13

Forårsfornemmelse

Solen skinner fra en skyfri himmel og jeg skal love for, at det gør godt. Indenfor varmer solens stråler så dejligt, når man finder et hjørne med plads til den slags. Det gjorde jeg for et øjeblik siden, for jeg har et par mellemtimer, som gerne må nydes, selvom der arbejdes hjemmefra.

I køkkenvinduerne står bellis og melder forår. I små potter står de og spreder løfter om en tid, hvor græsplænerne er fulde af dem. Så skal der bindes kranse, slæbes til huse og i det hele taget nydes, at vejret igen er til udendørsliv.

Bellis i køkkenet

Der er brygget frisk kaffe og mens det trak smag til senere nydelse, tog jeg en smuttur udenfor i haven, for at lede efter foråret.

Der er desværre ikke mange blomster i min have på denne årstid. Jeg har ikke krokus i hobetal, vintergækker og erantis overalt og slet ingen hyacinter. Jeg glemmer at sørge for det om efteråret, så jeg lever med at snyde mig til synet af blomsterne, når jeg er alle andre steder end her.

Vintergækker i sol

Vintergækker har jeg, men ikke i hobetal. De gemmer sig mestendels nederst i haven, under træernes dække, hvor de vokser glade i skovbunden. Oline plejer at plukke dem til mig, men det er tilsyneladende ikke så fristende at være udenfor endnu, at det er sket.

Det kommer vel snart, når vejret arter sig og det derfor bliver sjovere at tage en tur i omgivelserne. Hun plukker i vildskab og både hun og jeg elsker, når hun bærer buketter ind.

Krokusoverraskelse

Midt i græsplænen gemte sig alligevel en overraskelse af de smukke. En enkelt krokus har forvildet sig ind i plænen og står nu derude og pynter så smukt, lige midt i solen.

Det gør godt med lys, sol og varme. Jeg trænger til at løftes.

Du vil sikkert også kunne lide