Blokhus tur/retur

Jeg var i Blokhus i går. Blokhus er også en af de højt besungne badebyer langs den nordligste vesterhavskyst, men den har nu aldrig for alvor vundet mit hjerte.

Jeg synes det er en tilkørsel til stranden, som er plastret til med, mestendels ucharmerende, huse hele vejen, men den charme, som engang fandtes, er forlængst ødelagt af griske pengemænd, som tilbage i de sene 60’ere og tidlige 70’ere begyndte at bygge moderne ferieopholdssteder langs byens hovedstrøg, den lange tilkørselsvej som er hjertet i denne badeby.

Ind imellem de moderne byggerier ligger stadig resterne af fordums tider. Fiskerhusene, for det var naturligvis et fiskerleje ligesom Løkken, ligger klemt inde mellem nybyggeri og midt på byens torv ligger et stort, moderne betonkompleks, som rummer ferielejligheder og forøvrigt ødelægger charmen ved de mange, gamle huse, som ligger lige omkring torvet.

Et af de mest kendte huse, er naturligvis Strandingskroen.

Det fortælles, at kroen blev kongelig priviligeret en morgen, da kronprins Frederik (senere den 7.) var på visit og efter et gevaldigt drukgilde havde så mange tømmermænd, så han troede, at han skulle dø. Kromutter Christiane Klitgård, som også var “den kloge kone” på egnen, kurerede majestæten for de rasende tømmermænd og blev efterfølgende belønnet med den kongelige gunst.

Gården har ligget her i mange år. Den er bygget i 1761 og fungerede i mange år som badehotel. Bagved lå redningsstationen, som nu er revet ned og erstattet af et større, moderne feriekompleks.

Engang var der frit udsyn fra Strandingskroen og ned til Vesterhavet. I dag ligger der et stort, moderne feriekompleks lige her.

Feriekomplekset nægtede jeg at fotografere, for det er netop det triste ved Blokhus, at for hvert lille charmerende hjørne, er der ved siden af et endnu større, som ikke er det mindste charmerende.

Strandingskroen er til gengæld charmerende.

I nogle af de andre bygninger ligger Galleri Rødhusgaarden og Futten. På Futten er der mulighed for mad til maven til tonerne af stemningsfyldt jazz, hvis man kan lide den slags og så spiser man forøvrigt forrygende både her og på Strandingskroen.

Der er gamle ladebygninger, som er restaureret i 1996 ligesom resten af Strandingskroen og det er en oplevelse alene at komme indenfor, for kroen er righoldigt udsmykket med masser af antikviteter, gallionsfigurer og det strandingsgods, som tidligere har givet kroen sit navn.

På hovedgaden, som løber ned gennem hele byen, ligger der store mængder sand, som fyger ind over byen nede fra stranden. Det blæser altid i Blokhus.

Byen er plastret til med butikker, med farverige plastikskilte overalt. Man kan ikke vende sig uden at få øje på mindst et dusin og det er en smule ærgerligt, for det frarøver byen en stor del af dens charme.

Bygningen ovenfor er en af de længste, stråtækte huse jeg har set. Den er meget smuk og altid fint vedligeholdt.

Jeg er engang blevet fortalt, at det var her fiskerne boede. I de små vinduer, på hver sin side af hoveddøren, stod porcelænshundene, som gav signal om hvorvidt manden var på havet eller hjemme. Om det passer eller ej skal jeg lade være usagt, men eftersom huset ligger lige ved nedgangen til stranden, er det vel meget sandsynligt.

Vesterhavet ligger nede for enden af gaden, på billedet nederst til højre. Det her var omtrent det tætteste jeg nåede på det i går. Pludselig var tiden gået og jeg måtte haste tilbage op i byen, hvor jeg havde en opgave, som ventede.

Blokhus er smuk på udvalgte steder. Blokhus er også frygteligt spoleret, synes jeg. Det fremgår ikke af billederne, for jeg er ikke specielt tro mod virkeligheden her. Jeg har valgt de smukke vinkler på byen. Det fortjener den trods alt.

Her ligger mange af min ungdoms sommertimer, tilbragt på stranden og siden oppe i byen med solbrune skuldre poseret på bagsmækken af Pers skiftende sportsvogne. Sikke tider det var…