Jeg måtte ud en tur. Jeg kunne have valgt, at være gået en tur i Østerådalen, men jeg gad i virkeligheden ikke alene, så det blev i stedet til gummistøvler, en gammel uldsweater og så ellers en tur i haven.
At jeg kan få tiden til at gå derude, er ikke noget under, for man behøver ikke bevæge sig særligt langt, for at opleve. Man skal bare evne at se og det husker jeg så godt, når kameraet er med i baglommen.
Forfald præger alting, men der er naturligvis også de nye spirer, som lover forår om et øjeblik. Jeg kan lide, at alting ånder tungt, for om lidt at springe ud i lovprisning af foråret, men indtil det sker, er der rigeligt at iagttage lige her og nu.
Træbaljen er fyldt med vinterens nedbør. Det er ikke sundt, at komme for tæt på ærtesuppen, men vandspejlet elsker jeg og når jeg står og laver mad, er der udsigt til det udenfor på terrassen. Det spejler livet, som det tager sig ud. Ind imellem forvrænger det, når vinden bærer bølger, men det er vel, som livet er mest. Det forvrænges også i perioder med bølgegang.
Krukkerne har, for de flestes vedkommende, overlevet den milde vinter. Enkelte har fået frostskader, men det gør ingenting. Jeg kan lide dem skårede.
På en gammel træstub, som ingen orkede at grave op, vokser fantasilandskaber frem. Farverne er stærke og kradse, men smukke. Jeg elsker den saftigtgrønne farve, som byder sig til lige der, midt i gråvejret.
Stubben eroderer, men ikke med den hast vi havde troet. Den står midt i et stykke jord, som vi alligevel ikke skal bruge, så den får lov til at tage sin tid. Intet haster og ved siden af, står en hængepil og suger de sidste kræfter af den, så den gør gavn.
Træet tog lys fra stuen, som i forvejen ikke er for lys. Et gammelt bondehus, med lavt til loftet, er mørkt og i et forsøg på at genvinde lyset, fældede vi træet for år tilbage. Det hjalp på lyset, men gør stadig lidt ondt i mit hjerte, at træet måtte lade livet.
Da jeg kigger grundigt i bedet foran terrassen, opdager jeg pludselig, at spæde skud af de gavmilde rabarber allerede er på vej. Lysende røde, stikker de hovedet ovenud af jorden og sender løfter om snarlig rabarberkage afsted i min retning.
Jeg kan næsten ikke vente, for det er det første sikre tegn på forår, når de begynder at røre på sig.
Langs hegnet stod også en birk, som øjensynligt kom så frygteligt meget i vejen for Kenneths planer om hegn og læhjørne med tørreplads, så den måtte lade livet. Nu står stubben tilbage – gad vide om det altid er sådan her, at vi ikke får fjernet resterne – og gror smukke fantasilandskaber med irgrønt mos og smukke brune nuancer.
Siden den blev fældet, har naboen også besluttet sig for, at de ville fælde deres kastanje, så nu er der åbent langs skellet og ikke meget privatliv på terrassen længere. Derfor skal vi have fundet et nyt træ. Et træ med smukt løv, men mon ikke det ender med Akacien. Jeg tror det, for den er så smuk, når den står og rasler med løvet og den ville være et fint indslag i den ende af haven.
Når jeg går derude, kan jeg mærke, at jeg trænger grusomt til udeliv igen. Jeg trænger til, at tiden for lange sommeraftener snart indfinder sig igen. Jeg trænger til den fysiske del af at eje have. Min krop længes efter, at gå en aften i møde, med ømme arme og solbrændte skuldre, efter en hel dag i haven.
I år vil jeg igen have køkkenhave. Jeg kan mærke, at jeg orker lige nu. Jeg vil gro radiser, salat, bønner, gulerødder og rødbeder. Jeg vil have snitblomster i massevis og jeg vil kunne hente friske ærter, sprød sennepssalat og sqaush i kurvevis. Jeg glæder mig.
