24

Haven i februar

Jeg måtte ud en tur. Jeg kunne have valgt, at være gået en tur i Østerådalen, men jeg gad i virkeligheden ikke alene, så det blev i stedet til gummistøvler, en gammel uldsweater og så ellers en tur i haven.

At jeg kan få tiden til at gå derude, er ikke noget under, for man behøver ikke bevæge sig særligt langt, for at opleve. Man skal bare evne at se og det husker jeg så godt, når kameraet er med i baglommen.

Oplevelser i januar

Forfald præger alting, men der er naturligvis også de nye spirer, som lover forår om et øjeblik. Jeg kan lide, at alting ånder tungt, for om lidt at springe ud i lovprisning af foråret, men indtil det sker, er der rigeligt at iagttage lige her og nu.

Træbaljen er fyldt med vinterens nedbør. Det er ikke sundt, at komme for tæt på ærtesuppen, men vandspejlet elsker jeg og når jeg står og laver mad, er der udsigt til det udenfor på terrassen. Det spejler livet, som det tager sig ud. Ind imellem forvrænger det, når vinden bærer bølger, men det er vel, som livet er mest. Det forvrænges også i perioder med bølgegang.

Krukkerne har, for de flestes vedkommende, overlevet den milde vinter. Enkelte har fået frostskader, men det gør ingenting. Jeg kan lide dem skårede.

Fantasilandskab

På en gammel træstub, som ingen orkede at grave op, vokser fantasilandskaber frem. Farverne er stærke og kradse, men smukke. Jeg elsker den saftigtgrønne farve, som byder sig til lige der, midt i gråvejret.

Stubben eroderer, men ikke med den hast vi havde troet. Den står midt i et stykke jord, som vi alligevel ikke skal bruge, så den får lov til at tage sin tid. Intet haster og ved siden af, står en hængepil og suger de sidste kræfter af den, så den gør gavn.

Træet tog lys fra stuen, som i forvejen ikke er for lys. Et gammelt bondehus, med lavt til loftet, er mørkt og i et forsøg på at genvinde lyset, fældede vi træet for år tilbage. Det hjalp på lyset, men gør stadig lidt ondt i mit hjerte, at træet måtte lade livet.

Den første

Da jeg kigger grundigt i bedet foran terrassen, opdager jeg pludselig, at spæde skud af de gavmilde rabarber allerede er på vej. Lysende røde, stikker de hovedet ovenud af jorden og sender løfter om snarlig rabarberkage afsted i min retning.

Jeg kan næsten ikke vente, for det er det første sikre tegn på forår, når de begynder at røre på sig.

Endnu et fantasilandskab

Langs hegnet stod også en birk, som øjensynligt kom så frygteligt meget i vejen for Kenneths planer om hegn og læhjørne med tørreplads, så den måtte lade livet. Nu står stubben tilbage – gad vide om det altid er sådan her, at vi ikke får fjernet resterne – og gror smukke fantasilandskaber med irgrønt mos og smukke brune nuancer.

Siden den blev fældet, har naboen også besluttet sig for, at de ville fælde deres kastanje, så nu er der åbent langs skellet og ikke meget privatliv på terrassen længere. Derfor skal vi have fundet et nyt træ. Et træ med smukt løv, men mon ikke det ender med Akacien. Jeg tror det, for den er så smuk, når den står og rasler med løvet og den ville være et fint indslag i den ende af haven.

Når jeg går derude, kan jeg mærke, at jeg trænger grusomt til udeliv igen. Jeg trænger til, at tiden for lange sommeraftener snart indfinder sig igen. Jeg trænger til den fysiske del af at eje have. Min krop længes efter, at gå en aften i møde, med ømme arme og solbrændte skuldre, efter en hel dag i haven.

I år vil jeg igen have køkkenhave. Jeg kan mærke, at jeg orker lige nu. Jeg vil gro radiser, salat, bønner, gulerødder og rødbeder. Jeg vil have snitblomster i massevis og jeg vil kunne hente friske ærter, sprød sennepssalat og sqaush i kurvevis. Jeg glæder mig.

Du vil sikkert også kunne lide