På langfart

Turen ned gennem landet startede dramatisk med en påkørsel på toppen af Hadsundvej, da jeg var på vej ud for at hente Ella. Heldigvis led kun bilen overlast og jeg landede hos Ella med kun en smule forsinkelse.

Vi fik pakket bilen og den slags kan sagtens tage tid, for der er mange pakkenelliker, når sådan et par høns skal på tur. Vi skulle jo have kaffen med og bananer, småkager, sukker, mælk og hækletøj, tæppe, kort og kørselsvejledning, solbriller og hinanden, men det lykkedes til sidst at få stoppet det hele i kareten og så gled vi afsted mod motorvejen, som skulle føre os det første stykke i retning af Anne.

Solen skinnede fra en omtrent skyfri himmel, så vi nød turen ned gennem Himmerland, hvor mulden er sort, himlen blå og snakketøjet i orden. Koncentrationen holdt vi dog noget bedre end den lastbilchauffør vi mødte nede omkring Hobro. Han slingrede, så vi ikke kunne bestemme os for om det sikre var at holde sig bagved, eller tage tilløb og overhale.

Det sidste blev beslutningen, men undervejs i overhalingen kunne Ella så konstatere, at chaufføren tog formiddagsluren ved rattet, så det kunne jo så rigeligt forklare hans mere end usikre kørsel. Det er ikke i orden at sove ved rattet, så Ella greb resolut mobilen og fik kontakt til politiet, som ville smutte ud forbi og tage en snak med manden om det uhensigtsmæssige i at sove ved rattet af en kæmpestor, tungt lastet lastbil.

Vi nåede ikke at se om politiet rent faktisk fandt tid til en tur på motorvejen, for kort herefter kørte vi af motorvejen og begav os i retning af Onsild, Tjele og Formyre for bare at nævne nogle af småbyerne vi skulle igennem på turen tværs gennem en lille del af Jylland.

Vinge ligger omtrent på midten af Tjele Langsø og kører man ned ad en lille grusvej, ligger Vinge Kirke med en vidunderlig udsigt over søen og selvfølgelig måtte dagens første stop blive her. Jeg var nu mest optaget af udsigten til rapsmarkerne…

Jeg tror Ella fik smukke billeder af både kirke og sø, men som sagt blev det mest til markerne for mit vedkommende.

Efter pitstop blev bilen startet og vi fandt ud på landevejen igen, for nu skulle vi til Tjele og Ella skulle se Tjele Gods og historien om Marie Grubbe skulle fortælles, selvom meget af den var glemt i øjeblikket. Det hjalp ikke at komme tættere på…

Jeg har tidligere skrevet om Marie og historien er god, så det var ærgerligt, at jeg ikke kunne huske det hele, men bygningerne står endnu og godset er kæmpestort og bemandet med flittige mennesker, som lystigt arbejdede videre, selvom vi invaderede området.

Selv gråspurvene tog ikke notits af os, men fløj tæt omkring os. De er sjældne efterhånden, men bestemt ikke på Tjele Gods, hvor de havde indtaget en hel busk.

Solen skinnede men blæsten var mildest talt kold, så det blev ikke til langt ophold på godset. Vi snusede lidt omkring porten, tog et par billeder og smuttede så over forbi Tjele Kirke, som ligger lige ved siden af godset.

Vi fandt ingen spændende gravsteder, som kunne fortælle, at godset engang havde været hovedsæde for Erik Grubbe, som var herremand til Tjele og det halve midtjylland.

Bagved kirken gik til gengæld heste, som hyggede sig med at være ude under åben himmel, men blæsten var iskold og gik gennem marv og ben, så vi nøjedes med en tur forbi gravstenene, et øjeblik til at beundre den lille kirke og så gik det ellers retur til bilens varme.

Ella var kommet så hurtigt ud af døren, at hun havde glemt overtøjet. En tynd jakke rækker ingen steder, når man er ude i forårsvinden i åbent landskab, så det var rart at komme indenfor igen og så fortsatte turen ellers ud gennem Formyre, forbi Foulum Forskningscenter, gennem Vejrumbro, Tapdrup og Bruunshåb indtil vi ramte Rindsholm.

Tanken om kaffe i det fri var næsten opgivet, men en kop kaffe i bilen ved vejsiden er heller ikke så ringe endda, så kaffen skulle vi nok få, blev vi enige om, mens vi gled sagte gennem smukke landskaber med rapsmarker, sort muld og skovstrækninger med anemoner.

I Rindsholm stødte vi ind i charmerende forfald og fordi vi ikke skulle skynde os det mindste, blev bilen smidt i vejsiden, mens vi gik ud for at beundre noget, som sikkert engang har været landsbyens kolonialhandel.

Nu stod bygningen tilbage, som monument over svundne tider og jeg ved ikke hvor man handler, når man bor i Rindsholm, men her var det i hvert fald ikke længere.

Oppe på skråningen, bag bygningen, lå flasker i hobetal og der er nok festet igennem mere end én gang nede bag den gamle købmand. Måske er det byens mødested, men det får vi nok aldrig opklaret for der var ingen at spørge.

Forfald kan være smukt og selvom vinduesrammerne var ved at falde fra hinanden af råd, var ruderne stadig i stand til at spejle himlen, som bød på solskin og smuk blå farve.