24 kommentarer
Deborah’s » Blog-arkiv » Golfe Juan 2.-9. februar 2007
11. februar 2007 at 12:14[…] Jeg har jo lovet at skrive om min tur, så det vil jeg selvfølgelig gøre. Der kommer også fotos fra den, men dem må I desværre vente lidt med, indtil jeg får drømmekamaret i hus. Faktisk har jeg et godt kamara nu (jeg kan ikke vise det, det er udgået, men det er et tilsvarende analogt), men det er jo så bare ikke digitalt. Faktisk har jeg efter inspiration på Liselottes blog, overvejet og tænkt grundigt over det med drømmekameraet. Og jeg er slet ikke sikker på, om ikke, mit nye kamera, skal være lommestørrelse, som hendes, bare den nye model. Dels sparer det mig for en masse penge, og dels kan jeg have det med mig altid, og tage fotos når inspireret. Hvor ofte har jeg ikke stået der, og savnet netop det. Hvis jeg vælger samme model som jeg har nu analog, får jeg jo samme problem – at det er digitalt gør det jo ikke mere håndterligt – sjovt jeg ikke har tænkt på det før! Jeg er jo dybest set ude efter et kamera, der tager gode billeder (eksempel på de flotte fotos, taget med lillebror/søster til dette kamera) – punktum, og ikke mere. Og det kan jeg jo se, det her gør – så tak Liselotte for fantastiske fotos, inspiration og en super blog! Men for nu at starte med begyndelsen, så var det en super tur ned. Gråvejr over København og meget gråt og vådt. Man var ikke ligefrem ked af at forlade vejret – lad mig sige det sådan. Ned over Alperne skinnede solen fra en skyfri så det var en ren fornøjelse, så det var en meget flot indflyvning. Det var ikke dødvarmt, da jeg ankom, men som en nogenlunde almindelig dansk forårsdag her, uden høj sol. Signes veninde Cathy (engelsk) kom og hentede mig (utroligt sødt af hende). Hun havde et skilt på maven, så jeg kunne kende hende, med mit navn på. Hun stod, så jeg nærmest ville falde over hende på vej ud, så miste hende, kunne jeg ikke under nogen omstændigheder. Det var ikke muligt. Vi skulle jo så 1 times kørsel med bus for at komme til Antibes, hvor vi skulle mødes med Signe. Vi mødtes på en lille meget autentisk fransk bar, hvor vi fik en meget fransk drink pastis – for de uninviede er det basalt set pernod med vand i! Og det smager udemærket, men jeg kunne ikke drikke i tonsvis af dem. Fik to og så en G&T. Signe og jeg to hjem med min kuffert og så var vi på en lokal restaurant “Oceana” og spise aftensmad. Vi fik noget, der er meget brugt dernede, fandt jeg senere ud af, der hedder “Tartiflette”. Det er enkelt fortalt flødekartofler med røget bacon i, og smagte aldeles fortrineligt. Iøvrigt virkede min mobiltelefon IKKE da jeg kom derned. Jeg havde inden jeg skulle afsted skiftet til min gamle mobil, fordi den har GPRS og alt det der, og jeg havde også i god tid bestilt udenlandstelefoni, så jeg var et stort spørgsmålstegn, og forstod intet af, at skidtet ikke virkede og bad og PUK- ikke PIN kode!Forklaring senere i fortællingen! Så jeg måtte låne Signes telefon og ringe til min far og sige, at jeg var kommet godt ned og senere fik jeg lånt hendes danske sim-kort, som jeg så kunne bruge i nødstilfælde dernede. Det var meget praktisk med en telefon, når vi sådan skulle mødes hid og did og allevegne. Efter en begivenhedsrig første dag, var jeg godt træt, men vi fik da sludret lidt og trillede hjem og sov godt. Næste morgen lavede signe mig en dejlig morgenmad med røreæg med skinke og toast, og selvfølgelig masser af kaffe. Bagefter var vi ude og handle – noget af