Fem minutter i lukketid er der ikke mange valgmuligheder i Gug. Jeg kan nå ét sted, Rema, som selvfølgelig også kan bruges i en snæver vending, men ellers ikke er min foretrukne pusher.
Hjørner forceres med beslutsom mine, for jeg skal bare nå hen om frysedisken, hvor jeg forhåbentlig kan finde en hurtig aftensmad. Vi orker ikke selv. Vi er brugt op for i dag og jeg er heldig. Jeg hjemfører en aspargessuppe fra Mou. Jeg kender den ikke, men den kan vel gå an.
Hjemme igen står tulipaner på bordet. De kom tidligere i dag, da vi var afsted, for at bruge alle de gode kræfter vi havde. De stod ude foran døren, da vi kom hjem og blev straks sat i vase. Svigermor har sendt dem, tror vi. Sikke en omtanke.
Vi er trætte på grænsen til udmattede. Vi summer og orker ikke meget andet. Dagens kræfter har været lagt i muligheden for at gøre en forskel og det har været umådelig vigtigt for os, at formidle på en ordentlig og grundlæggende sober måde og vi har afleveret vores hjerteblod.
Vi har været inde for at formidle vores oplevelse af samarbejdet med kommunen omkring Alexander. Det er gjort på et møde med rådmanden på området og lederen af det specialcenter, som vores familie har været tilknyttet.
Vi er blevet hørt.
Det har krævet så mange ressourcer af os, at få det her i stand og efterfølgende få det gjort på en måde, som først og fremmest kommer fremtidige brugere af systemet til gode, at vi sidder tilbage og er fuldstændigt drænede for energi.
Om et stykke tid vil vi sikkert føle ro, fordi det lykkedes og lykkedes på en måde, som på alle måder blev værdig. Lige nu er vi bare udmattede.
PS – det var os, som stjal Ellas hjerne i går aftes og først afleverede den tilbage her sidst på eftermiddagen. Tak for lån Ella, du gjorde en forskel.
33 kommentarer
Liselotte
9. februar 2007 at 14:43Tak Kirsten og ja, der skal også et hurra til venner, som Ella. Hun og hendes dejlige familie, har gjort en kollosal forskel i vores liv. Vi er meget glade for, at de er en del af det :-)
Kirsten
9. februar 2007 at 14:31Flot! Dét I gjorde, har krævet tårer, kræfter og hjerteblod, men jeg tror på det nytter… Herfra skal lyde stående ovationer for jer alle – og et hip-hip-hurra for venner som Ella, der står jer bi i tykt og tyndt :-)
God weekend fra Kirsten
Liselotte
9. februar 2007 at 14:19Jeg håber naturligvis også, at det gør en forskel. Jeg kan kun håbe, men jeg vil mene, at der i hvert fald er vilje og det er første skridt på vejen :-)
Krebsinden
9. februar 2007 at 13:59Jeg syntes, det var rigtig godt og stærkt gjort, det I gjore. Jeg håber virkerlig på, at det kommer til at gøre en forskel, at det bare vil hjælpe en.
Bolette
9. februar 2007 at 09:36lys lys og et bette kærlighe…herfra godt gået
superkram B
Liselotte
9. februar 2007 at 08:53Vi har sovet godt og tungt i nat :-)
Helle Læsø
9. februar 2007 at 08:33Hej Liselotte.
Jeg kan kun tilslutte mig, alle de foregående kommentarer. Godt gået !!!! Håber, I har sovet godt og tungt i nat.
God weekend til dig og dine. Min weekend kommer til, at stå i ” fødselsdagstegnet”, da vores mindste bliver 8år i morgen. Så kardemomme bollerne kommer til deres ret de næste 2 dage. for søndag, kommer “tøserne” fra klassen.
Helle
anita n
9. februar 2007 at 07:19Jeg må sige at du og dine , I har en fantastisk råstyrke. Det er strærkt gået det I gjorde idag. Og at tage en så god ven med var rigtigt og godt!
Stort knus til jer alle…
Irene
9. februar 2007 at 00:41Jeg har læst igen, knebet arm og kinderne blev stribet igen igen.
Jeg kan kun sige æret være Alexanders minde!
Lene
8. februar 2007 at 23:43Ja jeg kan ikke sige noget nyt, men Liselotte, godt at I gjorde det, selvom det gjorde ondt. Hvis der er nogen, der kan få det formidlet på en måde, så folk lytter, så er det jer. Det vidner hele din blog om.
Liselotte
8. februar 2007 at 22:37Ja, det var hård kost, først at skriftliggøre alle oplevelserne og bagefter fremlægge og konkretisere dem mundtligt, men det handlede vel dybest set om, at vi ønsker, at Alexanders liv og død, skal gøre en forskel, som rækker ud over os selv.
Efter i dag tror vi på, at det er lykkedes.
Ja, vi fik afleveret “den” og den blev anerkendt, modtaget og lagret i “mappen” med “ting vi bør handle på og gøre anderledes fremover”. Det sidste er vigtigt for os.
Karin
8. februar 2007 at 22:34Godt gået – I er gjort af et stærkt stof!
kokken på blokken
8. februar 2007 at 22:31åhh hvor var det godt at I kunne og at I gjorde det.
I er bare for seje – godt gået og tusind knus og hilsener herfra
til jer alle …..
Anja
8. februar 2007 at 22:11Åh – du fik afleveret ‘den’ LiseLotte; du fik skreget!
