Køkkenhjerte

Det lykkedes endelig at få Oskar med ud i vejret, men jeg har fuld forståelse for hans ulyst. Der er barskt derude. Det stikker frygteligt i al bar hud og halstørklædet kunne slet ikke række, da først vi var udenfor. Vi tog en hurtig tur og så var det ellers ind igen.

Bukserne var våde til over knæet, for der er driver så høje, at ingen støvler rækker og den stakkels hund druknede omtrent ind imellem, men han holdt modigt ud lige til eget hjem var indenfor synsvidde igen – så kan det nok være, han fik det lange ben foran.

Indenfor kan vi konstatere, at det skal vare nogle timer inden vi gentager turen. Det er simpelthen ikke vejr til andet end indendørs sysler og det har jeg sørme tænkt mig at leve op til. Der er nybrygget kaffe på kanden, radioen melder jævnligt om trafikale problemer i landsdelen, men byder ind imellem på dejlig underholdning og vi har ferie. Vinterferie, skal jeg love for.

Tæerne bryder sig ikke vældigt om klinkerne på køkkengulvet, for der er aldrig lagt varme i, hvilket ellers ville have været utroligt luksuriøst, når man kommer ind efter snestormen. I stedet må de finde varmen på stolen overfor, når jeg sidder stille og i egne tanker, mens rækkerne vokser frem mellem hænderne.

Jeg elsker mit køkken. Jeg er blevet bærbar og sidder oftest heroppe, ved køkkenbordet og nyder, at jeg er i husets absolutte centrum. Jeg har en god kontakt til begge ender af huset og begge mine yndlinge skal passere mig, når de bevæger sig gennem huset. Jeg får en snak om højtalere, lyd og teknik, tegnefærdigheder, kærester, aftensmad, film senere i dag og ind imellem endda kortvarigt selskab inden de går videre med hver deres aktiviteter.

Vi er et sjovt hus, for ingen sidder nogensinde stille uden at foretage sig et eller andet, men alle hygger sig i det kaos, som langsomt breder sig i takt med aktiviterne tager til. Lige nu ligner spisebordet en malers palet, for jeg er i gang med at finde nye farver.

På køkkenbordet står dej til hævning. Inde i stuen står højtalere midt på gulvet, for der er justeringer i gang. Nede bagest i huset sidder Kenneth og hygger sig med at lodde, mens han ind imellem sniger sig herop, for at lytte med til beretningerne om det kaos, som breder sig jævnt og massivt.

På et hjørne af spisebordet ligger nogle ark papir og farveblyanter i alle kulører. Oline tegner ind imellem. Så slår hun sig ned ved bordet, snakker ørerne af mig, mens hun koncentreret betjener blyanter og fortæller historier fra de varme lande, men lige nu er hun forsvundet ind i maven på det, der vist engang var hendes rimeligt velordnede værelse. Nu er livline påkrævet ved indtrængen, men det lader ikke til at genere hende det mindste.

Der lyttes musik, chattes og spilles på computeren derinde. Når det bliver for kedeligt, sidder hun pludselig her ved siden af mig igen. Måske endda sammen med sin far. Jeg nyder deres visitter og jeg nyder livet, som er så godt i dag.