Udenfor er ingen konkurrence, men bare et hav af Helleboris, som gerne giver plads til hinanden og derfor breder sig støt og roligt.
Jeg tror de nyder solen akkurat lige så meget, som jeg gør. Jeg elsker den og jeg er nået hjem, så jeg lige kunne nå at nyde den for alvor.
Man bliver i så godt humør, når kroppen varmes igennem af solens livgivende stråler og det er vigtigt for mig, med vekselvirkningen, årstidernes skiften. I år er det vigtigere end nogensinde, synes jeg. Foråret kan ikke komme hurtigt nok, for jeg trænger til energi og indeni er det lille sorte hul, som ind imellem stadig er på nippet til at tage alt for meget plads.
Måske gør foråret ikke den helt store forskel. Måske handler det i virkeligheden om, at ting tager tid. Lang tid. At miste et barn er ikke ovre på et øjeblik og det handler dybest set om, at jeg stadig sørger. Det gør jeg i lang tid endnu. Der er stadig tårer at fælde og der er stadig historier at fortælle. Det er ikke ovre, når foråret kommer. Måske er det aldrig ovre. Det er til at leve med, men jeg kæmper med det med mellemrum, fordi det er nyt for mig at være så massivt ked af det i perioder af mit liv.
Indenfor i en skål på bordet står endnu flere Helleboris.
Jeg passer på dem. Ved siden af står lys. Dem tænder jeg stadig for Alexander. Jeg dyrker ikke sorgen. Jeg arbejder på at blive bedre til at give den plads. Det fortjener den.
10 kommentarer
Liselotte
13. marts 2007 at 09:32Tak Alice og ja, det tager tid. Det tager lang tid. Det er i orden, men det er så underligt at finde fodfæste for så at miste det igen. Op at stå… gå lidt og så vælte igen. Øv :-(
Alice Ibing
13. marts 2007 at 07:23Liselotte, du dyrker bestemt ikke sorgen. Du arbejder med den og det kommer du til i lang tid endnu. Det er nu syv måneder siden at jeg mistede Anne-Sophie og jeg har selvfølgelig fundet metoder til at rumme sorgen på, men der er stadig dage, hvor smerten får overtaget. Sådan må det være. Jeg beundrer dig for din måde at arbejde med din sorg på.
Foråret hjælper ingen tvivl om det, men den fratager os ikke vores savn.
Store knus til dig
Alice
Liselotte
12. marts 2007 at 21:53Tak Irene, det er tudedag i dag, så det varmede :-)
Irene
12. marts 2007 at 21:23Varmeknus!
Liselotte
12. marts 2007 at 19:02Jeg ved hvad du mener, Ella. Og tak.
Ella
12. marts 2007 at 18:25Alexander lever videre i minderne om ham.
Han er stadig overalt i jeres hus, det mærker jeg hver gang jeg besøger jer.
Han vil altid være en del af jer og sådan skal det være. Tiden mildner sorgen, men savnet vil være der altid.
Ord er så svære, jeg håber du ved hvad jeg mener, Liselotte.
Liselotte
12. marts 2007 at 18:02Tak, Lene.
Lene
12. marts 2007 at 17:53En klog kvinde sagde til min søster, at så længe man tager del i livet, så dyrker man ikke sorgen, men den skal ha plads, den vil altid være der. Du er et rummeligt menneske Liselotte, og der er også plads til sorgen og savnet af Alexander. Han var så stor en del af jeres liv, hvor må det være svært at forstå, at han ikke er her mere. Jeg kan stadig grine, når jeg tænker på din historie om Oskar, der blev fodret med lækre hindbær, det er så smuk og livsbekræftende en historie. Og hvor har Oline fået en stor gave med en storebror, som ikke var som så mange andre, men som rummede en stor kærlighed til hende. Dine billeder af de to har jeg også på nethinden.
Liselotte
12. marts 2007 at 17:43Ja, det er utroligt, at der for et øjeblik siden lå enorme mængder sne hernede, men det er væk nu, Bente. Så blev der plads til våren :-)
Bente
12. marts 2007 at 17:36Det er nesten surrealistisk å se disse vakre vårblomstbildene fra dere nå, så kort tid etter at vi med vantro fulgte med på snø-situasjonen via din og Ellas blogg :-)
Men vakkert er det!