Planskred

I anledning af faderens fødselsdag, havde Oline været ude at plyndre haven.

Det giver ikke imponerende buketter lige nu, for der er ikke meget forår i min have, men det lykkedes hende alligevel, at få plukket en buket, som han blev glad for. Det er vel tanken, som tæller.

Nu står buketten på bordet og sender små signaler om det forår, som er på vej, heldigvis.

Mine planer er ikke blevet til meget mere end planer. Til gengæld er der småting, som er blevet ordnet i stedet for. Sådan går det ofte, når jeg lægger planer. De skrider, inden jeg kommer rigtigt i gang. Der sker altid uforudsete ting, som gør det nødvendigt at disponere anderledes, end oprindeligt.

Sådan har det været hele mit voksenliv. Jeg er vant til det. Alexander var god til at vride hverdagen af sporet, så jeg er vist så vant til det, at det ikke længere overrasker. Jeg når ikke tilstrækkeligt til at være tilfreds, men jeg når, og det er vel det vigtigste.

I dag nåede jeg at pakke sjalet, som endelig kan sendes afsted til Kongens Lyngby om et øjeblik. Jeg glæder mig til at få det sendt afsted. Jeg håber, at det vækker glæde.

Jeg skal love for, at jeg fik styret lysten til lyserødt. Jeg lover at stoppe nu…