21

Sneet inde

Vi er sneet inde. Det passer mig strålende. Ingenting kan man lave…

Sneet inde

Jeg vil tro, at det er muligt at bevæge sig med forsigtighed derude. Tøj og fodtøj skal være i orden, men så er det vel ikke helt umuligt, men til gengæld er der absolut ingen køretøjer, som kan komme hverken frem eller tilbage.

Sneet inde

Sneen ligger i ujævne dyner overalt. Nogle steder er den ikke mere end knæhøj mens den andre steder er omtrent på højde med mig. I radioen er der knapt så mange trafikmeldinger, for Nordjylland har forstået nu, at det ikke er voldsomt smart at forsøge sig med kørsel for øjeblikket.

Ind imellem kommer det vi kan kalde tilstandsrapporter. Der meldes om status på de mange mennesker, som har været strandet i biler rundt omkring i Himmerland. De hentes ind i varmen nu. Med forsinkelse får de endelig lidt mad og drikke, de stakler.

Sneet inde

Havens konturer er udviskede. Man kan hverken se hovede eller hale derude, men det gør jo dybest set ingenting, når det eneste jeg skal, er at nyde synet med mellemrum.

Jeg har endnu ikke turdet åbne hoveddøren. Driven derude når op over ruden i døren og den starter omtrent en meter over jorden. Døren åbner indad.

Vi satser på, at alt nødvendigt er hjemme, så vi ikke behøver gå ud medmindre det er lysten der driver værket. Vi kan glemme at køre, så vi er heldige, at have købmanden liggende lige henne om hjørnet. Vi skal nok overleve og i virkeligheden hygger vi os gevaldigt.

Du vil sikkert også kunne lide