I Aalborg er den halve by gravet op for øjeblikket og derfor foregik turen ind til centrum ad Vesterbro og jeg passerede på vejen kirkegården, hvor Alexander ligger.
– Du kunne også lige smutte ind forbi på hjemvejen, nåede jeg at tænke, da jeg kunne mærke bølger af utilpashed glide gennem kroppen.
Jeg holder meget af at komme inde ved Alexander, så det var underligt igen at opleve, at alene tanken om et besøg derinde, kunne sende bølger af kvalme gennem kroppen, men det var ikke første gang det skete for mig. Fornuft og følelser følges ikke altid ad, nåede jeg at registrere inden trafikken blev for tæt og koncentrationen skulle bruges på helt andre ting og allervigtigst på at nå frem til bestemmelsesstedet.
Underligt nok, kan omverdenen ind imellem næsten tilpasse sig min øjeblikkelige virkelighed, for indenfor den næste time hørte jeg pludselig ordene “selvom hjernen synes, at den er klar til at genoptage normalen, så husker kroppen. Den lagrer dine følelser…”. Det var ikke henvendt til mig, men det passede fuldstændigt på det jeg tidligere havde oplevet. Det gav mening. At kroppen sender signaler til den hjerne, som ind imellem har for travlt med at komme videre og sådan må det nødvendigvis være. Bagefter tog jeg ind til Alexander.
Det er barsk kost at være mor i vores forhold og der er stadig oceaner fyldt med tårer indeni mig, men når jeg er forbi, giver jeg los. Det hjælper.
Jeg snakker med Alexander. I starten føltes det tåbeligt, men jeg har vist indset, at jeg er bragende ligeglad, for jeg har brug for det. Jeg starter altid med at sætte ord på det, som for øjeblikket gør mest ondt. Så kan jeg være sikker på, at tårerne kommer. De forløser, hvis man tør være der, hvor det gør ondt. Det tør jeg godt.
Efter en tid falder jeg til ro og bliver i stand til at registrere, at stedet forandrer sig hele tiden. Lige nu er der ikke mange dage til, at træet ved siden af Alexanders gravsted springer helt ud. Det bliver smukt og jeg kan slet ikke vente, for jeg har fundet mine egne små ritualer, som gør det nemmere at være til stede og derfor kommer jeg oftere og oftere forbi og finder ro ved at være der.
Jeg starter med den tunge snak. Den som gør ondt, men forløser. Bagefter er der tid til at trække vejret helt ned i maven. Så rydder jeg lidt op, fjerner visne blomster, retter lidt på de som står tilbage og endelig så sætter jeg mig ned – lige midt på Alexanders gravsten. Det føles rigtigt. Jeg skal sidde lige der, midt i og ovenpå og så får vi os en hyggesnak om alt det, som er sket siden sidst.
I dag sad jeg stille, i egne tanker, da et ældre ægtepar ankom til et gravsted lidt væk. De gik i gang med at rydde op, vande og rive en smule, mens de skulede over til mig. Der foregik et eller andet ovre hos dem, kunne jeg fornemme, men jeg havde ærlig talt glemt dem, da jeg pludselig mærkede en hånd på skulderen. Det var den ældre mand. Med tilpas forargelse i stemmen sagde han:
– Undskyld, men du sidder på et gravsted.
– Ja?
– Det anses for højst upassende.
– Nå? Hvem anser det for højst upassende?
– Ja altså… formentlig dem, som ejer stedet her.
– Det gør jeg! (han hørte slet ikke hvad jeg svarede, for han var allerede videre i sin talestrøm)
– Vi mener faktisk (her var konen pludselig blevet indblandet også), at du i din alder burde vide bedre!
– Jeg mener faktisk også at vide bedre…
– Hvorfor rejser du dig så ikke?
– Fordi det er mig, som har betalt for stenen jeg sidder på. Nedenunder den ligger min søn, som jeg begravede for 4 måneder siden og jeg holder meget af at komme herind og sidde lidt sammen med ham.
