Dagdrømme

Nogle gange skal fantasien have frit løb. Drømme og fantasier er det stof, som driver mig videre gennem livet, så jeg drømmer gerne og det behøver ikke være særligt realistisk.

Jeg har altid været en drømmer. Jeg forsvandt helt fra barnsben på fantasirejser og vendte tilbage med fornyet energi, så det er et redskab jeg bruger bevidst, for at skabe stemninger og energi indenbords. Det har intet at gøre med virkelighedsflugt, for det handler aldrig om at ville være andre steder, end hvor jeg er. Det handler vel i grunden mere om at lege. Det kan jeg godt lide.

Nogle gange leger jeg med tanken om at flytte. Langt væk. Til et andet land, hvor jeg vil slå mig ned med familien og leve livet, som det sted giver muligheder for. I dag har jeg været på tur til Alabama. Jeg har jo en god ven, Jeff, som lever i Alabama, så det er oplagt ind imellem at søge derover, når fantasien og humøret byder mig en tur på langfart.

I Butler County, hvor Jeff bor, ligger der utallige historiske huse. Det gør der rigtigt mange steder i syden. Størstedelen af dem beboes af helt almindelige familier, som bare er heldige, at være blevet ejere af træ og mursten, som rummer historier om tiden engang. Jeg kan lide, at ting har en historie. Jeg kan lide fornemmelsen af at være del af noget større. Det er man, når man lever i gamle huse, som har givet rum og plads for mange liv.

Jeg lever selv i et hus, som rummer mange og sjove historier. Jeg er glad for at fornemme husets sjæl. Jeg er meget følsom overfor den slags og mistrives simpelthen i nyt byggeri, så jeg er et meget priviligeret menneske. Jeg påskønner min virkelighed hver eneste dag.

I Alabama er der mange historiske huse til salg. Når jeg skal drømme om et liv derovre, er det ikke de store palæer, som får mit hjerte. Det er de små, hyggelige huse, som har dannet ramme om helt almindelige menneskers liv. De huse, som rummer sjæl og samtidig er så små, at man ikke forsvinder for hinanden i dem.

I Perry County i byen Marion er denne lille perle til salg.

Jeg forelskede mig på stedet, for på den veranda kunne jeg sagtens se familien sidde om aftenen, mens vi drak frisklavet iste efter en varm dag i solen.

Vi ville sidde i vores nyindkøbte sofa med tæerne godt begravet under et lunt tæppe, mens vi så solen gå ned.

Vi ville snakke om den lyseblå maling, som stod og ventede nede under trappen og som skulle give huset den kærlige omgang, som det så tydeligt trænger til. Vi ville fantasere om masser af tid til hinanden, nabosammenkomster og Kenneth ville få lov til at snuppe gyngestolen lige for næsen af os.

Den smukke trappe med de fine dekorationer skulle males flødefarvet i blød og fed oliemaling. Trinene skulle slibes og have sæbelud og i entreen skulle vi have smukke skilderier på væggene.

Mine dage ville blive lange, flittige timer af arbejdsom fremstilling af håndværk og grafik, som snildt kunne indbringe tilstrækkeligt med midler kombineret med Kenneths talent for at bygge hi-fi.

De lune eftermiddage ville give mig tid til læsning på verandaen. Jeg ville sidde i stilheden og vente på lyden af Oline og veninderne længere henne ad vejen, på vej hjem fra skole og når de kom, ville jeg have koldt at drikke og oceaner af tid.

I fantasien er jeg nemlig ikke nødt til at forholde mig til virkeligheder som det faktum, at næsten 35% af  befolkningen i Marion lever under fattigdomsgrænsen. Jeg kan behændigt se bort fra, der stadig hersker en usandsynlig gammeldags indstilling til kønnenes roller i det omgivende lokalsamfund og jeg kan uden konsekvenser vælge, at alt er ren og uforfalsket idyl

Kan jeg ikke, kan jeg altid flytte til Selma, i Dallas County. Her ligger nemlig en anden lille perle, som også har nogle af de kvaliteter, som er så typisk for sydstaternes ældre huse.

Der er, som på de fleste af husene dernede, en dejlig veranda hvor aftenerne sagtens kan tilbringes i stearinlysenes skær, mens vi hilser venligt på naboerne.

Vi ville nyde vandmelonen, som jeg tidligere på dagen havde købt nede hos den lokale landmand, som jeg passerede på vejen hjem efter en hel lang dag ude i landskabet. Jeg havde fotograferet og samlet inspiration til al den grafik, som jeg siden ville sælge til fantastiske priser.

De indbyggede skabe var fyldt med fødevarer fra de omkringliggende landmænd og skabene bugnede af alle mine sylterier. Der ville være forråd til flere år.

Vi var i gang med at renovere soveværelset ovenpå. De brune vægge var malet hvide og vi manglede kun at få bestilt den nye seng og malet gulvbrædderne hvide. Der skulle være blåt og lyst derinde.

Nogenlunde sådan her skulle det ende.

Når jeg fik lyst til at se på livets realiteter, kunne jeg forholde mig til, at der i Selma lever næsten 32% under fattigdomsgrænsen. Befolkningen består af omtrent 70% sorte og det vil være ualmindelig latterligt at tro, at KKK ikke er allestedsnærværende stadigvæk i den del af landet. Der er stadig trosretninger derovre, som efterlader mig med gåsehud og lovens bogstav er ind imellem svært at tage alvorligt.

Drømme gør godt og virkelighed gør ind imellem ondt. Sådan er livet skruet sammen og det ville være dumt at lukke øjnene for det, men derfor må man gerne samle energi gennem de dagdrømme, som gør så godt på en grå vinterdag. Jeg gør det i hvert fald og jeg elsker det.