Jeg har fået en fantastisk gave i form af et nyt bekendtskab. Det udspringer af webloggen her og jeg har omtalt det tidligere, nemlig Søren, som er fotograf af Guds nåde og blandt andet tager billeder af Indien.
Foto: Søren Lauridsen
Søren rejser i Indien lige nu. Han har været væk længe allerede, men han sender rejsebreve til mig. Lange, malende beskrivelser af en markant anderledes kultur, men altid formidlet med varme, rummelighed og allerbedst humor.
Jeg elsker de breve. Jeg påskønner dem virkelig. Jeg læser dem ikke kun én gang, men nyder at genlæse og opdage nyt.
Jeg læser dem højt for familien og vi griner sammen af f.eks. Sørens malende beskrivelse af den indiske mand, som mener sig i besiddelse af verdens længste øjenbrynshår. Håret var nær endt i rendestenen, fordi Søren i bar hjælpsomhed ville hjælpe inderen af med det, da han ivrigt pegede på sit øje, mens han sagde “Look, look!” og det eneste Søren fik øje på, var det – ganske sandfærdigt refererede – enormt lange hår i øjet på manden.
Meget fortørnet fortalte inderen, efter en feberredning af Verdens Længste Øjenbrynshår, at det eneste han egentlig ville var, at spørge om Søren dog ikke lige havde adressen på Guinness Book of Records, hvor håret retteligt burde optages ifølge ham. Sikke et held, at det ikke lykkedes Søren at fjerne det med et snuptag. Så var han nok jaget vildt nu…
Jeg føler næsten, at jeg rejser med, når jeg modtager sådan et rejsebrev og jeg er meget glad for, at der stadig findes mennesker, som bruger tid på at formidle deres oplevelser på den måde. Tusinde tak for at lade os opleve med, Søren.
4 kommentarer
Liselotte
18. februar 2007 at 23:18Ja, det er lidt sjovt. Hvad var hans forhåbninger for en optagelse mon? Det meldte historien intet om, men Søren havde sikkert travlt med at komme af vejen, efter næsten at have frarøvet manden hele hans potentiale for optagelse i bogen ;-)
Donald
18. februar 2007 at 23:03Det er sjovt, at trangen til at blive eviggjort kan presses ned i Guiness’ Book of Records.
Liselotte
18. februar 2007 at 22:29Det er en meget stor gave, at være modtageren så :-)
Lene
18. februar 2007 at 22:22Der er ikke noget så skønt, som mennesker der kan skrive, så man føler man er med.