– …
– Nå men så… tror jeg også vi skal hjemad igen. Tak for snakken.
Og så var den potte vist ude. Under normale omstændigheder er jeg vist egentlig en del mere civiliseret, men præcis i dag skulle ingen blande sig i om så jeg havde haft lyst til at danse fandango på Alexanders sten og så har de også lidt at snakke om over aftenkaffen.
Jeg er helt sikker på, at Alexander ville have moret sig storartet. Det sidste gør det første værd, selvom jeg stadig mærker en snert dårlig samvittighed over ikke at have optrådt pænere overfor den stakkels mand.
48 kommentarer
Deborah
27. april 2007 at 17:09Kære Liselotte
Som du vil kunne se her, tænkte jeg sådan på dig idag, da jeg så bænken på billedet, som er i mit indlæg her:
http://deborah.dk/?p=841
Mange hilsener
Deborah
Deborah’s » Blog-arkiv » Fredeligt visit i en smuk have
27. april 2007 at 17:06[…] Men jeg synes, der skulle være lidt af hvert. Jeg kom sådan til at tænke på Liselotte og hendes indlæg fra forleden, da jeg så bænken, – der er en 2 i en løsning!! Der kan der ikke klages over, at nogen sidder på […]
Tina - omme i London
27. april 2007 at 01:14A hwa? Du kan da sidde paa stenen om du vil. Hvordan kan det vaere upassende? Jeg saetter mig gerne paa mine bedsteforaeldres grav og snakker lidt med dem. Stenen staar op, saa jeg saetter mig ikke oven paa den, men ved den.
Mors dag er vi ofte paa kirkegaarden for at besoege mine svigere og der er en familie som vi ser hver gang. De har grav taet paa vores og de holder picnic med champagne og hygger sig med deres afdoede mor/kone. Jeg synes det er er en fed maade at mindes paa – og bestemt passende.
Liselotte
26. april 2007 at 22:58Jeg er enig, Lizelotte. Han var ikke ligeglad og det var fint nok :-)
Lizelotte
25. april 2007 at 17:23Jeg synes også Liselotte reagerede helt fint, men reagerede nok selv på en vis hetz-stemning i kommentarerne.
Manden var dog i det mindste ikke ligeglad. Det var i min optik positivt.
Liselotte
25. april 2007 at 16:01– og sådan er vi så forskellige, B
Jeg mener ikke der er det mindste upassende ved at sidde på stenen. Jeg sidder ikke og fester. Jeg sidder og har et stille øjeblik. De døde er garanteret ligeglade og den efterladte er mig, så det…
At andre stødes af at blive konfronteret med min måde at sørge på, kan jeg altså ikke tage hensyn til. Jeg vil heller ikke, ligesom jeg heller ikke har bestemte forventninger til andre slægtninge, som kommer på den kirkegård for at være sammen med, mindes eller sørge over deres døde. Hvordan de har brug for at gøre det, er deres sag så længe de ikke generer nogen og det kan vel næppe genere nogen, at sidde stille… men det er nok stenen, som gør forskellen. For mig er den bare en sten med min søns navn på.
Irene
25. april 2007 at 14:12Liselotte, Alexander, han hiver lige så stille i trådene fra der hvor han er i dit hjerte!
B
25. april 2007 at 13:27Men hvis du havde været ved at vælte stenen og de havde stoppet dig havde de været gode og venlige mennesker – udvis dog lidt storsind og sig tak for at de passer på andres grave istedet for som flertallet at være ligeglade – og nej det er ikke passende at side på stenen, men det kan godt nok formuleres pænt og mindre pænt
Karen S
25. april 2007 at 13:27Jeg er enig med alle i, at han burde have lyttet i stedet for at tale.. noget som jeg selv burde gøre lidt oftere.
Men jeg lytter til dig Liselotte og tænker og føler og bliver måske lidt klogere på mig selv også.
