Åh, hvor er jeg træt nu…

Vi fik Ella til frisøren og mens hun var derinde og blive forkælet, gik AC og jeg en smut ned af strøget og provianterede. Der var nok at kigge på og vi vidste at tid var der nok af, så der blev kigget, prøvet, overvejet og forkastet. Der blev købten smule og siden aftalt, at Oline skulle finde os, så vi kunne få en eftermiddag, hvor pigerne kunne gå på tøjindkøb sammen, så der gik ikke mange minutter, før hun havde indfundet sig.

Så var hønsene klar og jeg skal love for, at de kan kagle. De er så søde, så hjertet næsten smelter. Altså indtil Oline pludselig, i en pause i solen, udbryder:

– Jeg kommer altid til at sige LORT i gymnastik!

Så kan det nok være, at AC og jeg blev mundlamme, for hvad svarer man i grunden til den slags. Vi var ikke sene til at mene, at hun måske er en smule Touretteramt, men det var så slet ikke sjovt, for den slags er jo dybest set enormt alvorligt og problemet var jo reelt nok, men om AC fandt en løsning sammen med yngste, skal jeg ikke kunne sige, for så kom Ella, smuk som altid, fra frisøren og var klar.

Vi endte ovre på Mølle Plads og der fra gik det op i byen. Pigerne ville gerne i Hjelmerstald og op at se til Lange, så sådan blev det.

De rendte i forvejen og de snakkede… og snakkede… og snakkede…

Jeg synes, Ella og jeg er gode til det, men det er vand ved siden af et par professionelle, som dem. Vi lod dem. Vi lyttede bare og nød, at de kan finde ud af hinandens selskab.

Oline er barn af mig. Det er tydeligt at se på øverste billede. Hun står med næsen mod en rude, nysgerrig, som hun er født. AC holder sig pænt i baggrunden.

De var fjollede for en femmer og der var godt med energi i dem, men de var så søde, så selv hjerter, som ikke var deres mødres, må være smeltet.

De fandt først op til Lange. Vi andre bevæger os i et noget mere adstadigt tempo, men så havde vi da et par ledestjerner.

Ind i gården røg de og vi kunne høre deres latter hele vejen gennem porten.

Vi gik gennem Forvandlingsporten og ned i Den Hemmelige Have, hvor fugle bor til leje i de smukkeste keramikhuse og damer danser halvnøgne rundt, mens vandkunst og træuhyrer lurer i alle hjørner.

Bagefter ville pigerne ind i butikken, men der blev deres mødre godt nok stramme i betrækket, for med den mængde fjol der var i dem, havde det været frygteligt at have dem med indenfor blandt porcelænstynde tekopper og kyssefrøer i lange rækker, så vi sagde NEJ, sure som vi er.

De kunne i stedet tage den opvask, som stod i gården, mente vi, men de var sjovt nok ikke enige.

Der gik ikke mange minutter før de stak af på egen hånd og det var sådan set også helt i orden. Vi tog så en tur indenom en skopusher, som ikke fik lokket os i fordærv, men det gjorde caféen oppe foran Salling til gengæld nogle øjeblikke senere, da vi trængte til at hvile både ben og ører.

Der sad vi endnu, da pigerne vendte tilbage med store poser fyldt med tøj og film og jeg grinte godt i skægget, da jeg opdagede, hvor træt AC nu var, for er der noget Oline kan, er det at snakke hjernen af de fleste.

Vi kørte Ella og AC hjem og jeg ville ønske for AC, at hun kunne gemme sig i et stille hjørne resten af aftenen, men det ved jeg, at hun ikke kan, den stakkel.

Ører og hjerne trænger til pusterum efter nogle timer i Olines selskab, men jeg håber nu alligevel, at vi ikke har skræmt livet helt af AC, for hun har valgt det fineste tøj sammen med Oline, som har hygget sig ualmindelig meget i dag. Oline og jeg gider godt tage på tur med AC og Ella en anden gang. Faktisk til hver en tid…