste ved at have en have er, at der kan såes millioner af sommerblomster, som kan tages ind i store, svulmende buketter.

Stolt kavaler tager højde og bredde, men til gengæld er blomsten ikke det mindste sart og vokser overalt, hvor der er plads, så måske den bare skal have lov til at vokse langs hegnet, midt i jordskokkerne. Kombinationen af deres løv ville være smuk og højde har kavaleren, så den skal nok klare sig.

Mon der skal onduleres jord i dag?