Jeg tænker bl.a. om det mon ville være nogen til trods, hvis de så mig på diverse kirkegårde. Jeg er der ikke så tit, men går af og til ind på en kirkegård, hvis jeg kommer forbi. Går så og læser på gravstenene, sætter mig måske ned et sted og tænker over, hvem det mon er, der ligger der og ofte standser jeg, når jeg ser vidnesbyrd om liv, der blev alt for korte… Jeg har ingen steder selv at gå hen. Mine farforældre ligger på de ukendtes grav et sted i Aalborg og jeg er heldigvis så ung, at det ikke er mange andre, der er blevet taget fra mig. Men jeg håber ikke, at jeg gør nogen utilpas ved at vandre og sidde mellem fremmedes grave… jeg gør det fordi, jeg føler og tænker, og fordi jeg har en ide om, at alle mennesker burde blive husket og at jeg skylder dem at læse deres navne og tænke en tanke…
Kirkegårde er oftest så smukke og fredelige, jeg kan godt lide at være der og nyde en stille stund.
Tænk, føl og smil, det er, hvis nogens, din ret!
Kirsten
25. april 2007 at 11:35Du skal overhovedet ikke ha´ dårlig samvittighed, Liselotte. Tværtimod skal du være stolt over, at du så stærkt og med stor værdighed forsvarede din ret til at sidde en stund med Alexander på den måde DU holder af!
Kender jeg mig selv ret (og det gør jeg jo…) ville jeg selv desværre have været så nem en “push-over”, at jeg nok lidt febrilsk ville ha´ rejst mig, undskyldt overfor “den pæææne mand”, og så først BAGEFTER have formået at fremstamme en forklaring. Og da ville han sikkert være gået, med oprejst pande og en “better-than-thou” attitude – og han og fruen ville aldrig være blevet klogere!
Og jeg… ja jeg ville sikkert træde mig selv over tæerne af skam over at jeg ikke bare holdt på min – og mit barns – ret, og satte stodderen (undskyld!) pænt på plads, mens jeg havde chancen. Så din måde er bedre – tro mig! :-)
Liselotte
25. april 2007 at 11:22Ja, deres grænser var i hvert fald anderledes end mine, Sylvia, men det er sådan set også i orden :-)
Godt du kom forbi i dag! :-)
Sylvia
25. april 2007 at 11:05Det var nå bra at de passet på….men deres syn er nok litt gammeldags, og de måtte egentlig forstå(før de blandet seg) at det var DU som eide graven. Du satt jo bare stille og snakket med din sønn!!!!!
I går kveld kom jeg ikke inn på bloggen din, og fikk helt panikk!! Men etter å ha sett alle dine inlegg fra i går, var nok årsaken at du tok all plassen her i går. Jeg puster lettet ut i dag!
Liselotte
25. april 2007 at 09:09Tak for alle jeres kommentarer. De gør mig glad, fordi jeg ved, at jeg har fortalt og rørt ved noget og nogen.
Charlotte
25. april 2007 at 09:04Jeg holder så meget af at kigge forbi og læse din blog, og har gjort det længe uden at skrive nogen kommentar til dig.
Men denne gang gik det op for mig hvad det er dine skriverier giver mig; Du er nemlig i stand til at forsvare dig selv og dine kære, intelligent og med værdighed. Det inspirerer mig, da jeg kun lige er begyndt at lære det.
Susan
25. april 2007 at 08:10Jeg synes bestemt du var civiliseret i dit svar. Det er muligt at deres hensigt var at passe lidt paa gravstederne, men de kunne have spurgt stille og roligt og uden forargelse i stemmerne.
Hvor ville meget vaere nemmere hvis folk i hoejere grad respekterede at vi alle er forskellige og goer ting paa forskellige maader.
Helle Koed Paulsen
25. april 2007 at 08:02Hej Liselotte
Her til morgen sad jeg og læste din oplevelse ved Alexanders grav – jeg læste den højt for min gode kollega og tårene trillede ned af kinderne på hende. Jeg sidder med en mindre forargelse og dyb medfølelse. Tænk at de turde henvende sig, det er jo et eller andet sted flot. Du skriver på en meget rørende facon, som ramte min kollega og jeg! – specielt når man kan sætte sig ind i nogle af de følelser du beskriver.
