5

Havespring

Udenfor er vejret stadig pragtfuldt. Kenneth kom hjem og skyerne forsvandt, så nu går han nede ved hegnet og forbereder morgendagens arbejde og det endda i en stegende hede.

Op langs hegnet står tre espaliertræer. Æbler skulle de gerne give og de er lige på nippet til at tage springet fuldt ud, så der er håb forude, selvom jeg var overbevist om, at Kenneths sædvanlige, skødesløse omgang med dem, havde gjort det af med dem sidste sommer, da han stik imod al sund fornuft pludselig ville flytte dem.

De stortrives…

Espaliertræerne

Om et øjeblik beruser de os med deres smukke, sarte blomster og senere på sommeren kan vi være heldige og høste et æble eller to.

Længere nede i haven står kastanjerne. De store, stolte træer står klar til at lyse om et øjeblik. Der sker lidt hver eneste dag og nu varer det ikke mange, varme dage før de springer ud med de underlige blomster, som fedter og drysser noget så skrækkeligt. Det gør ingenting i skoven, men naboen har dem ved carporten og så er de helvede på jorden.

Kastanjelys

Jeg har et på gårdspladsen og der er arbejde med skidtet, men det er også et af de træer, som vokser dejligt hurtigt, når man gerne vil have lidt kønt at kigge på, så vi lever med fedtede blomster på bilerne, når den tid er.

Det er ikke kun kastanjerne, som er ivrige. Også syrenerne er godt på vej. Det er, som jeg husker det, tidligere end de forrige år, for blomsterstandene er faktisk ved at være temmelig store.

Syrener

Dværgsyren har længe været klar, men de almindelige syrener er pludselig ved at overhale indenom. Jeg elsker dem, så de kan bare komme an. Jeg skal slæbe til huse, når de endelig er her, for fornøjelsen er så kort og de er, for mig, indbegrebet af forår og starten på sommeren.

Solen skinner, tørresnoren gør gavn og jeg trisser rundt og synes, at jeg er et af jordens heldigste mennesker. Det er ikke tosset på en lørdag i april.

Du vil sikkert også kunne lide