I Aalborg ligger sneen fortsat i meterhøje bunker. Den smelter, men ikke stærkere end den stadig kan ses rundt omkring i byen. Her på et fabriksområde på Østerbro.
Solen skinner og der er højt til himlen heroppe i dag. I hvert fald helt bogstaveligt, for jeg er ikke sikker på, at det lille og en smule undselige, gule hus, til venstre i billedet nedenfor, er enig.
Aalborg forandres massivt i disse år. Der rives ned, fornyes og reetableres på nye steder, men det går ikke altid, som byrådet spåer.
Det lille gule hus er Fedtebrød, en af Aalborgs ældste beværtninger og måske også den mest alternative. Her er plads til alle de skæve eksistenser.
I mange år lå Fedtebrød, som vist ikke er specielt kendt udenfor bygrænsen, som en miniaturemodel af Christinia inde i midtbyen. Her var plads til skæve eksistenser, skæve meninger, skæve stimulanser og utraditionel tænkning, men i forbindelse med byfornyelsen besluttede man at rive bygningen, som husede Fedtebrød, ned.
Dette udløste naturligvis protester, som manifesterede sig som en lang række støttekoncerter af gendannede 60’er-orkestre og resultatet blev, at Fedtebrød kunne flytte ind i nye lokaler ude på Østerbro. Der ligger værtshuset så nu, klemt inde mellem resterne af Nordkraft.
Værtshusets ejer, Bent O, havde en overgang problemer med politiets rigelige fund af fjolletobak ved lejlighedsvise razziaer, men hvor de fleste andre ville have valgt at holde lav profil efter den slags episoder, valgte han en anden og mere offensiv tilgang til situationen.
Han mente ganske enkelt, at Danmark er bornert og burde løsne lidt mere op for brugen af hash. Selv nød han gerne en joint eller to og for at manifestere sin holdning, inviterede han den lokale tv-station på visit, mens han røg en af slagsen.
Det manifest var imidlertid ikke tilstrækkeligt i hans øjne, så han stillede, i april 2004, forslag i folketinget om en forsøgsordning med coffee shops i Danmark. Han foreslog, at hans eget værtshus, Fedtebrød, skulle agere flagskib som Danmarks første coffeeshop. Forslaget blev, som bekendt, ikke vedtaget.
Fedtebrød ligger fortsat i Aalborg og kæmper ind imellem med sine bevillinger, fordi det stadig er muligt at finde alskens underlige og skæve rusmidler på pletten, lige mellem Nordkraft og resten af Østerbro. Idéerne om plads til det skæve eksisterer i bedste velgående og der afholdes jævnligt alternative musikarrangementer, som giver genlyd mellem tankene på havnen.
Som kontrast ligger dette nyrenoverede hus omtrent overfor. Det er tydeligvis en gammel fabriksbygning, men jeg ved ikke, hvad den tidligere har huset. Måske er andre klogere. Jeg vil gerne vide mere.
Jeg fantaserer om hemmelige loger, skumle aftaler og lyssky forretninger, men historien rummer sjældent helt så dramatiske beretninger, så det vil være okay, hvis det viser sig, at her engang lå en ostefabrik.
13 kommentarer
britchen
14. marts 2007 at 22:17Hej Liselotte – utrolig flot side/blog du har – kom lige forbi i jagten på et telefon-nummer:o) Det røde hus på dit billede har været trykkeri – meat cut – eller hvad de hedder – havde bygningerne ved siden af.
Kan utrolig godt lide dit billede af Fedtebrød mellem siloerne – ser så lille og dog så stærkt ud i solskinnet – det skal lige siges at der hvor Fedtebrød ligger – der lå der virkelig et værtshus for de indviede – jeg kan desværre ikke huske hvad det hed – men jeg spørger min veninde, som boede ikke så langt derfra….. Der gik man ikke ind uden styrthjelm – det er der selvfølgelig også nogen der vil sige om fedtebrød nu….
Liselotte
9. marts 2007 at 13:25Hvor er det dejligt, at der er masser af bud på bygningens tidligere liv. Jeg tror på det med bogtrykkeriet, for det passer også meget godt med bygningens udformning.
Jeg hører gerne mere, hvis nogle kan :-)
Christine
9. marts 2007 at 13:04Jeg, som også er eksil aalborgenser,synes som Loulou at dine indlæg er gode. Kasernen som Adam skriver om, lå i Fynsgade mellem Østre anlæg og Tivoli. Jeg vender tilbage med mine oplysninger om den gule bygning, for selvom jeg har trådt mine barnesko i den del af Aalborg, så er det ikke lige den bygning jeg kan huske noget om, men jeg kender en der kan.
