Familien er ikke hurtige i dag. Der er virkelig dømt søndag, så det handler en del om tålmodighed, men så finder jeg den frem og tager en tur i haven, selvom solen fortsat ikke er set i det nordjyske.
Det er Sankthansurten til gengæld. Den har en utrolig livskraft og vælter ovenud af jorden allerede.
Der er kun få måneder, hvor den ikke er at se i haven. Jeg var engang temmelig træt af den og syntes vist egentlig, at den var alt for kedelig og bedstemorsagtig, men jeg er faktisk blevet glad for den, som den står i haven nu.
Den fungerer som bunddække i et lille bed med en sommerfuglebusk. Sammen med lavendler står den helt tæt og løvet har jo den smukkeste, lysegrønne farve, så jo – jeg holder af den.
Syrenerne står med spæde knopper. Der er lang tid til blomsterne, men det er godt at se, at der er liv i dem.
Jeg elsker dem og har indenfor de sidste par år flyttet de fleste af dem, så der har været tidspunkter, hvor jeg var sikker på, at de ville dø.
De overlever. Det skal gøre godt, når de endelig bliver flittige til igen at blomstre.
Et par stykker er levn fra min morfars have, så de betyder naturligvis ekstra meget for mig, men også de ser ud til at trives.
Nu mangler kun min tålmodighed, så de får tiden til at vokse sig store og smukke. Den kan jeg vel finde, hvis jeg anstrenger mig en smule.
Danas stokroser begynder at spire.
Det er helt fantastisk, for jeg skal ærligt indrømme, at jeg fandt det temmelig hasarderet sådan at efterlade dem udenfor i vinterens regn og sne, men ikke desto mindre vokser nu de smukkeste, saftigtgrønne blade frem af kasserne.
I år skal de plantes ud på deres blivende voksesteder. De skal stå langs huset, ude på gårdspladsen.
Jeg kan slet ikke vente, men det kræver fortsat tålmodighed, for de blomstrer ikke før næste sommer.
Til gengæld er det lykkedes. Det sidste er det vigtigste og jeg er glad for, at jeg valgte at blande frøende, så jeg umuligt kan udleve min trang til orden, men i stedet er nødt til at lade tilfældet råde, når farverne skal placeres. Det skal blive smukt. Jeg glæder mig.
2 kommentarer
Liselotte
12. marts 2007 at 16:32Dana, du er så klart min stokroseguru for altid, for jeg var sørme ved at pylre dem ihjel, så godt du stoppede mig ;-)
Jeg kan slet ikke vente med at skulle placere dem og jeg tror faktisk, at jeg ender med at have så mange, så de kan komme på både for- og bagside af huset. Det bliver så smukt, er jeg sikker på :-)
Dana
12. marts 2007 at 15:50*grin*
Ja, hvis du havde fulgt pylreinstinktet og taget dem ind var de døde – de ville ha’ sat stor bladmasse og næsten ingen rod. Eftersom de skal bruge det kommende år til at udvikle en formelig koloni af pælerødder, er det det underjordiske der tæller.
Udplantning i sen april/tidlig maj. Vand. Vent. Husk at holde l i d t ukrudtsfrit om dem de første par måneder til de har rigtig fat – derefter er de stort set kun til at udrydde med Roundup.