Udenfor venter verden med sol og varme. Indenfor sidder jeg og drikker kaffe, men kun et øjeblik endnu.
På terrassen står blomster og lokker med smukke farver. Haverne omkring mig genlyder af glade børnestemmer og græsplænen kunne trænge til en klipning.
Udelivet har for alvor indfundet sig og i dag kan strikketøjet tages med på terrassen og kombineres med en smule praktisk arbejde. Det vil være helt i orden med mig, hvis bare Kenneth vil påtage sig arbejdet med at skifte bremser på min lille slæber af en Fiat, så jeg er klar til den kommende uge.
Staudebedet mangler stadig en finpudsning, men det tager ingen tid og ind imellem kan jeg beundre løgene, som vælter ovenud af jorden nu. Der er håb om resultater denne sommer og det passer mig rigtigt godt.
I bedene rundt omkring står også planter, som den ovenfor. Jeg aner ikke hvad det er, der er på vej op gennem jorden, men der er mange og de ligner unægteligt noget, som kunne være en staude – jeg husker bare absolut ikke hvad.
Måske er der nogle af jer læsere, som genkender skidtet og så vil jeg være taknemmelig for et hint. Skal jeg fjerne dem i en fart, eller skal jeg begynde at glæde mig?
Bøgen – den langsomme – sprang forøvrigt ud i går. Forsigtigt til en start, men i løbet af de næste dage, er den tæt af saftiggrønt løv og skoven er ved at være tæt og smuk igen. Så mangler vi kun at få fundet hængekøjerne frem. Det skal kun tage et øjeblik.
Uha, for en god søndag, der venter forude.
10 kommentarer
Irene
29. april 2007 at 15:38NÅ JA, hvis man kunne formaste sig til at læse alle kommentarer FØR man svarer, så ville man ikke tage unødig spalteplads …
Irene
29. april 2007 at 15:37Liselotte, er det ikke een af de der … Årh, jeg kan ikke huske hvad den hedder, men den har de yndigste små lilla blomster.
Liselotte
29. april 2007 at 13:20Karen, det er lige hvad det er! Jeg såede blomster sidste år og det skulle vise sig, at frøbrevet slet ikke indeholdt det, som navn og billede antydede. Jeg fandt aldrig ud af hvad det så var, men det er lige præcis Moskus Katost. Tusinde tak for hjælpen :-)
Liselotte
29. april 2007 at 13:12Der er lækkervarmt udenfor og jeg stornyder at være der. Jeg har sat et halvt hundrede flere løg. Tiger- og Ixusliljer og lidt andet godt fra lageret, så nu krydser jeg bare fingre…
Lene, jeg plejer at købe hængekøjer her og de sender også til Danmark, men om det lige er det bedste sted…
Moster, hvorfor skal den figen op at vende nu? Er du ikke på arbejde… og har TRAVLT? Det er forøvrigt IKKE persille, din klovn ;-)
Ella, vi fortryller, eller vejret gør i hvert fald og i lige måde med din dag i haven :-)
Ella
29. april 2007 at 12:04Jeg har haft næsen i urten, næsten, og persille er det ikke – det er jeg ret sikker på, Moster ;-) Stegt flæsk og persillesovs – uhmmm, men jeg gider ikke stå og “svine” med det ;-)
Hav en fortryllende dag ude i vejret :-)
Karen
29. april 2007 at 11:47Hej!
Jeg tror, at planten er en Moskus Katost, jeg har nemlig selv mange af dem i min have.
Moster
29. april 2007 at 11:45ja ja, sobs er nu osse godt, men måske skulle i vælge sovs i stedet for ;-)
Moster
29. april 2007 at 11:44Ja, altså ikke for at gøre mig klog, men menuen bør måske være stegt flæsk og persillesobs i aften, for det ligner da unægteligt persille :-)
Synes ikke der er kommet kommentarer på mit Figen-billede????
Hav en god dag og hils
Lene
29. april 2007 at 11:21Ha en god søndag og har du et tip til hvor jeg finder en god hængekøje? Det har datteren ønsket sig i årevis, og nu kan jeg også se den for mit indre blik mellem æbletræet og moreltræet :-)
Sifka
29. april 2007 at 11:17Det ser godt ud. Både din have, dagsplan og vejret. Ha’ en dejlig søndag.