Efter det korte ophold gik turen videre gennem byen. Ella var kortbestyrer, men med vores snakketøj var det mere held end forstand, at vi opdagede, at der var fejl i køreanvisningerne. Vi skulle, ifølge Krak, fortsætte ufortrødent lige ud, men den vej vi skulle køre ad kom pludselig på vores højre hånd. Vi er ikke sådan at narre – næsten – så vi snuppede turen til højre, men jeg indrømmer, at vi først fortsatte op gennem byens hovedgade, for lige at sikre os, at den ikke også kom længere oppe i byen. Det gjorde den ikke, så vi vendte kareten og sneg os under en jernbanebro for at mødes af en skråning fyldt med de smukkeste, hvide blomster. Den slags er jo rigeligt til at stoppe både vores snak og bilen…

Skråningen var fyldt med blomsterne, som blandede sig lystigt med anemoner, som var mindst lige så smukke. I vejkanten kunne man nu se to kvinder kravle heroisk rundt, for at botanisere og forsøge at artsbestemme, men det lykkedes ikke og snart efter var Ella gået på opdagelse.

Pludselig var hun forsvundet ned ad en skråning på den anden side af vejen og snart efter kaldte hun på mig. Vi befandt os lige ved Rindsholm Dambrug og den smukkeste å, som var oplagt sted til kaffeindtaget. Ella havde simpelthen fundet en lille plet, midt i det smukkeste solkin og med læ og varme, så jeg tog turen tilbage til bilen, for at hente kurve, tæpper og andet essentielt udstyr til pausen.

Mens jeg stod ved bilen, opdagede jeg, at mine bilnøgler var væk. Jeg bandede, for tanken om, at de var tabt af lommen i vildnisset på skråningen var ikke sjov, men pludselig huskede jeg, at jeg lagde dem i bunden af bagagerummet, da vi tidligere kiggede på blomsterne. Herefter havde jeg lukket bagagerummet, for at smutte ned til Ella, som havde fundet kaffepletten. Nu lå nøglerne i bagagerummet og mine korte arme kunne ikke nå forbi hattehylden og ned til skidtet, så gode råd var dyre, men heldigvis havde jeg da ikke låst resten af bilen. Jeg skilte resolut bilen ad. Hattehylden måtte pilles ud og så var der kun ét at gøre, nemlig at kravle i bagagerummet og lokalisere nøglerne. Det lykkedes. Elegant var det ikke, men hold kæft, hvor jeg grinede…

Herefter var det bare at snuppe tæppet, kurvene og se af at komme over og redde Ella, som i mellemtiden var blevet okkuperet af en af de lokale. Mens jeg kravlede rundt i bagagerummet var der kommet endnu en bil og den valgte at parkere lige bag min. Chaufføren, som var en mand på runde tres år, ville gerne konversere og Ella var blevet belejret, mens jeg var væk.

Jeg er god til at vende ryggen til, så det var hvad jeg gjorde. Han var hyggelig nok, men nu skulle vi altså lige have en kaffetår i hinandens selskab og ikke have historien om egnens dambrug, så det tog ikke mange minutter, at få ham til at forstå, at alenetid ville blive påskønnet.

Solen bagte og udsigten var skøn…

På et tæppe ved kanten af åen indtog vi kaffe, snak og grin og det kunne have fortsat længe, hvis ikke det var fordi vi vidste, at vi måtte videre i retning af Anne. Vejret var skønt og anemonerne yndige, men vi valgte alligevel, at det var tid for en fortsættelse af turen ned gennem et lille stykke af Danmark.

Resten af turen foregik uden de store dramaer. Vi nåede ud på hovedvejen og herfra gik det stort set ligeud resten af vejen, til vi ramte Silkeborg.

Vi nåede at runde glaspusteren inde i midtbyen og jeg forelskede mig hovedkuls i et smukt, rosa-syren glasfad, men ville vente med at investere, til vi gik tilbage gennem byen efter at være fristet hos Flora.

Forsinkelsen nåede at blive mærkbar, inden vi forlod Flora, så jeg glemte at smutte indenom glaspusteren, da vi igen vente snuderne mod bilen, inden vi skulle ud til Anne, men sådan kan det gå og nu kan jeg så bare drømme…

På vores vej ud gennem Silkeborg passerede vi dette smukke hus. Jeg ved ikke, hvilken funktion det har, men umanerlig smukt var det altså…

Måske kan nogle af de lokalkendte fortælle historien bag huset, men yndigt var det og det så ud til at være et gammelt hus man med stort held havde udvidet med moderne tilbyging.

Ella og jeg havde ikke mange minutter at give af, men vi tillod os altså et lille svinkeærinde ind forbi huset, fordi det stod og var så smukt.

Bagefter gik turen direkte ud til Anne, som ventede med skøn kaffe, snak og udflugt til duftgeraniernes Paradis på Urtegartneriet.

Efter timers godt selskab, snak i spandevis og den skønneste tomatsuppe vendte vi snuderne hjemad igen og undervejs fik vi kig til den smukkeste solnedgang, som gjorde turen op mod Aalborg, Vejgård og Gug endnu skønnere.

Lakridser, snak og gaberi var indholdet af turen hjem og vi landede på Ellas dørtrin ved 22-tiden i går aftes, hvorefter jeg lavede glansnummeret med bilnøglerne i bagagerummet endnu en gang. Jeg skal ærligt indrømme, at grinet var en smule anstrengt på det tidspunkt, men sikke en skøn dag.

Det er ikke sidste gang vi skal på langfart sammen, Ella og jeg. Vi er gode til at opleve sammen.