På Olines skole er et tilbud om at blive efter skoletid. Forudsætningen for det fortsatte tilbud er, naturligvis, at ungerne kan følge de spilleregler skolen har. Der er fritidstilbud til og med 3. klasse, herefter er det slut og man kan vælge at melde sig i en klub, smutte hjem efter skoletid eller altså benytte sig af, at skolen accepterer, at man bliver deroppe efter at have fået fri.
Mange af ungerne vælger at blive på skolen om eftermiddagen. Der er computere, kammerater og dejligt udenfor. De hygger sig sammen… eller det vil sige… de skulle hygge sig sammen, gør det sikkert også, men formår altså ikke at administrere den frihed, de er blevet givet.
Lærerne kan konstatere, at børnene ikke formår at enes, men ender op i slåskampe, som kræver voksne til at stoppe og løse konflikterne. Lærerne kan konstatere, at børnene ikke formår at behandle computerne med den fornødne respekt, hvorfor de ikke virker næste morgen, når nogle af eleverne skal anvende dem til skolearbejde. Lærerne kan i det hele taget konstatere, at børnenes ophold på skolen efter skoletid ikke fungerer uden voksenopsyn.
Der er diskuteret meget. Der er udsendt advarsler. Der er snakket stolpe op og stolpe ned, for ungerne skulle vide, at det i sidste ende ville få konsekvenser, hvis de ikke formåede at tage sig en smule sammen og indføre en mere civiliseret omgang med både hinanden og inventaret.
I sidste uge kom så meldingen. Det er nu slut med at blive på skolen efter skoletid, hvis man ikke længere er en del af det etablerede fritidstilbud på skolen. Der er ganske enkelt ikke ressourcer til hele tiden at skulle intervenere i den store børnegruppe, som tilsyneladende elsker at blive tilbage, men ikke formår at indrette sig på de regler der gælder på stedet.
Børnene blev meget fortørnede over forbudet. De etablerede straks en underskriftindsamling, ville lave demonstration og følte sig i det hele taget meget forurettede.
Min datter valgte, som den eneste i hendes klasse, at undlade at sætte sin underskrift på protesten. Hendes overbevisning var, at det var rimeligt nok med forbudet, for eleverne havde selv forsømt at rette op på de mange ting, som i tiden op til var blevet påtalt som uacceptable. Hun blev meget upopulær i klassen og kom tænksom hjem i fredags, hvor forbudet var faldet.
I weekenden fyldte hendes valg usandsynligt meget. Både jeg og Kenneth har talt i mange timer med hende om hendes valg om ikke at blive medunderskriver. Hun var ked af, at de andre nu synes, at hun er illoyal fordi hun ikke støtter deres protestaktion, men hendes inderste overbevisning er, at børnene selv er skyld i det forbud, som blev resultatet i fredags.
Vi har snakket om valg og overbevisninger. Vi har snakket om integritet, svære beslutninger og det at være alene i stormvejr. Vi har talt længe om hendes valg, som enten var at skifte side og proklamere sig enig med resten af børnegruppen eller alternativt at holde fast i hendes overbevisning. Vi har talt om, at det er svært at være alene. At det ind imellem gør ondt at gå imod strømmen, men at man som menneske ind imellem er nødt til at være kompromisløs, når det kommer til de overbevisninger, vi bærer i hjertet.
Oline har valgt at stå fast. Hun har ikke skrevet under på protesten. Hun mener fortsat, at børnene selv er skyld i forbudet, som hun anser for at være en rimelig løsning på et problem, som er forsøgt løst så mange gange uden held, at det her måtte blive konsekvensen, men hun er fortsat ked af at være alene. At være udenfor er bestemt ikke rart.
Det sidste forstår jeg godt. Der findes ikke noget værre, når man er 12 år gammel. Når man har den alder, er behovet for at ligne alle de andre stort, men når det er sagt, så gør hun mig glad og stolt.
Noget af det jeg gerne vil give mit barn med i livet, er modet til at skille sig ud. Modet til at stå ved sin inderste overbevisning, selvom den måske går mod strømmen og modet til at sige højt, hvad man står for. Jeg kan se, at hun lærer i disse dage, og jeg kan også se, at hun vokser indeni af at følge sin inderste overbevisning. Det gør ondt, men det gør også godt.
