10

Al den godhed

I dag har jeg haft fornøjelsen af at samarbejde med en kollega. Det sker ind imellem, at vi er to om en opgave og det er dejligt. At etablere gode strategier og konstatere, at de fungerer, er meget tilfredsstillende. Sådan var det i dag.

Kollegaen er lige kommet hjem fra en tur til Thailand, så hun sad lækker og lysebrun overfor mig det meste af eftermiddagen. Hun er fyldt med gode og spændende oplevelser, som jeg frygteligt gerne vil høre mere om, men det må blive en dag, hvor vi har god tid, for der er mange. Der er så mange, at de kan ses udenpå. Hun stråler næsten. Sådan en udsigt kan sagtens gøre mig glad på en grå dag, hvor solen snød os heroppe nordpå.

I en pause forlod hun mig for et øjeblik, kun for at vende tilbage med en gave til mig…

Karens gave

Tænk engang… på hendes rejse til Thailand, er der opstået et øjeblik, hvor hun har stået mellem tusinder af tørklæder, set dette og nået at tænke “Det her vil gøre Liselotte glad”, hvorefter hun har købt det til mig. Det er enestående at opleve den slags.

Helt ud af det blå og uden anden grund end lysten til at glæde et andet menneske har hun hjembragt det smukkeste, turkise tørklæde til mig og hun havde ret den dag. Tørklædet gør mig glad. Det gør mig meget glad, men tanken om, at hun spontant har tænkt på mig, gør mig altså også virkelig glad indeni, så tusinde tak, Karen.

Du har gjort denne fredag til en helt speciel dag :-)

PS – Karen er forøvrigt den skrappeste kollega jeg har. Hun er helt vildt skrap og skarp, klarsynet og ærlig. Jeg sætter stor pris på hende.  

Du vil sikkert også kunne lide