En skøn eftermiddag

Min sjæl trængte sådan til at komme væk. Bare lidt. Et øjeblik derude, hvor der er højt til himlen i mere end én forstand. Jeg kom derud.

Kenneth og jeg tog Caravellen og kørte mod nord. I hånden havde jeg en udskrift fra Krak, som gav fin vejledning i turen op til Lene og landmanden, som så rundhåndet havde slået ud med armene og indbudt os til at komme og hente sten til kantning af mit bed.

Sidste sving var til højre (det er her fra udsigten er fanget) og så ellers 3 kilometer fremad. Vi kiggede på hinanden, da vi drejede ned ad en lille grusvej. Tre kilometer er langt, når grus og småsten er en del af turen, men efter ganske få meter forvandledes vejbelægningen til asfalt og vi åndede lettet op.

Vildmosen er gavmild. Den sender sten i hobetal op gennem undergrunden. Når man er landmand, er de omtrent ubrugelige, men så er vi heldigvis nogle tosser, som hellere end gerne aftager lidt af dem. Vi glædede os til at tage stenene i øjesyn, men allermest glædede jeg mig til at hilse på Lene.

Jeg har aldrig glemt, at Lene og landmanden, uden at tøve det mindste, var villige til at komme herind til os, for at svejse på en vildtfremmed drengs ubrugelige kørestol. Aldrig. Jeg krammer ikke meget og mange, men Lene skulle have et kram, som det første. Jeg kan aldrig takke hende nok for den gestus – og så var det præcis hvad jeg glemte at gøre, da jeg endelig mødte hende og siden landmanden. Det gør jeg så nu. Tak begge to, jeg har aldrig glemt det.

Der er noget med mig og landet. Jeg elsker det. Min sjæl flyver, når jeg kommer derud, hvor himlen er høj og mennesket rummeligt. Sådan var det også i dag og ikke alene fik vi hilst på Lene, men landmanden tog sig også tid til at komme forbi.

Omme ved fliset lå stenene. Nu har jeg jo nok set flis før, men her taler vi altså bjerge af træflis. Ikke de sølle bunker byggemarkedet kan præstere, men bunker så store, så jeg kunne have dækket det meste af haven med det.

Landmanden havde garanteret travlt, men det kunne vi ikke mærke. Han gav sig god tid til at forklare om stedet, de omgivende jorder og vi fik historier med hjem om både landmandsliv og vildmosen.

I en bunke lå også alle de gamle drænrør, som tidligere er blevet lagt ned i mosen ved håndkraft. Gamle terracottarør, som er gravet ned i lange render, med indlagt hældning, så jorden har kunnet dyrkes. I dag er den slags automatiseret, fortalte Lene, men engang var det fuldtidsarbejde for mere end én mand at holde vildmosen tilstrækkelig tør til avl.

Landmanden er opvokset lige der, midt i Vildmosen, og jeg ville kunne lytte til ham i mange timer, for han besidder en helt enorm viden om stedet og rummer en enestående glæde ved alting derude, som er smittende. Vi lod ham dog slippe for yderligere plagerier og så tog Kenneth ellers fat for at fylde bilen med sten. Smukke, runde og kantede marksten, som nu får nyt hjem hernede i bunden af haven, som smuk kant omkring mit staudebed. Der er megen glæde at finde i at vide præcis hvor stenene kommer fra.

Mens Kenneth flyttede bilen fik jeg spurgt til Laika og snart efter var hun ude på gårdspladsen hos os. Jeg faldt pladask. Jeg har en forkærlighed for jagthunde, men det var slet ikke nødvendigt her, for Laika er ganske simpelt den skønneste hund man kan forestille sig. Hun har de smukkeste øjne jeg nogensinde har set og et temperament, som lige passer mig. Hun er stille og rolig og vi blev lynhurtigt gode venner.

Jeg ville så gerne have haft et billede af hende, men det lod sig ikke gøre, for hver eneste gang mit hånd forlod hende, kom snuden øjeblikkeligt og puffede blidt til mig. Jeg skulle fortsætte og jeg klør gerne bag hundeører, så I må nøjes med mit ord. Hun er helt og aldeles skøn og meget smuk.

Efter endt tjeneste fik Kenneth lov til at parkere bilen og så var der dejlig kaffe indenfor, hvor snakken gik lystigt. Så lystigt, så vi var lige ved at glemme, at vi skulle præsenteres for rumguld…

Heldigvis huskede Kenneth, at landmanden havde pralet med meteoritnedfald på jorderne, så vi var skam også nede for at se hans fund og jeg er nok nødt til at give mig. Jeg tror, han har ret. Der er rester af Big Bang lige oppe i Vildmosen.

Og så skulle vi hjem…

Jamen det skulle vi virkelig!

Lene havde andre aftaler og vi havde Oline herhjemme på pinden. Men så kom landmanden. Og så kom ordene… og det ene tog det andet og pludselig havde vi været langt omkring og tiden rendte fra os, men vi kunne snakke meget, meget mere, er jeg sikker på. Der er så meget, som jeg gerne vil være klogere på. Lene og landmanden ved meget om det hele, så snakken kunne være fortsat længe endnu.

I stedet for at plage dem yderligere tog vi os gevaldigt sammen og fik startet bilen, men ikke uden at understrege overfor dem, at vi vil tage det som en personlig fornærmelse, hvis vi nogensinde igen skal læse, at de har været i Gug, uden at komme indenom. Vi vil elske at brygge en kop kaffe og dele ord med dem. Jeg håber de kommer forbi engang.

PS – som bonus fik vi det smukkeste stykke moseeg med hjem. Det skal stå i haven på et smukt sted, hvor det kan minde mig om, at der er guld allevegne. Man skal bare huske at leve med åbne øjne.