10

At kunne give plads

Udenfor er ingen konkurrence, men bare et hav af Helleboris, som gerne giver plads til hinanden og derfor breder sig støt og roligt.

Helleborishav

Jeg tror de nyder solen akkurat lige så meget, som jeg gør. Jeg elsker den og jeg er nået hjem, så jeg lige kunne nå at nyde den for alvor.

Man bliver i så godt humør, når kroppen varmes igennem af solens livgivende stråler og det er vigtigt for mig, med vekselvirkningen, årstidernes skiften. I år er det vigtigere end nogensinde, synes jeg. Foråret kan ikke komme hurtigt nok, for jeg trænger til energi og indeni er det lille sorte hul, som ind imellem stadig er på nippet til at tage alt for meget plads.

Måske gør foråret ikke den helt store forskel. Måske handler det i virkeligheden om, at ting tager tid. Lang tid. At miste et barn er ikke ovre på et øjeblik og det handler dybest set om, at jeg stadig sørger. Det gør jeg i lang tid endnu. Der er stadig tårer at fælde og der er stadig historier at fortælle. Det er ikke ovre, når foråret kommer. Måske er det aldrig ovre. Det er til at leve med, men jeg kæmper med det med mellemrum, fordi det er nyt for mig at være så massivt ked af det i perioder af mit liv.

Indenfor i en skål på bordet står endnu flere Helleboris.

Helleboris på bordet

Jeg passer på dem. Ved siden af står lys. Dem tænder jeg stadig for Alexander. Jeg dyrker ikke sorgen. Jeg arbejder på at blive bedre til at give den plads. Det fortjener den.

Du vil sikkert også kunne lide