Ude på Limfjorden, lige ved Honnørkajen, havde en fugl besluttet, at den ville gøre opmærksom på sig selv. Det er nødvendigt med kraftigt udtryk, hvis man ikke skal drukne i al det byggeri, der foregår nede langs havnen.
Fuglen stod længe på isflagen og dansede fandango. Så blev den træt og fløj sin vej.
Vender man sig, står man med udsigt til Aalborghus Slot. Slidt, anløbent og en smule vinterdeprimeret står det på Slotspladsen. Det gør ikke megen stads af sig selv.
I dag huser det Statsamtet. Bygningen forrest er opført af Christian den Fjerde mens sidebygningen (til venstre) er det eneste, som er tilbage af det oprindelige fæstningsanlæg.
Slottet blev projekteret og siden anlagt af Christian den Tredje, som tilsyneladende har haft elendige rådgivere, for det var først ved slottets afslutning, at man blev opmærksom på, at det ikke var muligt at forskanse sig bag murene uden at dø af tørst.
Man havde glemt, at der ikke var adgang til frisk drikkevand og enden på miseren blev, at kongen bestemte slottets fremtid. Det endte i stedet som hovedsæde for kongens lensmænd i Nordjylland og efter enevældens indførelse som opholdssted for amtmændene. Sådan er det stadig. I dag beboes det som sagt af Nordjyllands Statsamt.
Gennem porten er der udsigt til den oprindelige østfløj. Den Christian den Tredje opførte omkring 1630. Tungt, rødmalet egetømmer udgør stokværket og bygningen bliver bredere jo længere du bevæger dig ned langs den.
Indenfor er der brede egeplanker på gulvene. Bindingsværket er fritlagt og i enkelte af rummene står hanebjælkerne fritlagt. Huset har en fantastisk atmosfære og jeg føler mig meget priviligeret ved ind imellem at have et ærinde derinde.
Bygningen her er den eneste fritstående bygning og den yngste af dem alle. Den er opført i 1808 og altså ikke mere end 200 år gammel. På det lille billede nederst til højre kan du se den i dens fulde statur.
Mod vest ligger saltkældrene og kasematterne. Der er adgang til dem i sommerperioden, hvor også fangehullet kan besøges Der er frygteligt trist under jorden og det har ikke været sjovt, at være spærret inde dernede, men det er fascinerende at se hvor meget plads de havde afsat til lager.
Bygningen ovenfor er Christian den Fjerdes værk. Den er opført i 1633 og er bygget i flere stokværk for at rumme bøndernes skattekorn. Det er den øjet møder, når man kommer gående langs Slotspladsen. Udefra er den hvidkalket og trist, men indenfor i gården er den et sandt festfyrværkeri i rødmalet egetømmer.
Over indgangsporten hænger både Christian den Fjerdes og Frederik den Fjerdes monogrammer. Begge har lavet ombygninger og reparationer på slottet og den slags skulle man vel helst prale lidt med.
Slottet ser ud af det rene ingenting udefra, men indenfor i gården bliver det et smukt eksempel på typisk aalborgensisk bindingsværk, så det er ærgerligt, at ingen kan se den rigdom der gemmer sig, hvis man lige sniger sig indenfor porten. Kommer du forbi, så lov mig at gøre netop det.
13 kommentarer
Liselotte
3. marts 2007 at 10:13Ja og indsigten, Kirsten :-)
Kirsten
3. marts 2007 at 10:03Udsynet og indsigten!
Liselotte
3. marts 2007 at 09:41Faktisk synes jeg, at der er mange smukke steder i Aalborg. Da jeg boede i København, var jeg endelig sluppet væk og syntes vist, at byen var frygtelig trist, men med alderen ændres udsynet :-)
Kirsten
3. marts 2007 at 09:32Jeg får også et helt andet syn på Ålborg. Da jeg for en hel del år siden kom der, var det for at besøge en kæreste (og det var ikke et problemfrit forhold), så mit kendskab til Ålborg består mest i bus-ruten fra Gug til banegården.
Takfor dit dejlige blik på verden!
Liselotte
3. marts 2007 at 00:27Hege, det er dejligt at have noget at glæde sig til :-)
Hønsemor, der er så smukt derinde, synes jeg :-)
Hønsemor
2. marts 2007 at 23:21Liselotte du kan bare det med billeder…
Jeg kommer der ugentlig, men ser ikke rigtig mere, tak fordi du giver mig ny styrke i øjnene.
Glæder mig til næste uge og et besøg med mine nye øjne.
Ha’ en hyggelig week-end
Hege
2. marts 2007 at 23:11Så nydelige bilder. Jeg har vært i Aalborg flere ganger, men neste gang blir helt annerledes etter at jeg har sett alle dine flotte bilder fra byen. Når jeg en gang skal tilbake dit, skal jeg først gå gjennom alle dine sider for å finne flotte steder å besøke. Jeg gleder meg allerede, selv om det nok blir en stund til. Den som venter på noe godt, venter ikke forgjeves.
Liselotte
2. marts 2007 at 22:28De er nemlig meget smukke. Fangehullet er ikke særligt rart, men på den anden side, har det sikkert heller aldrig været meningen ;-)
Deborah
2. marts 2007 at 22:24De bygninger er HELT vildt flotte, og så er der en fangekælder også! Jeg så det, da jeg var oppe og besøge en veninde deroppe for et par somre siden. Meget smukt! Og bagved en dejlig park også.
Liselotte
2. marts 2007 at 21:56Selv tak, Jane. Byen er fuld af smukke steder. Det er de fleste byer :-)
Jane
2. marts 2007 at 21:46Og jeg nyder at se og læse om Aalborg, som jeg folod for 1½ år siden, men stadig savner lidt :-(
Især når jeg ser velkendte billeder derfra…så tak for det!
Liselotte
2. marts 2007 at 21:43Tak Sanne, for også at gøre mig meget klogere :-)
Sanne
2. marts 2007 at 21:12Hej Liselotte
Det er jo en Skarv du har set, den er flot:-)
Her lidt om hvorfor den står sådan: Skarvens føde består af fisk, som den behændigt jager under vandet. Fjerdragten er specielt tilpasset denne jagtform, idet skarvens fjerdragt tillader at der trænger vand ind mellem fjerene. Det betyder at skarven ikke skal kæmpe mod opdrift under jagten. En konsekvens af at fjerdragten ikke er vandskyende er at skarven er nødsaget til at bruge tid på at lufttørre fjerdragten efter svømmeturen. Det sker ofte med karakteristisk udbredte vinger…
Venlig hilsen Sanne
… der lige blev lidt klogere, god tekst og flotte billeder:-)