Oskar og jeg har været på ekskursion på landet. Han fandt gyllelugten besnærende, som den eneste i selskabet. Han fandt også andre og unævnelige ting besnærende og faktisk var jeg temmelig ked af, at han skulle returnere til min bil, men jeg kunne vel ikke lade ham rende efter den hele vejen hjem igen, så der var ingen vej udenom. Ind måtte han.
Vi skulle til Vårst. Oline var hjemme hos en skolekammerat og på friskoler, kan de komme langvejs fra. Vårst ligger 12 km her fra, ude på landet og er kendt land for os, for det var her min far boede de sidste mange år af sit liv.
Det er en hyggelig, lille landsby, som for børn må være Paradis på jorden at vokse op i, men til gengæld ville jeg nødig bo der som teenager. Så må man simpelthen kede sig halvvejs ned til kineserne, men så er alderen for selvstændige rutebilsudflugter vel også ved at være nået.
Vårst Skolegade er stille sådan en tirsdag aften. Ikke et øje i sigte og kun lyden af solsorten i øret er der derude, hvor verden næsten ender, men der er trygt og godt at komme, synes jeg.
Min far nåede at bo tre steder i byen i mine voksenår. Han lagde aldrig trangen til at flytte fra sig og i dag kunne jeg konstatere, at det hus han gik i gang med at tegne og siden bygge, for aldrig nogensinde at få gjort færdigt, er sat til salg igen.
Måske går han igen…
Nej, spøg til side. Det var underligt at gense huset, for lige derinde, bag vinduerne, har jeg tilbragt lange, tunge timer ved hans sygeseng og siden dødsleje, men det rørte mig underligt nok ikke synderligt, at stå der nu. Livet går videre og jeg flytter mig.
Det er, som det skal være.
11 kommentarer
Liselotte
25. april 2007 at 16:03Donald, du er observant, som sædvanlig og huset har mange spændende vinkler, hvis man tager et andet kig. Det er dog ikke videre skønt, som det ses her – deri giver jeg fru Møller ret ;-)
Turbanindehaver, jeg elsker også træhuse og gerne med finurligheder :-)
Turbanindehaveren
25. april 2007 at 14:37Aij helt ærligt! Jeg synes det hus ser fantastisk ud. Det ville det også gøre med en gang rød eller sort maling. Jeg har altid haft en forkærlighed for træhuse. De er SÅ hyggelige. Jo mere Pippi Langstrømpe jo bedre…
Donald
25. april 2007 at 03:38Aj aj altså Fr. Møller, selv om det er slemt, så er det altså værre med et helt område fyldt af “pæne” huse! Det, som Peter Olesen på Vejby Strand kalder pæne huse er også somme tider lidt abstrakte bygninger med underlige tagetager :-)
Kommer til at tænke på, at fotografen har taget et face-on billede af en slags, Liselotte kan sikkert få samme hus til at se helt anderledes ud, sådan at vi slet ikke kunne kende det igen – undtagen på farven, måske. Men selv farven skifter i fx. solnedgangslys.
Liselotte
24. april 2007 at 23:06Det ændrer ikke hvad jeg føler. Det sætter andre ord på det. Tak for dem, Mort :-)
Mort
24. april 2007 at 23:05Idag oplevede jeg det fantastiske at sidde midt ude i “intet”.
På vandet, med en ikke eksisterende horisont .. overgang fra hav til sky var ganske enkelt skjult i havblik, dis og sol … til den anden side kunne vi skimte skrænterne, men heller ikke mere.
Stilhed, frihed, og kærlighed er de ting der altid vil fylde mig sådan et sted. Om det er til nuet, fortid eller fremtid er ligegyldigt – for det er i nuet jeg mærker alle 3 tider .. og så bliver savn og længsel pludselig både tilstede og fjerne .. jeg vil altid elske hvad der var – vil altid elske hvad der kommer – og vil altid elske det er.
Ved egentlig ikke om det kan, skal eller bør – ændre hvad du føler – måske ønsker jeg bare at deltage – med hvad jeg nu har – bare idag :-)
Liselotte
24. april 2007 at 22:41Ha ha ha… ja, det burde der vel være…
Fr. Møller
24. april 2007 at 22:39Jamen det tror jeg gerne – altså at det kan være utrolig lækkert indrettet. Men der burde altså være en lov imod at bygge sådanne øjebæer, som Peter Olesen kaldte det.
Liselotte
24. april 2007 at 22:35Det er en hyggelig by, Mette :-)
Fru Møller – vi er helt enige. Sjældent ucharmerende, men gennemført lækkert indvendig og det var der de planlagde at være mest ;-)
Fr. Møller
24. april 2007 at 22:32Al – og jeg mener det jo – respekt for, at det var der, du tog afsked med din far. Men når det er sagt, kan ingen med blot antydning af æstetisk sans sgu da føle noget for det forvoksede sommerhus. Aj – undskyld. Men jeg har sjældent set noget så grimt!
Mette
24. april 2007 at 22:31Ja – okay, mine bedsteforældre boede der også i mange år efter, at min mor var flyttet hjemmefra ;-)
Hilsen
Mette
Mette
24. april 2007 at 22:30Min mor voksede op i et hus (det hvide) på Skolegade i Vårst. Jeg har ikke været der i mange, mange år, men dit billede satte godtnok gang i en masse ferieminder derfra.
Hilsen
Mette