Håber du får en god dag Liselotte! :-)
Julia
25. april 2007 at 07:52På en måske upassende måde fik dit indlæg mig til at smile. Sad her med tårer i øjenene, men med et smil på læben.
Jeg kan ikke sætte ord på hvorfor det fik mig til at smile, men jeg synes ikke du var grov over for ham, kun ærlig, fordi det er hvad der måtte til. Ærlighed. Det er vel kun det der duer når man sørger? Det bliver vel ikke mere ærligt end det…?
Jeg synes du er sej. At du tør føle smerten, den smerte der gør allermest ondt. Og at du tør gøre det så andre kan se og sommetider mærke en flig af din smerte. Det er sejt synes jeg. Det at ens barn dør er for mange et stort tabu for mange og det er på grund af smerten tror jeg. Det gør alt for ondt.
En rodet kommentar, jeg ønsker ikke at støde dig, hvis min formulering ikke er god. Det er svært for mig at formulere mine tanker.
/Julia
HenrietteB
25. april 2007 at 06:45Jeg mener, din reaktion var helt iorden, Liselotte.
Faktisk synes jeg, at den ældre mands opførsel var upassende og grænseoverskridende. Jeg synes, han burde have tænkt sig lidt om og reflekteret over, at han var på en kirkegård – og at der på en sådan findes andre sørgende, end netop ham og konen. Og at disse måske reagerer anderledes og har en anden tilgang til sorg, end de har.
Han kunne jo ved en senere lejlighed have forvisset sig om, at her lå en ung mand begravet – og selv lavet det tankespring, at en kvinde i din alder sagtens kunne være den unge mands mor, som havde behov for at sidde hos sin søn.
Istedet mødte han dig med mistænksomhed og det synes jeg ikke er iorden, set i lyset af at du formodentligt ikke havde en adfærd, som på nogen måde var anstødelig.
Men den slags mennesker findes jo overalt.
Alice Ibing
25. april 2007 at 06:28Jeg synes nu bestemt ikke, at du var uciviliseret, Liselotte. Når man sidder der i sine egne tanker, taler med sit barn og prøver at suge så meget af nærheden til sig som muligt, er den rette formulering af ord ikke det, man overvejer mest:-)
Men jeg tror dog også, – hvor kantet han end fik gjort det, – at den gamle mands indblanden var et forsøg på at være opmærksom på, hvad der foregik rundt på de andre gravsteder. At passe lidt på dem og når irretationen over måden han viste sin opmærksomhed på har lagt sig, så er det nok rart at tænke på, at han holder øje…
Jeg har selv flere gange hevet et tæppe og en bog frem og lagt mig i solens stråler lige op af Fies have og nyt hendes nærvær. Folk kigger, men jeg har vænnet mig til det for jeg føler min ret til at gøre netop dette. Jeg forstyrre ingen og det er lige nu stedet, hvor jeg føler mig nærmest hende.
Irene
24. april 2007 at 23:32Man bliver så hudløst klokkeklar, når man sørger. Det er sundt for omgivelserne at blive kronfonteret med denne klokkeklarhed, som vi dybest set glemmer at leve i, når vi ikke sørger. Vi glemmer ofte det direkte, når vi har alt for travlt med at leve og slet ikke mærker efter. Sorgen kræver vi mærker efter. Engang imellem er det sundt at sætte sig på den sten i klarheden.
Nadia
24. april 2007 at 22:06Jeg mener din reaktion var meget normal, jeg ville have reageret på samme måde..
Manden kunne/skulle have spurt sig ind på en anden måde, og lyttet efter. Og tænkt sig om, I befandt sig jo på en kirkegård, hvor pårørende jo kommer.
Da han ikke lyttede efter, måtte han jo tage konsenkvensen af, at du måtte forklare sig, på en måde som var klokke klar.
