Mandag formiddag har været ren luksus med plads og tid til kaffe, langsomt bad og hygge, for jeg møder ikke før til middag. Arbejdsdagen slutter klokken 18, så det er ikke nogen lang dag, jeg om lidt tager hul på. Det gør ingenting.
Tiden er brugt både inde og ude. Jeg tager det roligt, for der er ingen grund til hast og jeg er ved at lære det. Ind under huden kryber erkendelsen.
Livet ser anderledes ud, end det gjorde for et halvt år siden og en af de mest markante forskelle er, at der er en stor portion daglig stress, som er forsvundet. Stress foranlediget af følelsen af utilstrækkelighed og frustration over ikke at kunne hjælpe og aflaste tilstrækkeligt. Det tager lang tid, at forstå den slags.
Jeg er ved at forstå det. Langsomt lærer jeg, at der faktisk ikke er noget, som haster. Langsomt opdager jeg, at det er i orden, at jeg venter lidt med at lave tingene, for der sker ikke store forandringer om et øjeblik. Det gælder ikke længere om at udnytte hvert eneste “gode” øjeblik optimalt, for der kommer ikke akutte behov, som skal dækkes. Der opstår ikke pludselig sygdom, tryksår eller andet, som vælter planer. Der er tid nok og en stabil hverdag. Jeg elsker hverdagen.
Jeg har altid elsket hverdagen. Jeg har i mange år haft alt for lidt af den. Nogle synes at dage, som ligner hinanden er noget kedelige. Jeg synes, lige nu, at de er en rigdom. Jeg lærer nyt hver eneste hverdag og det jeg lærer, er godt for mig, kan jeg mærke.
Jeg savner fortsat Alexander hver eneste dag. Jeg tænker på ham mange gange i løbet af et døgn. Jeg har dage, hvor jeg græder mere end jeg griner, men der bliver længere imellem dem og jeg finder nye kvaliteter ved det liv, som er ved at udvikles.
Jeg ville meget hellere ham, men jeg er taknemmelig over at opdage, at det er muligt at få godt ud af noget, som stadig føles frygteligt tungt. Jeg øjner masser af lys. Det er da en god start på en mandag, synes jeg.
19 kommentarer
Liselotte
1. maj 2007 at 07:37Selv tak, Irene. Vi skal gøre vores bedste :-)
Irene
1. maj 2007 at 00:39An upturned chin as always! Tak Liselotte!
Liselotte
30. april 2007 at 22:11Livet er jo et stort sammensurium af skidt og kanel, men det skal ind imellem indtages i temmelig store mundfulde ;-)
Marianne, de tanker du formulerer er jo absolut ikke forbudte, for livet, som du lever det og jeg, for ikke så længe siden levede det, kræver sin kvinde/mand og det er en ærlig sag.
Det handler ikke om at længes efter at undvære en elsket, men det handler om en længsel efter noget, man ikke ejer. Det handler om frihed til – bare engang imellem – at foretage sig noget på præmisser, som ligner de fleste andres. Det handler om, at kunne improvisere og planlægge. Det handler om stabilitet og fravær af stress, ubehagelige overraskelser og det at være ked af det, fordi hjertebarnet har det svært. Det er menneskeligt, at slides af at leve med de præmisser konstant.
Vi vidste, at vi kun havde Alexander til låns. Vi havde regnet med, at han var blevet væsentligt ældre, men sådan skulle det ikke gå. Det gør forbandet ondt, men savnet og sorgen erstattes langsomt af erkendelsen af, at det nu er muligt at leve anderledes og ikke længere skulle leve under et konstant pres. Livet udvides langsomt, men det udvides og begynder at omfatte spontanitet og forståelse for, hvor forandret det egentlig er.
Savnet skal jeg sikkert leve med resten af mine dage, men tomhed oplever jeg ikke. Sorgen kan ingen fjerne og smerten forbundet med den sidste tid sammen med Alexander kan heller ingen fjerne, men virkeligheden banker jo på efter en tid og pludselig opdager jeg, at der er lys forude. Heldigvis :-)
Jeg forstår dine tanker og overvejelser. De er helt menneskelige :-)
Marianne/Amager
30. april 2007 at 21:40Kæreste Liselotte
Du satte nogle gode ord på det jeg føler. jeg er jo selv Mor til en uheldbredlig dreng på 15 år. Vi ved endnu ikke hvornår tid er, men det er begyndt at gå ned af bakke.
Sådan har vi levede i mange år. Jeg arbejder to dage om ugen – resten af tiden passer jeg vores syge/handicappede søn.