Efterspillet kommer nu i form af fyraftensmøde i morgen, fordi flere forældre siden har henvendt sig til skolen med vredesudbrud over, at deres børn ikke længere kan være der efter skoletid. Gad vide om forældrene vil betale for voksenopsynet, som tilsyneladende er nødvendigt for at deres børn kan styre det generøse tilbud skolen i sin tid kom med? Ja, jeg kan næsten ikke vente med at høre, hvad Kenneth kan berette efter morgendagens møde – og sådan fik jeg så lige flaget med min holdning til den sag. Konsekvens er et begreb, som tilsyneladende er afskaffet og jeg begynder at tro, at jeg har fundet forklaringen på alle de små egoister, jeg synes at møde allevegne.
48 kommentarer
Liselotte
16. marts 2007 at 23:39Ja, hun er sej, Unsent. Og jeg er stolt af hendes mod. Måske har jeg bare en lille andel i det. Det vil jeg i hvert fald gerne tro ;-)
unsent
16. marts 2007 at 23:15Tillykke med din seje datter! Jeg synes virkelig det er flot af en pige på hendes alder at turde stå imod og være fast – også selvom det indebærer et par mentale lussinger. Flot klaret, siger jeg bare – jeg er 22 og er ved at komme efter det, men som 12årig var jeg nu mest af alt bare en oprører.
Liselotte
16. marts 2007 at 21:23Ja, det var godt at opleve.
Det er vigtigt at se tingene i øjnene i stedet for at tro, at de ikke eksisterer. Når man vælger det sidste, risikerer man meget ubehagelige overraskelser.
Susan
16. marts 2007 at 20:29Wow, det var godt og jeg er glaedeligt overrasket.
Min veninde har en 14 aarig datter og paa et foraeldremoede havde hun taget emnet alkohol og fester op. Det var der en del foraeldre der mente at det behoevede de slet ikke diskutere for boernene skulle bare ikke drikke og gjorde det i oevrigt heller ikke.
Hmmmm – min venindes datter kunne jo saa fortaelle at dem der altid har flasker gemt udenfor eller kommer mere eller mindre fulde til fester er dem hvis foraeldre absolut ikke mente at deres lille Peter eller lille Lise nogensinde drak noget som helst!
(Det har vist ikke aendret siden jeg gik i skole.)
Liselotte
16. marts 2007 at 20:08Mødet gik sådan, at flertallet af de fremmødte forældre faktisk synes, at det er i orden med konsekvensen af børnenes opførsel. Der er enighed om, at børnene skal have endnu en chance, men først når forbudet de næstkommende måneder er overstået.
De forældre, som var meget fortørnede over beslutningen, var tilsyneladende ikke kommet til mødet, så ingen dramaer, men bare bred enighed.
Susan
16. marts 2007 at 19:50Hvordan gik moedet? Fortael fortael, jeg er kun en lille smule nysgerrig.
Liselotte
15. marts 2007 at 16:38Lene, jeg kan ikke svare dig på hvordan og hvorledes i forhold til lovens bogstav. Det er en friskole, men om det kan forklare det ved jeg ikke…
Lene
15. marts 2007 at 15:14Jeg kan ikke forstå at aftalen er kommet i stand… i folkeskoleloven står der at man har tilsynspligt med eleverne når de er på skolen, og derfor er der på mange skoler påbud om, via skilte og informationer til hjemmet, at man skal forlade skolens grund senest f.eks 10 minutter efter man har haft sidste time. Hvis der sker noget med en elev, på skolens grund er det lærernes og skolens ansvar, og derfor skal der være nogen til at holde øje. Hvis man som lærer glemmer en gangvagt og der sker noget med en elev og man ikke var tilgængelig kan det få retslige konsekvenser for læreren…
Iøvrigt; jeg synes Oline har klaret det super godt.. Jeg ved hvor svært det kan være, jeg står netop lige nu i en tilsvarende situation… Men mavefornemmelsen må ikke fornægtes :-)
Liselotte
15. marts 2007 at 12:00Martin, du har ret. De unger, som startede protestaktionen er bestemt ikke uden talenter. Jeg er enig. Jeg er bare ærgerlig over, at de bruger kræfterne på at protestere mod noget, som alene er afstedkommet af deres egen ulyst til at følge reglerne for seje, det er de :-)
Tina - omme i London
15. marts 2007 at 11:35Oline er den sejeste 12-aarige jeg har “moedt” i rigtig lang tid. En ting er at have en mening, en anden at ytre den og noget helt tredje at staa ved den, til trods for den er upopulaer! Flot klaret Oline, du bliver statsminister en dag!