Ruth O
9. marts 2007 at 11:15Tager jeg ikke helt fejl, rummede det fantastisk flotte røde hus tidligere Aalborgs Stiftstrykkeri og tager jeg stadig ikke helt fejl, rummede – og rummer – Lise Fedtebrød/Folkets Fedtebrød/Fedtebrødet såvel skæve, mindre skæve og ikke skæve eksistenser.
Sågar fra tid til anden sipper, som jeg selv ;-)
Hvis jeg stadig ikke er er helt misinformeret, er Fedtebrødet ikke totalt ukendt udenfor bygrænsen.
Fx skulle omtalte Bent O have en ikke ringe del af æren for syrerockens revival de senere år.
Iøvrigt har jeg så sent som i går ladet mig fortælle, at selvsamme Bent O nu er tilbage med nye, storslåede projekter.
Det skal blive spændende, skal det!
Betina Olesen
9. marts 2007 at 10:25Så er jeg 110% sikker på, at det har været et bogtrykkeri. Desværre har jeg ikke noget at have det i, andet end at jeg har været i “rengøringen” hos ældre mennesker i det område, og at det sikkeret er der jeg har fået det fortalt.
Hygge fra Betina
Liselotte
8. marts 2007 at 21:28Bettina, den ligger lige ud til Bonnesensgade, så kom endelig med dit bud :-)
Betina Olesen
8. marts 2007 at 20:50Hejsa
Nu er det noget siden jeg har været gennem Østerbro, men ligger bygningen op ad (uhhh hedder den Bonnesensgade) og på bagsiden af østeranlæg, mener jeg helt bestemt også at det var et bogtrykkeri.
Hygge fra Betina, som også mener at vide hvad det kunne hedde???
Adam
8. marts 2007 at 20:24Sjovt, den bygning – med den flotte “orange/rødlige” farve, har jeg også tit tænkt over, hvad det engang har været … Bor jo ikke så langt derfra, så jeg kommer af og til forbi, når jeg om søndagen skal over i Ø-gade-land, for at købe ind om søndagen i Fakta …
Anyway … mit bud er, at et er en gammel militær bygning. Min far har været soldat i Aalborg og hanhar fortalt mig, at der i det område lå en kaserne… Kunne det mon have noget med den at gøre ?!
Liselotte
8. marts 2007 at 18:15Lene og LouLou, I var desværre røget i filteret ude bagved, så det undskylder jeg, men nu er I på banen :-)
Lene, det er da sikkert et bogtrykkeri. Der er jo plads til de store trykmaskiner derinde, så det kunne det sagtens have rummet.
Det lyder skønt med en travetur i Hammer Bakker, men der var sikkert temmelig vådt deroppe. Måske vi ses i morgen :-)
LouLou, du har ret. Det er nu rart at der også er plads til de skæve. Kennedy Arkaden er en grimrian – jeg er enig :-)
Liselotte
8. marts 2007 at 18:03Tulip ligger lige ved siden af, men jeg har ikke indtryk af, at det er deres. Jeg ved ingenting, men smukt var det mod den blå himmel :-)
Jeg er nok også en tand for sippet, trods alt, til Fedtebrødet ;-)
LouLou
8. marts 2007 at 17:39Åhhh, som eksil-ålborgenser er det fantaaaastisk at læse dit lille indlæg om byernes by (eller måske bare en “god bette by”?).
Fedtebrød og deslige er en absolut nødvendighed i vores velfrisserede verden, hvor alle – jeg selv inklusive – uanset hvor normalt og gennemsnitligt vi indordner os, føler os som noget nær mis-skabninger.
Hurra for skævheder. Hurra for bonderøve, psykisk afvigende (hvem er iøvrigt ikke det?), skævheder, malplaceret gråd. Og alt det andet…
Og hurra for Tusindfryd.
Øv for panoramavinduer, glascafeer og Kennedy-arkaden.
Ella
8. marts 2007 at 17:23Måske er det Meatcuts hus?
Fedtebrød har jeg kun været på en enkelt gang, mens det stadig lå på det oprindelige sted. Dengang gik folkeviddet på de rigelige mængder af kakerlakker.
Iøvrigt var jeg vist ikke lige i målgruppen for besøgende. Måske var jeg alligevel lidt for sippet ;-)
Lene Schrøder
8. marts 2007 at 17:08Kære Liselotte Min aalborg mand mener det er et gammelt bogtrykkeri der var omkrandset af slagteriet. Jeg brugte dagen til en travetur i Hammer Bakker med det var besværligt på grund af sne og store smeltevandspytter Hilsen Lene