Søndagshygge

Solen er titter frem. I små lune øjeblikke, skinner den og kaster skygger på mine vægge. Jeg elsker det, for man bliver i så vældig godt humør af den slags. Tulipanerne bliver også ekstra smukke, når lyset rammer kronbladene og gør dem næsten gennemsigtige.

Oppe i køkkenet har Oline fundet flormelis, frugtfarve og engagement frem, for der skal laves glasur til de færdigbagte fastelavnsboller.

Ikke engang det faktum, at dejen denne gang har drillet os og derfor efterladt bollerne med store, gabende huller og derfor mere creme på bagepladen end i bollerne, kan gøre hendes fornøjelse ved glasurfremstillingen mindre. Hun synger, mens hun rører og blander farver, som en bedre kunstner.

Jeg finder kopper, tallerkener og appetit frem, for om et øjeblik skal vi sidde i sofaen og se en god film, mens vi spiser lune, hjemmebagte fastelavnsboller.

Det er i sådan nogle øjeblikke jeg savner Alexander allermest. Når vi samles, mangler han. Han er i mine tanker, men det gør ikke længere helt så ondt. Jeg savner ham bare.

Tiden er løbet en anelse fra os, men fordi vi kun er os tre, gør det ingenting at spise boller nu og sundt meget senere. Det er så anderledes at være os, men vi vænner os langsomt til de nye tider og det er ikke skidt at være os. Bare anderledes.

Vi skal allesammen flytte os gennem livet. Vores familie tager nogle gevaldige hop lige nu, men vi faldt ikke kløften og er landet sikkert på den anden side, hvor udsigten er anderledes, men ikke ringere. Det går nok og om et øjeblik er der kaffe.