Det regner i Frederikshavn

På vej til Frederikshavn kørte jeg langs snedriver, som var omtrent dobbelt så høje som min bil. Der ligger stadig enorme mængder sne allevegne heroppe nordpå. I min have ligger der stadig bælter af sne og langs motorvejen har store maskiner skubbet, flyttet og stablet sneen, så den nu danner en fin, lang og efterhånden knapt så hvid guirlande, som løber tværs gennem Nordjylland.

Regnen har sat ind, så jeg regner med, at den smelter en stor del af sneen. Det regner ikke i Aalborg, men ikke meget længere mod nord væltede regnen ned i store tunge dråber, som vinduesviskerne knapt kunne fjerne.

Frederikshavn var grå i dag. Grå, våd og indhyllet i tristesse lå byen og trak vejret tungt. Himlen var massivt grå og ude langs havet krabbede bølger vredt ind over land, men inde på havnen er den slags ligegyldigt. Der arbejdede man, som man plejer.

Krudttårnet var nu så smukt, så det løftede sjælen, da jeg for et øjeblik parallelparkerede, mens jeg ventede på grønt lys. Siden gik det rask det sidste stykke gennem byen, langs havnen, flådestationen og siden stranden, inden jeg ramte motorvejen.

Ved Sæby mødte jeg en lille rød bil. I bagruden var et hjemmelavet papskilt nødtørftigt gjort fast med nogle striber tape. “Vi er på vej mod solen”, stod der på pappet. Jeg kunne se pakkenelliker på bagsædet og havde en forventning om, at det var et par unge mennesker med eventyrlyst, som lå med 140 i timen, mens de længselsfuldt spejdede mod horisonten. Sådan var det slet ikke.

Da jeg overhalede, vinkede en gammel og krumbøjet kone til mig. Ved siden af hende, sad en ældre mand med kasketten godt trukket ned over ørerne. Jeg gad godt vide, hvor de ville finde solen, men jeg gider også godt, at Kenneth og jeg kører i retning af solen, når vi engang er lige så gamle.