19

Der rykkes igennem derude

Dagen startede skidt med skyer og gråvejr, men jeg skal love for, at solen kom forbi senere på dagen. Vi har været ude siden klokken 13.30 og er først gået ind for et øjeblik siden. Jeg elsker disse lange dage i haven.

Første syren

I dag har været en af de dage, hvor der ikke har været ret meget praktisk arbejde, men masser af livsglæde og afslapning i familiens skød. Mor har været her hele dagen og på rundtur i haven opdagede jeg, at den første syren er sprunget forsigtigt og udenfor nummer. Om et øjeblik følger resten efter.

Lys

Lige over syrenen står en af kastanjerne og lyser. Blomsterne folder sig ud og åbenbarer en af de underlige af slagsen. Man skal tæt på, for at opdage, at hver enkelt blomst er et stykke kunst i sig selv.

Den lille pære

Det lille pæretræ, som i grunden også er en smule sølle, er ikke det mindste sølle på en solrig dag i april. Så er det betagende smukt og med blå himmel som baggrund, bliver det ikke mere forår end det.

Kenneth i arbejde

For nogle timer siden indtog Kenneth den gammelkendte stilling og startede kullene op, for der skulle, som tidligere skrevet, gang i grillen. Det blev med hiv og sving, for der var ikke mere tændvæske, men pyromaner kan den slags, så der gik ikke lang tid, før der var heftig røgudvikling.

Snart efter var der gang i stegeriet og imens kunne vi sidde og lade os betage af rosmarinen, som ikke er blevet grimmere med tiden…

Rosmarinen

Den dufter forførende og står lige ved hjørnet, hvor vi tilbragte det meste af dagen med ansigterne i solen. Kaffe, blade, gode bøger, en middagslur og masser af snak er lige hvad en lørdag i april gerne må indeholde, så det sørgede vi for, at den gjorde.

Der grilles

Det er ikke længe siden vi rejste os. Mere end mætte er vi trukket indenfor, hvor sofaen nu kan udgøre aftenens mest ophidsende oplevelse, for vi er brugte for i dag, men sikke en dejlig dag :-)

PS – bær lige over med frisuren, som er helt og aldeles anarkistisk i dagens anledning. Der er vist noget med, at den kan være meget kønnere, hvis man gider gøre lidt for det…

Du vil sikkert også kunne lide