Liselotte
24. april 2007 at 21:41Netop derfor forklarede jeg mig også, Lizelotte :-)
Hanne 2, nej, det må vi ikke. Vi har bare en sten i en plæne, men vi må holde picnic derinde, hvis det er hvad vi har lyst til. Der er, ifølge kirkegårdspersonalet, meget vide rammer for adfærd, bare man ikke generer/invaderer andre gravsteder :-)
Fr. Møller
24. april 2007 at 21:40Lizelotte – du har uden tvivl ret. Men kunne manden ikke i stedet have startet med helt enkelt at spørge Liselotte, hvorfor hun sad lige præcis dér – nemlig at det er hendes elskede søns gravsted…
Jeg har såmænd også oplevet folk, der har “luret lidt”, når jeg sommetider har siddet på min fasters gravsten. Røget en smøg, vandet høns, været noget så vred på den Gud, der tager mennesker fra os, når vi mindst er parate til det.
Mit held – eller hvad man nu skal kalde det – i forhold til, at jeg kan finde på at sætte mig stille ned på en gravsten og konfrontere sorgen, er jo så, at det foregår i et lille samfund, hvor alle kender alle. Ikke at alle kender mig – længere! Men når jeg så stilfærdigt forklarer… “Nåh, jamen så er du jo Hennings pige!”.
Og det er jo det, jeg er. Min fars dattter. Hans søsters niece, mine bedsteforældres barnebarn.
Jeg har endnu ikke oplevet fremmede sidde på “mine” gravsten. Men skulle det en dag ske, ville min spontane reaktion være: Hvorfor – frem for at prøve at jage dem væk!
Hanne 2
24. april 2007 at 20:59Mon I må stille en lille bænk (granit?) op på gravstedet?
Deborah
24. april 2007 at 20:58Jeg vil give Lizelotte helt ret…
Og sender tanker til dig Liselotte omkring dine følelser og din sorg og dit savn. Selvfølgelig gør det ondt!
Lizelotte
24. april 2007 at 20:49Jeg synes faktisk det var ok, at han henvendte sig. Det kan være de vandaler, som for nylig var på spil, havde været afskrækket hvis der havde været en anden kirkegårdsgæst med samme holdning til stede.
Måske var det ikke den eleganteste måde. Men i mine øjne forsøgte han at passe på Alexanders gravsted, og jeg synes det var godt, at han ikke blev mødt af vrede eller af svinere – for jeg tror faktisk bare, han udviste respekt.
Jeg kan sagtens følge, at du sætter dig og snakker med din dreng på hans sten. Men hvis du nu kom en dag, og der sad en tilfældig person og tronede der, er det ikke sikkert, du ville synes, det var så fedt….
Fr. Møller
24. april 2007 at 20:41Her i byen har vi bl.a. en jødisk kirkegård. Man har fundet det nødvendigt at lade den være aflåst. Årsagerne kan de fleste desværre nok selv udlede, og det er ikke et emne, jeg magter at udtale mig nævneværdigt om.
Til gengæld holder jeg så meget af inskriptionen på lågen: De dødes have, de levendes forsamlingshus.
Ann
24. april 2007 at 20:23Hej Liselotte,
Jeg synes du reagerede meget fint,jeg er sikker paa at han fik noget at taenke over resten af dagen.Vi danskere har det med at doemme alt for hurtigt og er alt for intolerante overfor andre mennesker som ikke opfoerer sig paa samme maade som os, foer vi proever at forstaa hinandens maade at vaere paa og grunden dertil.Jeg foeler at jeg kan sige det, fordi jeg nu i 25 aar har boet i et land hvor tolerancen og forstaaelsen er meget stor og hvor man virkelig proever at lytte til hvad andre har at sige foer man doemmer.
Jeg har i et par aar fulgt din Blog og levet med i din dag paa godt og ondt og maa indroemme at jeg beundrer den maade du har klaret det,du er en inspiration for mange.
