Det grønnes hver dag

Det går ikke bare stærkt nu. Det går så stærkt, så det næsten er vanskeligt at følge med, men det er skønt at se haven folde sig ud. Jeg har længtes så længe og for hver dag grønnes det hele en lille smule mere.

De første blomster på kastanjen er sprunget ud. Om et øjeblik står træerne med de flotteste, hvide lys og så følger syrenen lige efter. Haven fyldes af duftindtryk og jeg kan slet ikke vente.

Jeg har renset et stykke bed, som gerne skulle give plads til Ellas aflæggere og Hasselurten, som jeg satte sidste år. Nu har planterne plads at brede sig på og mens mobiltelefonen har hvilet i græsset ved siden af (jeg har vagt), har jeg etableret Ingridgang, fordi lænden nu er splittet ad. Jeg lærer det aldrig.

Efter at have nået udmattelsespunktet kravlede jeg ned i den anden ende af haven, hvor køkkenhaven ligger brak og venter. Æbletræerne står med skyer af blomster nu. Jeg husker ikke sorterne længere, fordi de er flyttet så mange gange, men de smager alle vidunderligt, når den tid kommer.

Oskar var med og der er duftspor at følge, så han endte inde under træerne i skoven og kunne næsten ikke finde ud igen. Det gjorde vist ingenting. Imens mistede jeg pusten…

Naturen er overvældende smuk og det er godt at dvæle ind imellem…

Ukrudt er der også plads til. Masser af plads…

Hvis der hersker orden i små hjørner af haven, så er der tifold så mange steder, hvor der ikke gør, men jeg kan lide det vilde og tilfældige, så det får plads. Det er både kønt og praktisk, for jeg ville aldrig kunne holde alting så sirligt, som nogle synes haver skal være. Lidt rod skal der være, ligesom indeni mig.

Kæmpevalmuerne er hastigt på vej. Jeg glæder mig, for de er smukke og den korte blomstringstid gør dem bare det mere attraktive og fantastiske, synes jeg. Bagefter slår jeg dem, med græsklipperen. De er ikke til at slå ihjel, så de kommer år efter år på trods af den hårde medfart. Sådan skal det da være.

Udenfor skinner solen, så jeg er den, der er smuttet :-)