Farlig færd

Jeg indledte ferien med en højst uautoriseret tur på Eternittens område, hvilket også blev påtalt af en meget omsorgsfuld mand, som mente jeg var i akut fare og derfor hellere måtte indstille min safari.

Det viste sig at være en ganske belejlig afbrydelse, for jeg havde glemt tiden og derfor taget mig en alt for lang pause, så jeg var mere end velkommen, da jeg nåede tilbage til stedet, hvor jeg egentlig var på arbejde. Pinligt var det, men til gengæld havde jeg fået både luft og oplevelser, hvilket slet ikke var så ringe endda.

Nogle dage er der tung og jævn trafik dernede, men der er dage, som i dag, hvor der ikke er det mindste liv. Så bliver området ekstra interessant, synes jeg. Øde og i forfald.

Cykelskuret står tomt. Det har det efterhånden gjort i nogle år. Funktionærbygningerne er stadig beboet af forskellige firmaer, som lejer sig ind på området, men industrien ligger så godt som øde hen.

I ensomhed forfalder bygningerne. Ingen gør noget lige nu og intet vedligehold får snart gjort det oplagt, at smutte forbi og smadre en rude eller to. Tidens tand gnaver stille og der begynder at tegne sig et billede af noget glemt.

Alt er belagt med et tykt lag gråt støv. Cementrester har pakket området ind i en massiv hinde af tristesse, men der er stadig stemning, synes jeg.

Her blev der hentet cement. Store lastbiler holdt ind, for at fylde maverne med gråt støv, som lagde sig mange andre steder end lige i bilernes indre. Bygningen er egentlig opført i gule mursten, men det er længe siden nogen har kunnet se det.

Portene har haft den smukkeste blå farve, men ingen har kunnet se den gennem det tykke lag af cementstøv, som har bemægtiget sig pladsen som primærfarve på Eternitten. Skiltene er gule og det kan man stadig ane, for et ærme har med mellemrum tørret støvet af, for at kunne kende forskel på de forskellige afhentningssteder.

Alting er forladt og ingen har ulejliget sig med at sætte døre tilbage på deres hængsler, så der er frit kig til det indre af mange af bygningerne. På borde indenfor står stadig kaffekopper og sirligt placeret på hjørnerne af borde, ligger gamle ordresedler.

Et kig indenfor i en af hallerne afslørede dette:

Jeg kender ikke historien bag, så den kan jeg ikke give dig, men spøjst var det pludselig at opdage, at nogle havde ulejliget sig med budskaber på væggene indenfor. De har måttet kravle for at skrive, men måske er det en del af udsmykningen i forbindelse med en af de teaterforestillinger der har været derinde. Jeg ved det ikke. Måske ved andre…

Midt i al trøstesløsheden var der glimt af det forår, som venter lige om hjørnet.

Efter det billede blev jeg stoppet af den venlige mand, som mente det var alt for farligt for mig, at færdes i området. Vi var ikke helt enige, men som sagt sparede han mig for alt for store ydmygelser, da jeg vendte tilbage til arbejdet. Jeg burde vel være taknemmelig.

Jeg fik en fantastisk tur på egen hånd i området dernede. Ferien er skudt i gang. Jeg ønsker mig ikke rigtigt mere for i dag.