Ann i Vancouver,Canada
Liselotte
24. april 2007 at 20:10:-)
Fr. Møller
24. april 2007 at 20:06Min sidste svigermor døde ret pludseligt. På trods af, at der var betalt så rigeligt endda for, at gravstedet blev gen-anlagt – skete det bare ikke. Røde ører på kirkegårdskontoret. Det kunne vi ikke rigtig bruge til noget – til gengæld tog vi sagen i egen hånd – kørte til kirkegården med noget nær en halv planteskole i bagagerummet.
Vi blev helt tilfældigt færdige på det, der kunne have været hendes 75-års fødselsdag. Det var en smuk, varm sommeraften – vi kiggede kort på hinanden – kan man det? Blev enige om, at det kunne man godt – hentede to øl i bilen, satte os på en bænk, skålede diskret for et mennske, vi på hver sin måde havde holdt meget af…
På vej ud fra kirkegården – med de to tomme flasker i hånden – var der jo en herre i shorts, der lurede lidt på os. Vi forklarede venligt, at vi såmænd bare havde været til halvrund fødselsdag. Det syntes præsten, for ham var det, var helt i orden!
Liselotte
24. april 2007 at 19:55Ja, det kunne han vel, Fru Møller. Jeg forventede det ikke, for han blev temmelig forfjamsket, da sagens rette sammenhæng endelig gik op for ham. Det var vist rigeligt for hans blodtryk i dag ;-)
Det er godt at finde måder at være sammen på, når de traditionelle ikke længere forefindes, så lad os fortsætte med at gravstenssidde :-)
Fr. Møller
24. april 2007 at 19:45Ja, gu’ er gravstenen din, Liselotte – men derfor kunne det gamle fjols vel godt ha’ undskyldt, at lige præcis den enkle og allermest nærliggende forklaring ikke faldt ham ind :-).
Jeg er også lejlighedsvis gravstens-sidder. Der er sommetider nogle ting, der skal “snakkes igennem” med mennesker, der var så formastelige at forlade mig i utide. Sommetider kan jeg ligefrem “høre” min elskede fasters stemme: “Ja, det er jo ikke noget, jeg skal bestemme, men jeg tror altså ikke, du blir større af at stå dér – du blir sgu højst træt i benene!”. Jo, nogle ting er, som de nu engang kan være…
Liselotte
24. april 2007 at 19:44Jeg passer på mig selv, Anette. Der er vel heller ikke fare på færde. Det vildeste der kan ske er, at jeg tager mig en tur ned af sorgens mørke sti, men den vej skal jeg jo også gå ind imellem, men tak for omsorgen :-)
Anette
24. april 2007 at 19:39“selvom hjernen synes, at den er klar til at genoptage normalen, så husker kroppen. Den lagrer dine følelser” … lige præcis de ord har jeg også prøvet på min egen krop.
Jeg er sikker på at du gør det i forvejen, men husk at passe på dig selv :-)
Liselotte
24. april 2007 at 19:35Jeg behøver bestemt ingen undskyldning. Deres grænser var bare anderledes end mine. De ville aldrig have sat sig på en gravsten. Det gjorde jeg. Den er jo min ;-)
Fr. Møller
24. april 2007 at 19:28Lene – jeg er sikker på, du har ret. Men hvad forhindrede egentlig den ældre herre i slet og ret at sige undskyld, da hans fejltagelse gik op for ham? Det kunne have givet en konstruktiv udgang på den pinlige situation…
Lene
24. april 2007 at 19:22Palle – disse to gamle mennesker har helt sikkert et andet syn end vi har på, hvad man må på en kirkegård, og set i lyset af at der faktisk har været udøvet hærværk både på Alexanders gravsten men også andres, så gjorde de måske det, som vi andre altså også af og til kommer til, de glemte deres opdragelse og lod det gå ud over den forkerte. Jeg synes Liselotte klarede det flot, og de har helt sikkert fået sig en lærestreg.
Palle
24. april 2007 at 19:06Jeg blir arrig når jeg hører om sådanne hændelser. Du var jo for pokker ikke i gang med at udøve vandalisme eller på anden måde i gang med noget som kunne forbindes med afvigende adfærd. Du sad jo bare hos din egen søn.