Stort skulderklap til hele familien, det tager et godt hjem at fremdyrke en datter af saadan en kaliber.
Elisabeth
15. marts 2007 at 09:56respekt Oline! der er vist kun én i din klasse som har omløb i hovedet, og det er ikke svært at regne ud, hvem det er! ;)
selvom det er træls lige nu, så er jeg overbevist om, at du vil blive rigtig glad for at have stået ved det du tror på.
Martin Kristensen
15. marts 2007 at 09:53Respekt også herfra til Oline.
Samtidig synes jeg også at man må give noget respekt til de børn, der ORGANISERER sådan en underskriftsindsamling. Det er sikkert børn med så stort et overskud at de alvorligt vi prøve at ændre egen (og andres) adfærd til det bedre- Altså respektere de rammer der er givet.
Deres problem er, at de de godt selv kan ændre adfærd, men efter en uge, har de ikke længere mulighed for at få resten af gruppen til at følge trop.
Det virkelige problem er selvfølgelig altid efterfølgerne – lad os bare kalde dem Brian og Dennis (i fordommenes navn) – der bare skriver under, uden nogen intention om at ændre adfærd, eller nogen forståele for skolens problem.
I sådan en børnegruppe vil der altid være 20% der tager initiativ (f.eks. til underskriftsindsamlingen) 50% der bare gør som alle de andre, 20% virkelige møjunger, og så de sidste virkeligt seje 10% der tør have deres egen mening (Oline).
mette t
15. marts 2007 at 09:40Jeg stod ofte fast på mine meninger og holdninger (især hvis klassekammeraterne var ud i noget jeg ikke kunne stå inde for) i 6. – 7. og realen. Mine forældre vidste besked om mine holdninger (uden at jeg dog var hellig) … og de “sladrede” videre til de andre forældre – øv. Ja, jeg var upopulær et kort stykke tid, ikke sjovt! Mange år efter fik jeg faktisk skulderklap af nu voksne ex-klassekam. for at ha stået frem og sagt “det her kan jeg ikke acceptere – I er for meget”.
At lære at skelne skæg for snot – bruge snusfornuften og mavefølelsen – du er godt på vej, Oline, til at vinde stor respekt i klassen – de fleste er jo tilsyneladende bare medløbere og gider ikke tage stilling og stå ved hvem de er!
Chris
15. marts 2007 at 09:35Hej, som allerede nævnt af mange andre : flot af en 12-årig pige at stå ved sine meninger.
Og til dig, Liselotte : sikken en cadeaux at blive lukket ind i sit barns følelsesliv. Selvom det gør ondt at se at ens barn har det svært, er det jo så meget bedre at blive lukket ind – at få at vide, hvad det drejer sig om, så man kan tale om alle disse svære ting, istedet for at skulle gå og gætte sig til, hvad det er, der gør ondt.
Oline åbner jo helt sikkert op for jer, fordi hun ved I bakker hende op. Det bliver værdifuldt, når nu hun træder ind i teenagelivet for alvor.
Liselotte
15. marts 2007 at 09:22Jeg synes det er flot at stå ved sin mening, når det koster så dyrt, som det så åbenbart gjorde for Oline de sidste dage, men stemningen er lettet og det samme er Olines sind. Ingen er sure på hende mere og jeg kan se på hende, at hun har det rigtigt godt med at have stået fast på det hun troede på.
Det var første lektion i stormvejr for alvor. Oline blev klogere mens mit hjerte gjorde ondt af at se hendes smerte, men det er ikke første og heller ikke sidste gang det sker, så jeg kan vist bare vente… ;-)
stensamler
15. marts 2007 at 08:50Du giver din datter en stor gave ved at lære hende at stå ved sine meninger – det kan vi konfliktsky skrive under på!
Kan heller ikke lade være med at tænke på dengang , jeg selv var 12. Jeg var enten sammen med en veninde, eller også legede vi på parcelhusvejen, og kunne vi ikke enes, ja så gik vi, som Liselotte siger, hver til sit.
