I dag er det så sådan, at vi blæser væk, hvis vi bevæger os udenfor. Har vi bestemt. Så vi er indenfor. I sengen, eller ved køkkenbordet med en kop kaffe, eller med næsen klemt flad mod ruden med håb om stille vejr, men det er fint.
Vi er dovne. Ugidelige, kunne man kalde os. Vi tænker, at det kunne være fint med en loppetur. Ud på de små landeveje, hvor solen skinner, men blæsten gør det ubehageligt at gøre andet end sidde og nyde landskaberne vi passerer. Der er Abbé Pierres Klunsere oppe ved Tylstrup og i Hjallerup ligger krejleren, som ind imellem ryger gennem loftet, når man påpeger hans pebrede priser. Der er Gl. Vraa Enge og slottet, glaspustere, kunsthåndværk af enhver slags og vejen kunne fortsætte lige ud til vores elskede Vesterhav gennem gamle og smukke landskaber, men…
Det er skærtorsdag, så Danmark er lukket. For alvor.
Vi gider ikke. Vi trykker næserne flade, mens vi beslutter os for, at det ikke er i dag vi kommer på tur. Verden løber ingen steder. Det gør vi heller ikke. Vi har en sild, en snaps og hinandens selskab. Det er rigeligt sådan en torsdag.
I morgen kommer Oline hjem. Vi må hellere nyde stilheden.
10 kommentarer
Liselotte
6. april 2007 at 09:27Krejler er et jysk udtryk? Det var jeg faktisk ikke klar over, at det er, Nurhanne. Det er i hvert fald ikke et ord, som bruges for ofte ;-)
Nurhanne
6. april 2007 at 02:11Liselotte – en af de mange ting jeg godt kan li’ ved din blog er at den lærer mig lidt om Jylland :-)
Født og opvokset i Nordsjælland og derudover kun boet i Kbh førend jeg forlod DK, var jeg aldrig stødt på ordet krejler førend idag.
Men den Bette Ordbog kunne heldigvis råde bod på min uvidenhed: http://www.geocities.com/hyllebusk/vendsyssel.html
Liselotte
5. april 2007 at 15:30Ja haven får dælme heller ikke mit besøg i dag. Det er alt for koldt og blæsende heroppe nordpå… desværre :-(
MrsBaloui
5. april 2007 at 13:29Er det i grunden ikke skægt at “alting” er lukket i Danmark på en Skærtorsdag? I Tyskland har de slet ikke denne helligdag ;)
Vi har været ude at cykle i formiddags i blæsevejret. Det blev en udfrodring af de gode og en lur på sofaen bagefter. Hvad skal jeg dog gøre, når Yngste ikke længere sover til middag? Jeg vil savne min snue-time ;)
Ellers skinner solen, og det er vældigt dejligt med et par fridage. Haven må ordnes en anden dag ;)
Liselotte
5. april 2007 at 11:33Tak Ditte og i lige måde. Her er vi uden barn, så der er virkelig mulighed for ekstremsporten at dovne ;-)
Ditte
5. april 2007 at 11:27Vi dovner også rigtig – børnene sidder og ser Bambi, moren sidder ved computeren med en god cafe latte, og faren laver frokost, så vidt jeg kan høre?
Imens blafrer vasketøjet ude på tørrestativet, og nu kalder divanen vist?
God dovne-dag til jer alle!
Kh. Ditte
Liselotte
5. april 2007 at 11:03Tak og i lige måde, Catarina :-)
Catarina
5. april 2007 at 10:58Sådan har vi det også her ved Vissenbjerg. Det blæser en halv pelikan og vi har også en dovne-dag.
God-dovne-dag til Jer.
Liselotte
5. april 2007 at 10:49Nå ja… men det er jo Brønshøj, Frederikke. Jeg sidder i Aalborg, hvor der knapt er en åben kiosk efter klokken 20 på hverdage ;-)
Frederikke
5. april 2007 at 10:45Altså Danmark er ikke helt lukket, i hvert fald ikke her i Brønshøj – både Fakta og Aldi har åbent samt bageren og blomsterbutikken og kiosken… ;)