Tidligere i dag var Oline udenfor i vejret. Hun bygger hule og det tager tid, så det var nødvendigt med tålmodighed derude, men den har hun kombineret med stædighed, når idéerne griber hende. Vanterne var blevet våde, så de var smidt behændigt til side, der hvor sneen lå højest.
Det er ganske enkelt aldrig set før her på matriklen. Sneen rækker op til vinduerne og endda over på sine steder. Jeg gad nok vide, hvor det vil løbe hen, når det vil løbe, men heldigvis ligger huset på en bakke, så jeg formoder, at det havner i bunden af grunden. Senere på året kan vi så anlægge et bed med vandplanter dernede…
Sneen frister hele tiden, så Oline måtte ud igen for et øjeblik siden. Nu falder der isslag, så sneen skinner så smukt og farligt.
Hun og Oskar kunne spadsere ovenpå sneen. De går omtrent en halv meter højere, end de plejer at gøre. De har det rigtigt dejligt og sjovt udenfor og isen lader ikke til at genere dem det mindste. Jeg kan høre Oline grine og Oskar gø.
På terrassen skinner sneen i gadelygternes skær. Det er farligt at bevæge sig udenfor, så vi bliver indendøre og håber på tø i morgen, så vi ikke risikerer liv og lemmer, men de lover fortsat regn og ikke megen varme.
Oline er sikker på, at der er snefri på mandag. Jeg er lige ved at tro, at hun får ret.
7 kommentarer
Liselotte
25. februar 2007 at 10:34Fr. Møller, jeg kan se det for mig. Stakkels, gamle hund. Godt du reddede ham :-)
conny, jeg gemmer dem :-)
conny
25. februar 2007 at 10:27Gem de her billeder – så kan Oline vise dem til sine børn/børnebørn og sige “I GAMLE DAGE, da havde vi rigtig sne” – hø hø hø
Fr. Møller
25. februar 2007 at 03:44Vi fik også vores portion isslag. Godt nok første gang, jeg har måttet bjærge en hund op fra en skrånende indkørsel. Dér kan Bambi godt gå hjem og lægge sig *G*.
Liselotte
25. februar 2007 at 01:08De hygger sig og det er herligt at se :-)
Nadia
25. februar 2007 at 00:06Endelig får Oskar noget ud af dét ;) genialt med den snehule.. :)
Liselotte
24. februar 2007 at 23:40Det ER smukt, men også utroligt farligt at færdes i. Godt vi har søndag i morgen, så ingen skal ud :-)
Eli
24. februar 2007 at 23:24Vi kunne i dag “banke” 5-8 mm isslag af bilen, da vores flinke genbo lige var ovre for at lave et spor ind i indkørslen, skulle jeg lige flytte bilen, men kunne naturligvis ikke se noget ud af sideruden, i ren refleks trykkede jeg bare på rudehejset med det resultat at ruden kørte ned men isen blev, så der måtte lige slås et hul så man kunne kigge ud.
Det virker som om at det igen er begyndt med isslag her til aften i Skanderborg området – så verden igen får nyt udtryk – samme smukke glaserede overflade som oppe nordpå, samt en “mystisk” ringlende lyd fra træerne
;-)