(Det er da også ret så large at lade sådan en gruppe børn være alene på skolen)
Flot Oline – du vil siden blive husket som hende, der ikke var vendekåbe.
mette t
15. marts 2007 at 08:36Respekt for Oline – og ikke mindst, at hun standser op og reflekterer, sætter tingene i perspektiv… uden sammenligning – og dog – hvor mange af de unge omkring Ungeren og de sidste ugers tragiske hændelser har mon overhovedet tænkt over konsekvenserne af deres handlinger? Medløberi uden omtanke og overvejelse er det værste … og som forældre er I, Liselotte og Kenneth (uden jeg kender jer personligt – desværre) fantastiske: at ha’ givet hende det selvværd og de redskaber til at skelne og vurdere… (hvor mange af Ungerens forældre har måske formået det?)
Det varer nok ikke længe før Olines klassekammerater forhåbentlig følger hende, for når øjeblikkets ophidselse har lagt sig, kommer de nok på andre tanker, og kan se det fornuftige og rigtige i konsekvenserne af deres handlinger – og vel at mærke hvis forældrene også kan (?). Det virker som om, de ikke vil erkende at deres lille pode er en vandal – og ikke mindst hvor skal børnene så være om eftermiddagen udover at hænge på gadehjørnerne, (læs: jeg gider ikke tage ansvaret for hvad mit barn laver, når jeg ikke er der).
Ha en rigtig dejlig lillefredag og håber helbreddet er bedre.
Smukt beundringsværdigt sjal – hvor er modtageren heldig! Hvor du kan Liselotte – jeg er misundelig på den fede måde.
Anne Pia
15. marts 2007 at 00:09Respect til Oline.
Kun døde fisk svømmer med strømmen. Oline svømmer stærkt i øjeblikket, men jeg er ikke i tvivl om at hun nok skal komme tilbage på fastlandet igen, sikkert og i god behold.
Anna Grethe
14. marts 2007 at 23:38Stærkt Oline, det er bare godt gået.
Mine drenge har gjort det samme. Jeg har tit, som mor været i tvivl om vore holdninger i vores familie var forkerte. Heldigvis er vi nu blevet bekræftet i at det var den rigtige vej vi viste vore børn. Vi har i dag 2 dejlige drenge på 17 og 19 år med meget selvværd. De tør udfordre verdenen og kan begå sig i den, hvilket vi som forældre synes er vigtigt. I dag har de mange kammerater og venner, som respekterer dem for deres holdninger og kan lide at være sammen med dem, fordi de ved hvor de har dem.
Det har de ikke altid haft, kammeraterne vendte først tilbage, efter at de blev konfirmeret. Det var nogle drøje år fra de var 11 – 13, men det var det værd.
Hønsemor
14. marts 2007 at 22:26Oline har en tro på sig selv,som mange voksne mennesker mangler, men hun har også to mennesker, der ER for hende hele tiden…;-)
Hvor må det være en hård tid….12år…Gi’ hende et ekstra knus hun er modig, men kan vel også føle sig lidt ensom…
Som Hege skrev, tøffe…tøffe…tøffe… Oline. ;-))
Claus
14. marts 2007 at 22:13I har en fantastisk datter -og jeg er ikke det fjerneste i tvivl om at det er dig og Kenneth der er skyld i det. Tillykke med og til hende – det er bare så godt gået!
minni
14. marts 2007 at 20:01Hvor det fedt hun tør…Skøntt Oline…hold ved..man vinder til sidst..
ja jeg er sgu en smule stolt af dig..knus tante minni
Ella
14. marts 2007 at 19:24Det er ikke let at være af en anden mening, men det er nu bedst for sjælefreden, at følge sin egen overbevisning og ikke løbe med de andre.
Britt
14. marts 2007 at 18:59Hvor er det godt at I som forældre er så tilpas tydelige i jeres udmeldinger, at jeres datter føler sig så tryg, at hun kan følge sin overbevisning. Det er det, der er det seje.
Selvforvaltning indebærer ikke at børnene egenrådigt skal bestemme og beslutte alt. Der er ikke tale om, at selv bestemme om man vil have vanter på i hård frost eller ej, men man kan selv vælge om vanterne skal være blå eller røde. Simplificeret sagt.
