7

Køligt vejr indenfor

Kenneth har været på torvet, hvor vi helst kommer hver lørdag. Der sælges alle de gode, ofte nyopgravede, grøntsager, den gode Primadonna og fisk og skaldyr, så vi tager gerne derind og lader os friste.

I dag tog han alene afsted, så der er ikke favnfulde af blomster med hjem, men med tanke på vejret, er jeg ikke sikker på andet, end at det er udmærket. Skidtet må da dø i den her kulde, som er så påtrængende, at den mærkes indendøre herhjemme, hvor jeg sidder i uldtrøje og med stearinlys allevegne.

Lørdagens menuTil gengæld var der en stor pose krabbekløer med tilbage, så jeg skal ikke klage det mindste. Jeg elsker krabbekløer og kan spise dem til hver en tid.

De minder mig om solfyldte somre dengang himlen var høj og livet ukompliceret og den slags kan jeg sagtens bruge nu, hvor tiderne er forandrede og jeg er i gang med at vænne mig til, at der ikke nødvendigvis behøver at være 24 grader indendøre.

Da Alexander levede, var det nødvendigt. Han havde hårdt brug for varmen, for han sad stille og havde ikke selv evnen til at holde på den varme, som kom hans vej.

Vi havde altid sommer indendøre. Ingen behøvede bære mere end hvad en varm sommerdag fordrer af tekstiler, så det tager tid for kroppen, at vænne sig til de nye temperaturer, men jeg er egentlig godt tilpas i de nye grader, så jeg klager ikke. Jeg er bare i gang med at vænne mig og den slags tager øjesynlig tid, så jeg ifører mig mere end en sommerkjole og har fundet sokkerne frem. Så kommer de da også til nytte.

Du vil sikkert også kunne lide