Kom ind i kampen, Liselotte!

Jeg er endelig hjemme, med nedsmeltet hjerne og trætte vindinger, men det har været en fantastisk dag.

Frokosten indtog jeg under tag med udsigt til slotsparken. Det var slet ikke så ringe endda og den friske luft var der nok af, hvor jeg sad. Søjlerne bar tag, men ikke vægge…

Det var en dejlig lang pause, så der blev tid til at gå lidt på opdagelse. Nede i bunden af haven stod noget, som på afstand kunne ligne ramsløg, men ved nærmere eftersyn viste sig at være noget, jeg ikke umiddelbart genkender.

Måske er der andre, som er klogere end mig. Nej, det er der med sikkerhed, så byd endelig ind med et navn, hvis du kan, for jeg ved ingenting.

Løgene stod i fred og fordragelighed og delte plads med anemonerne, som så smukt lagde tæpper ud over hele parken. Jeg nåede ned for enden af plænen, dernede hvor skoven starter og jeg engang gik kærestetur ved midnatstide, men så vendte jeg også omkring.

Udsigten op til slottet var smuk og i forlængelse af det ligger den lille, men smukke, Dronninglund Kirke. Klokkerne ringede klokken 4. Det lød, på sin egen påtrængende måde, meget sørgeligt og tungt, men en begravelse har man vel ikke på det tidspunkt?

Efter en kort spadseretur var det tid til at vende tilbage til dagens opgave, som var helt speciel. Fremmedsprog er altid en udfordring, men jeg havde fået en ekstra gave i dag, for min tolkebruger var ingen ringere end hende, som jeg selv mener at kunne takke for, at jeg i dag er tegnsprogstolk, nemlig en af mine tidligere undervisere fra København.

Jeg studerede på et tidspunkt, hvor mit hjemmeliv var mere end almindeligt uegnet til et studie, som det jeg havde påbegyndt. Jeg var (af gavn, ikke af navn) alenemor til et spædbarn og en 5-årig dreng, som var meget dårlig medicineret og derfor krampede konstant. Jeg havde ikke mulighed for at blive efter skoletid og benytte mig af chancen for teknisk udstyr, som gjorde det muligt at øve tegnsproget mere end dagen ellers gav mulighed for. Jeg havde ingen aftener at bruge til studierne og jeg havde slet ikke kræfter af de dimensioner, som egentlig var nødvendige undervejs i studiet, så jeg følte mig med mellemrum så slidt, at jeg var på nippet til at opgive.

Når det skete, kunne jeg regne med, at der var én, som havde set det komme, og det næsten før jeg selv registrerede det. Så var der et stille klap på skulderen, et forsigtigt kram, et opmuntrende smil på tværs af klasselokalet eller et “kom ind i kampen, Liselotte”, som løftede mig ud af den afmægtige modløshed, som for et øjeblik havde grebet mig, og ind i euforien der er at finde i det faktum, at der er mindst én, som tror på dig. Jeg tog fat igen. Jeg kæmpede stædigt videre og jeg endte faktisk med at afslutte det studie, som ind imellem var ved at tage pippet fra mig, men det var ikke kun min fortjeneste, det var bestemt også hendes.

I dag sad jeg, for første gang, overfor hende som eksamineret tegnsprogstolk. Der er gået 10 år siden den dag, hvor vi vinkede farvel til hinanden efter endt eksamen og selvfølgelig har jeg set hende siden, men jeg har aldrig tolket for hende. I dag fik jeg chancen for at tolke for hende, men ikke mindst muligheden at få fortalt hende, hvor meget hun i virkeligheden har betydet for mig. Det var en god følelse, som jeg bærer med mig ind i aftenen. Det er godt at få muligheden for at sige tak.