Anne Dyrholm Stange
14. marts 2007 at 18:47Man kunne godt mærke, at det var en påvirket Oline, der kom fra skole i fredags, og jeg fornemmede også, at det kunne føre mange spekulationer med sig.
Men det er så flot at hun holder ved, hendes beslutning er jo taget på seriøse overvejelser, hendes slags vil vi gerne møde flere af i skolerne.
Mange hilsner til hende fra mig :-)
Hege
14. marts 2007 at 18:16Tøffe, tøffe, tøffe, Oline!!!
Liselotte
14. marts 2007 at 18:06Capac, jeg tror vi er enige. Jeg synes også det er beskæmmende, at ungerne ikke kan finde ud af at brug tid sammen, uden at ende i slagsmål og skænderier, men måske handler det om rammerne? Måske handler det om værdierne? Måske handler det om… tja…
Når vi ikke kunne enes i min barndom, gik vi hvert til sit. I dag holder ungerne i stedet på deres ret til at være “lige her” og ender i territoriale krige om magt, plads og ret. Vi kæmpede vel om det samme, men på helt andre måder og med mindre voldsomme udfald mod hinanden. Det var vel angsten for de voksnes repressalier/konsekvenserne, som afholdt os fra at ende i stridigheder som dem her, men jeg ved det ikke. Jeg ville så gerne tro, at vi (min generation) i stedet havde udstyret vores unger med andre værktøjer end næver og skældsord, ligegyldighed og egoisme, men det ser ikke sådan ud – og det er sørgeligt :-(
capac
14. marts 2007 at 17:28Jo, Liselotte, et tilbud. Men, det ændrer vel ikke ved det grundliggende problem: At ungerne har brug for nogle voksne til at få tingene til at køre… ;-)
Kamilla
14. marts 2007 at 17:05Smukt at Oline er så stærk.
Hun har været igennem så meget inden for de sidste måneder.
Det er så dejligt at høre at hun står ved sine holdninger, selvom verdenen viser hende ryggen. Jeg håber hun har en ganske særlig veninde, ved sin side, når verdenen bliver lidt for barsk. Jeg fandt min i en svømmehal for 15 år siden. Hun har den bedste skulder og de bedste ord, når min verden forfejler eller klasse”kammeraterne” vendte mig ryggen.
Godt gået oline. Ville ønske jeg havde siddet i klassen med popcorn *gg*
Hanne 2
14. marts 2007 at 16:59Ja, så er det jeg spørger mig selv : hvor svært kan det egentligt være?
I min barndom (konfirmeret i 1972) i min lille barndomsby, var der ingen skolefritidsordning, sågar heller ingen børnehave/vuggestue. Hvis mindre søskenene skulle passes, var der en flink nabokone, der lige “holdt et øje” ell. hvis det var “fint”, privat dagpleje, ell. evt. ældre søskene som selvfølgelig passede på.
Hvis man skulle “aktiveres” efter skoletid, var det korsang, spejder, sport, musik ell. leg med andre ligestillede børn i villakvarterene.
Ell. barnepige ell. cykelbud, når mor og far var på arbejde.
Er det ikke også Olines generations, der bliver kaldt Y-generationen (why-generationen)?
Oline bare hold fast! :-)
Luna
14. marts 2007 at 16:49Hvor har du ret Liselotte i dine betragtninger. Du kan roligt være stolt af din datter, hun har vist i en alder af 12 år, at hun ikke går på kompromi med sig selv, heller ikke under gruppepres. Hun er en fornuftig pige :-)
Hannah Nielsen
14. marts 2007 at 16:49Jeg tilslutter mig koret af stemmer, der udtrykker den største respekt og beundring for jeres værdier og Olines mod.
Når der nu skal være det pågældende møde, kunne man fristes til at foreslå de så utilfredse forældre, at hvis deres børn gerne vil gøre brug af skattefinansierede faciliteter om eftermiddagen, kunne forældrene indbyrdes og i samråd med skolen aftale en ubureaukratisk og udgiftsneutral ordning, hvor de på skift gik tidligt fra arbejde og påtog sig at holde opsyn med hinandens børn om eftermiddagen. Så kunne de jo opleve de små englebørn i fri dressur og også selv være nødt til at forholde sig til situationer, hvor de skulle skrue bissen på, i stedet for at overlade det til professionelle.