Jeg elsker ham overalt på jorden – jeg kan ikke forstille mig hvordan livet bliver uden ham. Han fylder så meget ikke kun fysisk men så sandelig også følelsesmæssigt. Selv om han er syg så er han en rigtig guttermand. Altid den første til at give et klem, kys eller kram. Han bringer så megen varme ind i hverdagen.
Men når det er sagt; så er der også de forbudte tanker.
Jeg tænker med stor sorg hvorledes livet bliver uden ham; Tomt! Men jeg tænker også, tænk at kunne gøre hvad man vil?
Gå på biblioteket når det passer mig, i butikker, besøge veninder, søge ønskejobbet, tage på kurser mv… alt det som er almindeligt for andre, men som skal planlægges til mindste detajle hvis jeg bare skal 10 min uden for døren.
Du beskrev det så flot – ja gu er det hårdt – men hverdagen, at kunne nyde hverdagen, at ikke skulle føle sig “på” konstant. Skal vi på hospitalet om en time. Venner der spørg om vi kan komme forbi på lørdag; På lørdag – det er om lang tid, vi aner ikke om ungen er syg og indlagt……… Jeg glæder mig til at kunne få lov til at slappe af – at nyde hverdagen, at nyde mig selv, at lade at stå stille og slippe for at leve i en klokkestreng.
Tak Liselotte ,fordi du beskrev hvordan jeg præcis har det og frygter fremtiden. Men måske skal jeg ikke frygte tomheden – den vil blive opfyldt af noget andet?
Mange knus og tanker
Marianne
missmikkelsen
30. april 2007 at 20:47du skriver så jeg tror at jeg mærker det :-)
hav en dejlig aften.
Sylvia
30. april 2007 at 20:22Ja, hverdager er best, det synes også jeg!
Livet er til for å leves, både på godt og vondt. Jeg tror du har hatt like mye av dem begge, Liselotte!
Ha en fortsatt deilig mandagskveld!
Liselotte
30. april 2007 at 20:22Jeg lærer nyt hver dag. Noget af det er rigtigt godt for mig, kan jeg mærke. Lige nu sker der kvantespring indeni, men det er af de gode og det er dejligt.
Dagen har været god :-)
Marianne
30. april 2007 at 19:48Jeg vil bare ønske dig en forsat god hverdag denne mandag :-)
Jonna
30. april 2007 at 19:30Jeg lærte af min søn der døede alt for ung at hverdage er bedst,der er dem der er flest så det gælder om at nyde dem.
Dejligt at du kan det selv om savnet gør ondt.
Rigtig god aften til dig.
Lisbeth
30. april 2007 at 19:28Jeg håber også, du har haft en god dag. Naturen er forunderlig, det er muligt at sørge og glædes på samme tid. Savnet og sorgen vil altid være der, men trækkes med tiden længere ind i sjælen. Glæden over hverdagen, de nære ting beskriver du så smukt. Det er en daglig glæde at se dine fotografier og læse dine betragtninger, tak fordi du vil dele dem med os.
Lene
30. april 2007 at 19:24Håber du har haft en god dag Liselotte, solen har ihvertfald været med os.
Artinreality
30. april 2007 at 15:15Jeg ble så rørt av innlegget ditt og ville komme innom igjen og si takk. Ha en fantastisk uke!
hanne
30. april 2007 at 14:49Det er en rigtig god start på en mandag…så kan ugen bare komme an :-)
Hanne
30. april 2007 at 14:25Du har en beundringsværdig styrke. Knus til dig. Ha’ en go’ da’.
Sifka
30. april 2007 at 14:00Jeg ville gerne gi’ dig et klem, men nøjes med at ønske dig en god dag.
Det er godt at læse om, hvordan din ærlighed er med til , at trække de positive sider ud af en svær tid. Det tror, jeg er guld værd.
Charlotte
30. april 2007 at 13:31Kære Liselotte!
Ja, det er noget af det underlige, der kan ske, når man har mistet et elsket menneske, der har været sygt. Som tiden går, træder sygdom og besværligheder i baggrunden, og selve mennesket træder endnu tydeligere frem, som netop den, man elsker.
Og på en måde bliver tabet endnu mere smerteligt, men også mere rent.
Guds fred og alt godt
Charlotte
Deborah
30. april 2007 at 13:24Det må vel være sådan, at vi skal lære at få noget ud af selv det sværeste – det hedder overlevelse – ikke? :-) Jeg holder også utroligt meget af hverdagen – helt sikkert.
Stinne
30. april 2007 at 12:54Som du dog kan sætte ord på… er selv det samme sted omtrent. Hverdagen kan være kærkommen og livsbekræftende.
Kirsten
30. april 2007 at 12:38Ja, det er! …og andet vil jeg sådan set ikke skrive, for du gør det altså bedre selv.
Ha´ en god dag :-)