Pulsen op

Formiddagen og det meste af eftermiddagen endte med ren hygge ved spisebordet. Ekstra selskab blev hentet af Annemette og det var herligt. Der blev søbet kaffe, snakket og gjort ved.

Vi fik vendt både det ene og det andet og den slags er godt og sundt. Kaffen var varm, ordene mange og pludselig var tiden inde for den planlagte aflevering af Annemette i lufthavnen, men inden skulle vi lige hjem med Ella. Ella er så klog.

Ella foreslog, at vi skulle tage motorvejen udenom centrum, for at nå det fly, som omtrent var landet og igen på vej i luften, som vi skulle afsted fra hende.

Lufthavnen ligger ikke det smarteste sted i forhold til langt de flestes behov for den. Den er placeret lige udenfor Nørresundby, på den anden side af fjorden og man skal oftest hele vejen tværs gennem byen, for at nå den. Der er sunget mange klagesange over netop det gennem årene, men skidtet er som sagt stadig beliggende på den anden side af Klisterkanalen, så der var ingen vej udenom. Det lange ben måtte forrest og Ellas forslag lød fornuftigt, så vi begav os hastigt i retning af Nørresundby.

Vi nåede kun ind i tunellen, inden bilerne hobede sig op i lange ormelignende køer. Blege blev vi, for var der noget vi ikke havde tid til, var det den slags, men heldigvis skulle vi af ved den første afkørsel herefter og så gik det ellers derudaf med et raseri, som var tæt på at være uværdigt og ikke mindst på grænsen af færdselsloven. Vi skammede os skam. Næsten.

Jeg smed Annemette af på forpladsen, hun løb ind for at tjekke ind, mens jeg parkerede den nu gispende bil, men vi nåede det. Hun blev sendt retur til Valby, uden de store dramaer og har forlængst ringet og sagt, at hun var godt hjemme.

Jeg savner hende allerede…