Solen er lige brudt gennem skydækket. Dagen ligger åben for og der er arbejdet igennem fra morgenstunden, så de værste hængepartier er forsvundet bag flittige øjeblikke. Nu kan resten af dagen nydes og det skal den, for jeg trænger.
Æblehegnet nederst i haven er ved at tage form. Ole, Christoffer og Kenneth hjalp hinanden med at redde de sørgerlige rester, så der nu igen er velfungerende hegn langs det jordstykke, som skal være grøntsagernes legeplads.
Op langs hegnet står 3 æbletræer. En flytning sidste sommer gav kedelige, halvdøde træer, men de er livet vældigt op og står nu klar til at springe.
Jeg husker ikke længere hvilke æbler det er, men der er i hvert fald tre forskellige sorter og jeg glæder mig, til de begynder at give frugt.
Jorden nede i køkkenhaven skal fræses. Det er ikke barnemad, for der er græs og ukrudt i enorme mængder, men vi klør på, for grøntsager vil vi have i år og det skal nok lykkes.
Jeg vil bruge noget af jorden til sommerblomster, som er smukke at se på, men endnu skønnere at have stående, så der er mulighed for at hente buketter ind hele sommeren og et stykke ind i efteråret.
Jeg er lykkedes med at få klemt enorme mængder grønt ind på jordstykket de tidligere år. Jeg er så klar til at prøve igen i år.
Op langs hegnet skal laves espalier, så hindbær og brombær får klatremuligheder. De giver gode bær til efteråret og vinterens marmelade, så der skal kæles lidt for dem, når vi får tiden om et øjeblik og nederst, i bunden af køkkenhavehjørnet, vokser jordskokkerne op og danner skove af smukke, langstilkede planter med solgule blomster, når den tid kommer.
Jordskokkerne vokser pænt langs hegnet, men de vokser også vildt i jordstykket ved siden af. Det må de gerne, for jeg elsker det vilde og uordentlige og det hersker så rigeligt nede i den ende af haven.
Varmen udenfor er påtrængende og jeg må derud.
7 kommentarer
Sifka
25. april 2007 at 17:19Jeg nyder dine billeder af æbleblomster. De er så fine i farverne.
Liselotte
25. april 2007 at 16:04Jeg NYDER det derude. Hold da op, hvor der er skønt :-)
Anne Dyrholm Stange
25. april 2007 at 15:59Udeliv, det skal der være tid til i dag, bunkerne indenfor må blive liggende, for sådan en solskinseftermiddag, der må vi ud med bare arme og hænderne i mulden :-)
Ella
25. april 2007 at 14:43Det er lige sådan en dag, hvor der er basis for at få noget fra hånden – jeg glæder mig med dig, Liselotte :-)
Hønsemor
25. april 2007 at 14:17En herlig tid, der nu skal komme….
Nederst i haven ligger et kæmpe stykke jord håndgennemgravet, lufter og fræset, men men for koldt endnu….
Planer er lavet, rækker tegnet ind…. Jow – jow en herlig tid er i vente.
Sol på værkende rygge.
Det kommer Liselotte, det kommer…Den sommer…;-))))
Karen S
25. april 2007 at 13:15Det lyder som om det bliver frodigt og skønt… et lille paradis med skønne og nyttige vækster og gode rum og steder at nyde at være til og være ude ;-)
Nyd solskinnet, skal selv derud (jo før jo bedre)
Merete
25. april 2007 at 12:49Det er en fryd å kikke i bloggen din . Koser meg med de nydelige bildene dine!