Sådan kvinde!
Nu er den ikke jeres mere, nu blev den placeret.
Det er afsindig godt gået!
Tillykke med dén sejr!
strikkelise
8. februar 2007 at 21:28For en seier.
Anita
8. februar 2007 at 21:20Sådan! og sov så rigtig godt og tungt, når I kommer der til :o)
Hanne
8. februar 2007 at 21:13Tak for det Liselotte – – Kender selvfølgelig ikke hele sagsgangen men alle vi andre forældre kan kun være taknemmelige… Det må kommunen for den sags skyld også være – dette her må virkelig få den til at forstå, at vores børn ikke kan gøres op i “sagsbehandlingstid”! Vi kan jo ikke bare gå ind i den nærmeste forretning og købe det vores børn trænger aller mest til – det har vi for den sags skyld heller ikke råd til!! Vi står i situationer hvor vi er SÅ afhængige af deres/andres hjælp, for at vores børn kan få et værdigt, optimalt og udfordrende liv. En play-station eller trip-trap stol slår ikke til her!! Det tror jeg I må have understreget idag.. Håber også I er blevet bare en smule lettet for en hel urimlig byrde ingen burde bære…
Nadia
8. februar 2007 at 21:07Jeg håber inderligt, at kommuen lærer noget af det, og tager fremtdige sager med Alexandre i baghovdet, så det ikke ender så trist for en anden familie.
Jeg synes det var og er stærkt gjort. Er der en som kan se udover den nærmeste cirkel, så må det være jer.
Nadia
Mia
8. februar 2007 at 21:03På min datters vegne og som bruger af “systemet”, kan jeg kun værdsætte og påskønne at I gjorde Jer den kraftanstrengelse, det må have været. Du skriver fremtidige brugere, men forhåbentlig kommer det også os nutidige brugere til fordel – når det nu ikke blev anderledes for Jeres familie. Tak for det, Liselotte og Kenneth. Håber at I selv fik det “efterspil” ud af det, I skulle have.
Anne Lindholt Ottosen
8. februar 2007 at 21:02Kære Liselotte, jeg har ventet og ventet på netop dette indlæg. Jeg har hver dag tænkt, at “det” dog for søren ikke måtte gå upåagtet hen. Det gjorde det ikke.
I er for seje. I har sendt energi i omløb. Det er stærkt gået.
Nyd den velfortjente aspargessuppe.
regitze
8. februar 2007 at 20:59jeg er sgisme ikke den der ellers sidder og tuder for åben skærm, vel.
men hvor er jeg glad på Alexanders og på jeres allesammens vegne.
og på alles vegne.
I er en fantastisk familie.
tusindknus.
Susan
8. februar 2007 at 20:53Flot at I gjorde det, det er det hele vaerd hvis det bare hjaelper en.
Fr. Møller
8. februar 2007 at 20:52Det var godt, I gjorde det…
Gitte
8. februar 2007 at 20:52Også stor respekt herfra!
Posidriv
8. februar 2007 at 20:49Vil berre gi deg ein god klem, eg! :)
Eg har forresten linka til deg i bloggen min i dag, eg har laga litt pynt til huset vårt – inspirert av deg…
Lizelotte
8. februar 2007 at 20:43Det gør ondt hver gang hjerteblodet flyder.
Mange tanker herfra – godt I kunne, for dem der kommer efter.
Laila
8. februar 2007 at 20:41Jeg kan ikke sige andet eller mere end hvad tidligere kommetatorer har sagt… Det er stærkt gået!!
Hanne 2
8. februar 2007 at 20:36RESPEKT!
ME
8. februar 2007 at 20:04Hvor godt at høre! Nu har jeg ro i sindet, nu har I gjort noget!!!
Håber tiderne bliver bedre. Også for Aalborg Kommune.
Marianne
8. februar 2007 at 19:58Jeg kan godt forstå I er udmattet og trætte. Sikke et møde. Jeg er glad for I blev hørt, og håber jeres smertelige erfaringer må og kan komme andre til gode.
Rigtig god aften
Claus
8. februar 2007 at 19:54Jeg er stolt af at ‘kende’ dig Liselotte! – Jeg er stolt af at I magter at gøre den forskel – for jeg tror de allerfleste ville have krøbet udenom – men i gjorde det rette – for selvom i ikke er blevet behandlet på den mest optimale måde, og ‘det hele kan være ligemeget nu’, er der bestemt ingen grund til ikke at fortælle hvordan det kunne forbedres for andre.
Men gu’ må det have vøret hårdt – for det ripper jo op i alle de sår der forsøger desperat på at heles..
I er for seje!
Ella
8. februar 2007 at 19:53Det var så lidt, Liselotte. I gjorde en kæmpeforskel i positiv retning, i fremtidig behandling af sager i kommunen. Jeg kan godt forstå, at I er trætte nu.
Tina
8. februar 2007 at 19:52Det er al energien værd, hvis det kan hjælpe bare ét menneske. Det var godt at I kunne låne Ellas hjerne. Det er guld værd, at have et menneske med som uforbeholdent kan bare være, lytte og indskyde om nødvendigt.
Det har helt sikkert ikke været den sjoveste dag for jer. Men jeg håber, at det et eller andet sted, kan hjælpe jer i sorgarbejdet. For kommunen har jo været en brik i spillet om Alexanders velbefindende.
Det er flot at I ville…. og kunne :O)
De smukkeste tanker herfra