Gult Himmerland

På Gammel Viborgvej kører man snart i tunnel. Næsten alle ejendomme ligger forskanset bag meterhøje jordvolde, som skal holde støj ude og illusionen om fred og ro på landet inde, men jeg gribes af tristesse, når jeg passerer endnu en.

Jeg forstår sådan set godt beboerne, for der er en frygtelig tæt og tung trafik på den landevej og jeg ville sikkert også gøre mig anstrengelser for at bevare illusionen, men udefra set, er det noget så trist. Kun ganske få af voldene er beplantet og derfor en ynkelig blanding af jord, ukrudt og småsten. Jeg håber, voldene er kønnere på den anden side, for ellers er udsigten til landevejen da så langt at foretrække.

Min anke er naturligvis, at jeg ikke længere har kig til de smukke, velholdte og de mindre smukke og mindre velholdte gårde, som ligger på ruten. En af fornøjelserne ved at være på langfart er jo netop, at der er tid til at kigge, nyde og lade sig inspirere. Den slags er der ikke meget af i en jordvold, men som sagt forstår jeg godt gårdejerne.

Når voldene er passeret, er der ofte fint udsyn over Himmerland. Sådan var det også i går, hvor varmedisen lå tungt over de mangefarvede marker.

Der var livlig aktivitet i mange af markerne og jeg mødte da også en traktor eller to, men god tid havde jeg, så det gjorde ingenting.

Lige udenfor Gatten kom pludselig, fra en sidevej, en Opel Vectra med en trailer, som var omtrent 1½ gange så bred, som bilen selv. Faktisk var den så bred, at det ville blive vanskeligt at passere den som modkørende, men den slags tager man ikke så tungt på landet, så der blev kørt rask til, inden trailer og bil forsvandt i retning af Lundby.

Jeg ankom lige til færgeafgang, så det passede perfekt og vejret var stille, men der var så meget dis, at vi ikke engang kunne se Fur. Jeg blev luftet igennem, fik strikket 3 pinde og så var vi landet på Salling og turen fortsatte i retning af Thise og videre derfra.

Overalt hvor øjet vendte sig, var der gule rapsmarker, som lige nu står i fuldt flor. Duften er berusende, når man åbner vinduet på landevejen for øjeblikket.

Jeg ankom til bestemmelsesstedet i vældig god tid, så jeg tog en lille smuttur ud omkring de tilstødende marker. Der arbejdes ihærdigt alle steder og jeg fandt en lille rasteplads ved siden af en grisestald, så grisene akkompagnerede min hjemmebagte bolle og det var faktisk meget hyggeligt med grynt i baggrunden.

Vindmøllen kunne høres viden om. Der er stille på landet, så vingerne på sådan en er ikke lydløse, men kan høres langt væk. Jeg tror, at jeg ville blive tosset af at bo lige nedenunder den, men man kan jo vænne sig til det meste.

Overfor rapsmarker og grisestald ligger Otting Kirke. Den måtte jeg naturligvis over for at kigge nærmere på. En lille landsbykirke, som for nylig har fået nye og skinnende tegl.

Øst for kirken står en stor sten til minde om Genforeningen. Den var umulig at tage billede af, da det ville blive i modlys, men dér, midt i det hele, stod en sten til minde om Genforeningen med Sønderjylland og jeg stod et øjeblik og tænkte på, hvorfor den dog var havnet der, midt i ingenting. Heldigvis findes internettet og jeg er nu blevet meget klogere.

Paa Hjemvejen fra et Efteraarsmøde i Roslev i 1919, hvor der var blevet talt om Sønderjylland og den forventede Genforening, foreslog Gaardejer Kristen Sveigaard, Otting, at Sognets Beboere i Fællesskab skulde rejse en Mindesten for denne Begivenhed, “der”, som Kristen Sveigaard udtalte, “er Naade over Naade og en Lykke, som kommende Slægter vil misunde Os at opleve”.

Du kan læse meget mere på denne side. Der er en herlig beskrivelse af hele arbejdet med at finde, udgrave og siden transportere stenen hen til Otting Kirke. Der er gode historier gemt i det meste.

Hjemturen foregik ad landevejen tværs gennem Himmerland, for Mary går i seng klokken 20.15 en tid endnu og så er der ikke andet at gøre, end tage turen nedenom Skive. Variation er godt og mørkt er der ikke før ved 22-tiden, så jeg havde stadig oplevelser til gode på hjemturen, som gik gennem hede, vand og bondens land.

En dag på landevejen gør godt for mig.