Men ellers synes jeg din raktion var i helt i top. Men det var jo nok også kun fordi du lige netop i dag havde overskud.
Fr. Møller
24. april 2007 at 18:48Jamen jeg tror da også, den emsige, ældre herre var bekymret for gravstedet – det er der ikke noget galt i. Slet ikke. Men der er noget galt i ikke at kunne finde ud af at høre, hvad i dette tilfælde Liselotte rent faktisk svarer.
Moster Tulle
24. april 2007 at 18:39Jeg forstår dig også – havde helt sikkert reageret på samme måde, hvis nogen havde sagt NOGET som helst til mig om Victors gravsted.
Men omvendt må jeg også sige, at der jo trods alt var en omsorg i hans ord, han tænkte sig ikke om, det kan vi godt blive enige om – hørte heller ikke efter, åbenbart. Men hans generation sidder nok ikke på gravsten ;-) og han ville jo på en eller anden måde beskytte Alexander og hans gravsted og det er jo – på trods af den kiksede måde – vel også noget værd?
Anita
24. april 2007 at 18:32Jeg kan ikke sige noget, som ikke er sagt her. Jeg er SÅ enig med de øvrige kommentatorer!
Sifka
24. april 2007 at 18:31Du var langfra uciviliseret, men jeg forstår faktisk den lille snert af samvittighed. Den ville jeg nok også ha’ haft og jeg tror, at den er der, for at gøre en forskel. Uden samvittighed, ingen empati, og det har du heldigvis masser af.
Det var da morsomt, hvis den ældre lige lærte noget af den yngre.
Hege Glad
24. april 2007 at 18:26Og jeg kan ikke annet enn å synes synd på de to gamle. Uhøflige var de, frekke og ukloke. Men så fikk de jo svar. De sitter fast i sine gamle forestillinger om hvordan man skal oppføre seg, og så mener de at de har rett til å si det. I dag var det du som fikk siste stikk, – og de to som antagelig er så pinlig berørte som man bare kan bli når man har tråkket så skikkelig i salaten. Dette er ikke en historie de kommer til å fortelle til andre verken over en kaffe eller noe annet. Og det var godt å lese at du svarte dem som du gjorde – ikke mer skarpt eller sint. Det vennlige, bestemte og høflige svar har alltid best effekt i sånne situasjoner. Kan man klare å ikke redusere seg selv, så skal man. 1 – 0 til deg, Liselotte! Ha en god dag.
Ella
24. april 2007 at 18:19Jeg tænker som Anne – men hvor ville jeg gerne have givet ham en sviner. Din måde var uhyre civiliseret, synes jeg – de gamle fjolser er forhåbentlig færdige med deres emsige blanden sig, for et stykke tid.
Du har fundet dig et fristed for sorgen og savnet – og i dag morede du dig sammen med Alexander :-)
Lene
24. april 2007 at 18:13Alting er ikke altid som det ser ud, det håber jeg de fik lært i dag. I stedet for en uopdragen dame blev det til to uopdragne gamle mennesker. Hvor er det godt Liselotte, at du har fundet din måde at snakke med Alexander på, følelser har deres eget liv.
karen
24. april 2007 at 18:09For noen gamle duster! Jeg synes du var så sivilisert som det overhodet gikk an! Jeg håper de sitter hjemme nå og er inderlig flaue over sin oppførsel!
Anne Dyrholm Stange
24. april 2007 at 18:08Du ved, at jeg rammes inden i, når jeg tænker på dit tab og din sorg, men dagens beskrivelse fik altså også et smøret smil frem, sådan et gammelt nokkefår, han skulle ha’ haft mere end bare det verbale los, du gav ham!
Fr. Møller
24. april 2007 at 17:58Du skal overhovedet ikke have dårlig samvittighed – det er de emsige, gamle fjolser, der skulle skamme sig herfra og midt ind i næste uge. Og jeg er sgu også sikker på, din elskede søn ville have grinet hjerteligt over deres dumhed og totale mangel på almindelig pli.