Søndag eftermiddag må man godt!

Vi ville en tur på kirkegården i dag. Først gik turen ned forbi Gug Planteskole. Det var frygteligt fristende at gå rundt dernede og tiden kunne sagtens være brugt på at savle forår, men Oskar sad i bilen.

Forøvrigt var vi der af én grund, nemlig Olines ønske om at få købt noget rødt til Alexanders grav.

Sådan blev det. Hun fik valgt og var meget tilfreds med både de røde tulipaner og ikke mindst den røde urtepotte, som de absolut måtte i.

Hun var overbevist om, at der sagtens ville være plads til det hele, når vi nåede ind til byen. Oveni måtte vi også have påskeliljer med, for sådan nogle skulle der også være på graven, så sådan blev det.

Alle indkøbene blev læsset i bilen og så gik det ellers afsted ud af Hobrovej, som var omtrent tom, for det var jo trods alt søndag eftermiddag og de fleste mennesker havde det sikkert lige som os, hjemmelivet lokkede, men det var skønt at være udenfor i det milde vejr, selvom solen ingenlunde havde tænkt sig at skinne det mindste. Den nåede næsten igennem skyerne, men også kun næsten.

Vi parkerede lige overfor Nordjyllands Kunstmuseum og snakkede da også lidt om, at vi burde besøge det lidt oftere. Lige ved siden af ligger Aalborgtårnet, så det havde vi også fin udsigt til, da vi bevægede os indenfor murene, men du ser nu ingen af delene, for de ligger bagved os på dette billede.

Almen Kirkegården er anlagt med sirlige og snorlige stier, som gennemskærer hele det store areal kirkegården dækker. Det er ikke nogen lille og intim kirkegård og måske kunne vi have valgt anderledes, da vi skulle finde et sted til Alexander, men det var vigtigt for os, at stedet lå centralt, så vi alle ville kunne nå det indenfor relativ kort tid. Det er lykkedes.

Almen Kirkegården ældste del ligger i det nordstlige hjørne. Her blev i middelalderen opført en af de såkaldte Sct. Jørgensgårde, hvor man isolerede de spedalske. Afstanden til byen var tilstrækkelig stor til, at man anså det for sikkert. Senere, da spedalskheden var blevet udryddet, blev Sct. Jørgensgård revet ned, men kirken og kirkegården fik lov til blive.

I 1794 fik Aalborg Stiftshospital, som tidligere hed Helligåndskloster, lov til at erstatte deres alt for lille bykirkegård med en udenfor byen og sådan voksede Almen Kirkegården frem af behovet for mere jord og at vælge stedet her var oplagt, for her lå allerede starten på en kirkegård.

På kirkegårde står monumenter over den ene historie efter den anden. Der er kun et navn og nogle årstal at læse, resten må man gætte sig til, men det er heller ikke helt tosset sådan at lade fantasien bære ind imellem.

Dette fine gravsted, med jernstakit og eget træ, var Oline noget optaget af. Hun ville gerne vide, hvem der får så fine forhold og vi fortalte hende, at det gør de, som betaler for det. Hun kiggede fortørnet på os, for det var klart, at hendes bror havde fortjent et sted mindst lige så pompøst. Bagefter kom vi til at grine, for vi er vist enige om, at Alexander ligger lige, hvor han skal ligge.

Han ligger faktisk lige bagved det fine sted, men hans plads er noget mere ydmyg. Det indrømmer jeg gerne. Til gengæld ligger han lige under et smukt lindetræ og jeg kan slet ikke vente til bladene snart dukker op, for så bliver der så smukt derinde.

Det er tilladt at sidde på græsset. Det er tilladt at ligge på græsset. Det er i det hele tager helt i orden, at vælge at tilbringe en eftermiddag derinde i lindetræets skygge. Det vil vi gøre til sommer, men indtil da tager vi ind forbi og nyder stilheden, kigget til Aalborgtårnet og en stille stund med Alexander. Det føles godt og rigtigt.

Efter turen på kirkegården havde familien oparbejdet en sund sult, som blev slukket på en mindre sund måde, da vi kørte retur til Skalborg for at proviantere hos den lokale Burger King. Vi snuppede Drive-in-modellen og morede os fabelagtigt over den zoombie, som var udset til at betjene os. Han havde tydeligvis koordinationsproblemer og ondt i håret, så da han afleverede posen med vores bestilling lød det fra passagersædet, ved siden af mig:

– Tusinde tak unge mand, det var morderlig pænt af dig… og rigtig god bedring.

Hvorefter Oline højlydt erklærede, at aldrig har der været så pinlige forældre, som dem hun er blevet udstyret med. Måske har hun ret, men det var da et fromt ønske.

Bageren på Hobrovej lokkede og hvem stod der? Jo, det gjorde såmænd Ellas yngste medlem af familien, så det var et herligt gensyn, selvom hun vist også syntes, at jeg er temmelig tosset. Jeg havde nemlig min hjemmehæklede lue på og så søndagsafslappet ud, så det basker. Nu synes hun nok også, at vi er pinlige.

Søndag eftermiddag må man altså godt. Være grim, altså!