13

Skøn fredag

Arbejdsdagen forløb helt som forventet. Jeg fik en skøn dag i godt selskab og jeg har grinet, så mavemusklerne stadig kramper. Vi fik afsluttet vores fælles projekt og jeg har nydt hvert et minut af det, så jeg håber vi finder sammen om endnu et, en anden gang.

Efter arbejdsdagen ventede nyvaskede gulve, nybrygget kaffe og en eftermiddag i godt selskab.

Eftermiddagen bød på de dejligste overraskelser. Der var gaver til mig – ikke at jeg fortjener dem, men jeg fik dem og jeg er SÅ glad for dem.

Der var også Summerbirds bedste flødeboller. Hold da op en himmerigsmundfuld og sunde er de nok ikke, men gode…

Luksusflødeboller

Der er stadig nogle tilbage, så helt uden hæmninger var vi ikke.

Der er blevet kigget i bøger, blade, der er snakket om alt mellem himmel og jord og vi har haft håndarbejdet fremme, selvom ingen af os var specielt flittige. Vi snakkede nok for meget.

Ella blev hentet af datteren, men AC og Oline deler interessen for Sims, så de to så vi intet til. De forsvandt ind på Olines værelse og måtte nærmest tvinges ud, da dagen sluttede for et øjeblik siden.

Nu er Anne på vej hjem for fuld musik, tror jeg. Ella er vel omtrent hjemme igen, men hun måtte simpelthen ned forbi nærmeste bomuldsgarnlager, så ingen ved med hende. Jeg sidder tilbage, fyldt op af gode og stærke tanker om alt mellem himmel og jord og det er en skøn følelse, som nok skal holde weekenden ud.

Du vil sikkert også kunne lide