Kirsten
14. marts 2007 at 16:48*stående klapsalver her på matriklen!*
Flot, Oline! At turde stå ved sine meningers mod, og trodse strømmen – dét kunne mange af dine jævnaldrende (og alle andre) lære af :-)
…og mht forklaringen på de små egoister, må jeg ligeledes tilslutte mig koret (og det er IKKE fordi jeg frygter at trodse flertallet ;-)).
De egocentrerede, konfliktsky forældre der ikke magter at være deres voksenansvar bevidst, ser vi (jeg) jo efterhånden hver dag. Seneste tiltag jeg bed mærke i, var en forældregruppe, der i ramme alvor mente, at der skulle udarbejdes en pjece; “Hvad gør jeg, når mit barn bliver varetægtsfængslet?” – i forbindelse med urolighederne omkring Ungeren.
Undskyld mig, men hvorfor ikke gribe i egen barm, og i stedet koncentrere sig om at tale med sine børn om, hvorledes man får sine standpunkter og mærkesager forhandlet på en ordentlig måde, og ikke vha brosten og flasker. (Behøver jeg nævne, at der iflg forældrene i arbejdsgruppen ikke var nogle af DERES børn, der havde begået nogen udåd – alle var “selvfølgelig” uretmæssigt tilbageholdt…)
Cadeau til Oline – og ikke mindst til jer som forældre, fordi I nu så tydeligt ser bevist, at dét I har formidlet til Oline er gode værdier. I har et stærkt barn! :-)
Voller
14. marts 2007 at 16:32“Lærerne kan i det hele taget konstatere, at børnenes ophold på skolen efter skoletid ikke fungerer uden voksenopsyn.”
Du godeste!? Sikke en overraskelse! Kan man virkeligt ikke lade en folk børn i 11-12-13 års alderen alene uden jævnligt opsyn!? Betyder det så, at jeg som lærer bliver nødt til at tage med på lejrskole næste gang i stedet for bare at sende ungerne afsted alene?
/Sarkasme off
Det er på høje tid at at lukke for den ordning. Jeg er særdeles overrasket over den overhovedet er blevet vedtaget. Det lyder som en opskrift på en katastrofe.
Liselotte
14. marts 2007 at 16:26Jeg er meget spændt på mødet i morgen. Jeg er spændt på at høre, hvor mange forældre der vil stille sig uforstående overfor konsekvensen af ikke at overholde nogle meget simple spilleregler.
capac – skolens tilbud om at blive efter skoletid er blot et tilbud. Skolens forpligtelser ophører efter 3. klasse, hvor der ikke længere er tilbud om fritidsordning. Her fra skal eleverne til at frekventere klubber udenfor skolen, hvis forældrene mener, at de ikke er i stand til selv at forvalte fritiden.
Nogle elever havde udtrykt ønske om at måtte bruge skolen som opholdssted nogle timer efter skoletid og skolen indvilligede på betingelse af, at ungerne overholdt nogle meget simple regler. Det gjorde de ikke.
Nu må forældrene så tage ansvar og afgøre, om de vil betale for et klubtilbud udenfor skoleregi til deres børn eller måske, alternativt, foreslå skolen, at de ansætter en voksen, som kan tage ophold på skolen sammen med børnene, hvis ellers skolen synes at kunne rumme disse ekstra elever. Jeg tror gerne skolen vil stille faciliteter til rådighed, hvis forældrene vil betale, men det bliver betingelsen, fordi ungerne ikke kan finde ud af samvær uden en voksen mægler. Ærgerligt, det er det.
karen
14. marts 2007 at 16:21hurra for Oline – henne må dere være stolte av! og hurra for deg -det er dessverre altfor mange barn – og voksne som ikke evner å se tilsynelatende enkle fakta og konsekvenser! – eller alternativt -som ikke tør å følge sin overbevisning! Hatten av for Oline!
Susan
14. marts 2007 at 16:04Hvor er hun bare sej!
Det er superflot og staerkt at staa fast, isaer naar man er alene om det.
Jeg haaber og oensker at laere Cathrine det samme, at staa fast ved sin egen overbevisning selvom venner mener noget andet.