det vi handlede stort ind var ost. Både Signe og jeg elsker ost, så det købte vi rigeligt af. Nu står den ikke lige på ost, og atter ost nu hvor jeg skal have tabt mig, men det smager skisme godt. Nu har jeg fundet en side, hvor man kan få nogen af alle de der specialiteter som man måske leder efter (du kan købe online), især efter sådan en tur her. Det var der jeg også fandt opskriften på Tartiflette, du kan kigge sitet her. Frokosten den dag indtog vi på samme restaurant som vi spiste på dagen før i mangel af bedre – der var ikke lige åbent på det alternativ, der lå lige for. Vi orkede jo ikke en længere vandring med alle vores indkøb. Men vi fik en lækker salat nicoise. […]
Birgit
5. februar 2007 at 12:57Det er en pragtig dag… Lidt kodl og blæsene, men forstiller mig at det er for at blæse dumme tanker væk og give plads til glade minder for det er sådan jeg har det…
Kan svagt høre Kens glade latter *S* Se det er et dejligt minde, han var en skøn knægt og ville ikke ha’ at vi skulle være kede af det… Så det vil jeg ikke være, ikke meget i alle fald…
Læste det du skrev med at have Alexander til låns… Synes det er en smuk måde at tænke på… Og jeg er sikker på at vores to drenge har det godt nu… Hvor end de så er…
Man kan vel bare sige tak for lån, tak for minderne?
Knus
Birgit
Liselotte
5. februar 2007 at 11:42Ud at nyde vejret, Birgit. Det er jo smukt i dag! I hvert fald heroppe nordpå :-)
Birgit
5. februar 2007 at 10:25Tak for lånet *S*
I dag er en smuk dag, så vil ud og nyde naturen i den lokale park! Bor i en lille mørk lejlighed, så når lyset trænger ind er det tid at komme ud!
Synes ens humør bliver hjulpet godt på vej af solen, selv på en ellers trist dag!
Tillykke til Alexander, hvor end du er…
Liselotte
5. februar 2007 at 08:53God tur, Jonna, for der er jo masser af smukke steder overalt. Man skal bare se dem :-)
Jonna
5. februar 2007 at 08:31Har ikke have mere ,men går tur og nyder det som dig.
Så nu afsted billederne gør mig glad, meget smukke.
Liselotte
4. februar 2007 at 21:11Sne på vej! Det har jeg alligevel overhørt og jeg gider ikke mere. Nu må foråret gerne komme. Sne har der ikke været meget af, men jeg synes vi er så langt nu, så sol og varme passer sig bedre ;-)
Ja, selvfølgelig må du låne et billede til dit skrivebord hjemme i privaten, Birgit :-)
Birgit
4. februar 2007 at 20:52Nyder dine billeder… Må man låne dem til baggrund på ens skrivebord?
Vejrudsigten siger sne på vej… Sne er da dejligt når det er nyfalden, men jeg længes mod foråret!
Knus
Birgit
Liselotte
4. februar 2007 at 19:10Jamen du er da også så observant, Donald. Jeg retter straks, for naturligvis er det haven i februar :-)
Donald
4. februar 2007 at 19:08Hov jeg glemte at spørge: Hvornår får vi så rapport fra haven i Februar?
Jeg bringer ofte forsinkede billederne, men du plejer at være lyn-hurtig, derfor undrede jeg mig ved overskriften “Haven i Januar”.
Men det er jo også næsten stadig Januar:-)
@Fr. Møller: Har du ikke lyst til at lave en ny retskrivning, hvor man må stave mere frit, hvis det bare giver mening uden misforståelsesmuligheder? Somme tider er der variationer. Et verbum kan være transitivt i det ene land og intransitivt i det andet. En skønne dag siger man ikke mere “Hun lugtede lunten” men “Hun duftede lunten” fordi det er sjovt at lave om på sprog og fordi piger ikke “lugter”:-)
DRP1 fortalte forleden, at i Sverige kan solen “gasse”, i Danmark er det pigerne og drengene, som “gasser sig” i solen.