Jeg er spaendt paa at hoere hvordan foraeldrene reagerer – jeg haaber at jeg bliver overrasket.
Eli
14. marts 2007 at 16:00RESPEKT – til Oline !!!!!!
Det er stort at hun står fast (hun har det nok ikke fra fremmede)
Sørgeligt at der er forældre der ikke fatter at det skal have konsekvenser ikke at kunne overholde reglerne – men de kører sikkert også forbi skolen med 100 km/t , fordømmer dem som bliver taget i det, og harmes over det urimelige i politiets foto vogne når de selv bliver “knipset”
Eli
Sylvia
14. marts 2007 at 15:42Dere burde være kjempestolte, og hun også, som tør å stille opp for sitt valg, selv om det er mot alle andres valg!!
Tenk å være 12 år og tenke så langt!
Jeg står på DIN side, Oline!
Charlotte Illum Larsen
14. marts 2007 at 15:23Dejlig datter – med gode meninger – og forældre der støtter op om at det er OK – mere end OK – at vise hvem man er og hvad man mener…
Irene
14. marts 2007 at 15:16Amen! Respekt til smukke Oline! Kærlig hilsen, Irene
Vivian
14. marts 2007 at 15:09Stor “thumbs-up” til Oline som tilsyneladende er den eneste der har fattet at der er sammenhæng mellem handling og konsekvens.
Nu er jeg overmåde spændt på hvad de forældre der, forurettede på deres børnes vegne, skal til “protest-møde” har at sige – tænkat de vil!!! (Og jeg håber da at der, udover Kenneth, også kommer andre forældre der kan se sammenhængen…)
Susanne Andersen
14. marts 2007 at 15:09Godt gået af Oline. Var der bare flere af hendes slags, så det rigtig godt ud for Danmark (men æblet falder vist heller ikke langt fra stammen). Desværre er min oplevelse, at der er få af hendes slags, og at nogle børn er belemret med nogle forældre, der ikke er deres opgave voksen eller også har de ikke føling med deres børn og deres behov.
Tak, iøvrigt for en rigtig god, livsbekræftende og inspirerende weblog. Hvis du skulle ligge inde med en opskrift på de søde “kinasko”, som du hæklede engang – i efteråret? – ville jeg meget gerne, om du ville dele den med os andre?
capac
14. marts 2007 at 15:07Oline skal selvfølgelig stå ved sin beslutning. Der er jo ræson i den.
Problemet, som jeg ser det, er: Om skolebørn, der er vant til at blive serviceret af lærere og pædagoger, fra den dag, de begynder i skolesystemet, kan forventes at passe sig selv? Selv om jeg da godt ved, at det handler om ressourcer (“vi har ikke råd til at have lærere til at gå og passe på dem…”), så er det også udtryk for voksnes ansvarsforflygtigelse. I pædagogikken taler man om “selvforvaltning”. Børn og unge skal selv finde ud af det. Jeg tror, det er misforståelse. Man kan kun selvforvalte, når man har lært, hvordan man forvalter. Og det er der kun de voksne til at lære børnene og de unge…
Anette
14. marts 2007 at 15:06Hvor er hun bare SEJ, Oline :-) og hvor er jeg enig med dig, Liselotte … det er de samme værdier jeg prøver – og håber – at lære min søn.
Laila
14. marts 2007 at 15:02Hold K.ft, hvor er hun sej!!!!
hanne
14. marts 2007 at 15:01Godt gået af Oline, det er en hård proces hun er på vej igennem, men den lønner sig.
Det lader til, at nogle af klassens forældre har valgt, at være djævelens advokat, istedet for at tage ansvar og lære deres børn det samme! Jeg håber lærerne er gearede til at takle disse, forhåbentligt-snart-uddøde-racer af forældre og at de andre forældre bakker dem op.
Det skal nok blive spændende, når i engang skal diskutere alkoholpolitik :)
Tina Poulsen
14. marts 2007 at 14:35STOR kudos til Oline!!! :) jeg synes det er stort at hun står ved sin mening allerede. Hun lyder meget som min datter, på 13 år, som ligeledes også har måttet tilbringe timer med at granske om hun nu var helt forkert på den… Netop fordi hun blev ladt tilbage i klassen som den ene eller en af de meget få, der havde en anden mening.
Send Oline “TI tomler op” fra mig!