Liselotte
4. februar 2007 at 19:07Ja, livet er fantastisk og det er derude :-)
Svampene er smukke og meget dekorative. Man kunne sikkert lade dem tørre og siden lade dem pynte, men jeg holder af dem udenfor og nænner ikke, at tage dem ind ;-)
Donald
4. februar 2007 at 18:46Bølgegang
Forvrænget i bølgegang, joda.
Det er nogle meget skønne billeder, min favorit er den lille dunede knop, som er ved at springe ud, hvor er livet fantastisk!
Svampene ser ret dekorative ud, hvis man nu kunne holde Jul igen ville de være gode til en dekoration:-)
Liselotte
4. februar 2007 at 18:10Øv, Anne, men de skal nok komme. Dem kan man regne med ;-)
Lizelotte, det kan du sagtens få. Du kommer bare forbi, så graver vi :-)
Lizelotte
4. februar 2007 at 18:03Liselotte, lov mig en aflægger af dine rabarber … please … når den tid kommer, at man kan aflægge sådan nogle — eller hvad det nu hedder …
Anne Stange
4. februar 2007 at 17:32:-(
Ikke en eneste lille knop af rabarber på vej op ad jorden!!
Men jeg bor jo også på det koldest sted i Danmark, sådan da…
Liselotte
4. februar 2007 at 17:06Næste gang tager vi dig med, Ella :-)
Ja, Anne, det er åbenbart den tid… allerede :-)
Puk, jeg er enig. Træstubbene er smukke og de emmer af liv, hvis man kigger grundigt efter :-)
PUK
4. februar 2007 at 16:58Jeg elsker gamle stubbe, især når det der egentligt ser dødt ud pludseligt giver nyt liv og glæde. Faktisk synes jeg tit de er mere dekorative end de krukker jeg ellers møjsommeligt tilplanter og stiller rundt omkring i min egen have…
PUK
aynaku
4. februar 2007 at 16:56thank you very much for your comment. Even if I can’t understand a single word of danish, and beg your pardon, I appreciate both your illo and pictures…
:)
Anne Stange
4. februar 2007 at 16:23Skønne billeder, og nu bliver jeg altså lige nødt til at suse ned i pigernes del af haven og se, om også vores rabarber har stukket hovedet op :-)
Ella
4. februar 2007 at 16:06Næste gang vil jeg gerne med dig og Pjosket i dalen :-)
Pragtfulde billeder :-)
Liselotte
4. februar 2007 at 15:37En skønne dag er det din tur, Janne, til at gå i haven. Det er dejlig luksus, at have sin egen jord og jeg elsker at være derude :-)
Dejligt at høre, at du nyder besøgene her :-)
Janne
4. februar 2007 at 15:24Hvor er det bare nogle fantastiske billeder… Jeg ville gerne eje saadan en have… Men jeg boer i lejlighed, og det bliver jeg ved med nogle aar endnu, saa… Men jeg faar nok min egen lille prik paa dit statistikkort i aften, for jeg sidder i Portugal og det land er ikke repraesenteret paa de tidligere kort! En fornoejelse at kunne kigge med i din hverdag, som paa mange maader er dansk og faar en til at foele sig helt og aldeles hjemme. Tak for det :)
Liselotte
4. februar 2007 at 15:03Ha ha ha, ja, du har naturligvis ret, fru Møller, men jeg kan lide at sige det og lide at skrive det ;-)
Fr. Møller
4. februar 2007 at 14:55Nej – du vil ikke “gro” noget som helst. Du vil dyrke det. Gro gør det nemlig helt selv…