Et hjerte kan briste mere end én gang. Det konstaterede jeg i går aftes, da vi var på vej i seng.
Oline var gået helt i opløsning. Pludselig var det gået op for hende, at Alexander virkelig ikke var længere og hele verden var væltet for hende, da hun var nået til at tænke, at han sikkert stadig havde været her, hvis han havde fået sit korset og sin kørestol. Hvis bare…
Vi vidste ikke, hvad vi skulle svare hende. Vi løb tomme for ord, for at høre sit barn hikste “Han havde jo slet ikke gjort dem noget” er ikke til at bære, for hjerter, som stadig smerter så skrækkeligt af de samme grunde.
Oline har fået en dag hjemme. Andet duer ikke, for det tog flere timer, at få snakket om alle de ting, som skulle vendes i de sene nattetimer. Det tog lang tid at forklare, at det er i orden at være ked af det stadig. At det er i orden resten af livet.
Jeg bekymres over hendes “Åh nej, nu fik jeg også gjort jer kede af det” efterfulgt af endnu en bølge af tårer, for jeg bliver pludselig opmærksom på, at hun måske holder ting tilbage, af angst for at gøre os kede af det. Sådan må det ikke være.
Vi fik forklaret hende, at det er i orden, at dele med os. At vi allesammen er kede af det og vil være det i lang tid endnu. Vi tænker også, at det måske vil være en god idé med en udenforstående, som er der til at dele med. Så ingen hensyn synes nødvendige. Hun skal have de optimale betingelser, for at komme hel gennem det her, men følelsen af at Alexander blev svigtet, kan ingen tage fra hende.
Jeg ville ønske, at ingen børn nogensinde skulle bære sådan en tvivl med sig gennem livet. Det burde være ganske unødvendigt og børneskuldre er smalle. Jeg ville ønske, at jeg kunne tage al hendes smerte, tvivl og sorg på mine skuldre. De er lidt bredere og ved tanken om at kunne gøre hendes vej lettere, er de så brede, som det er nødvendigt, men sådan er virkeligheden ikke. Den byder hende, at gå gennem livet med alle de tanker, som er hendes. Vi kan kun dele dem med hende.
I nat stod vi inde ved Alexanders billede. Det gav hende ro, at vide, at han er her endnu. At hans billede hænger i stuen, lige ved siden af hendes værelse. Bagefter blev dynen puttet om hende og hun blev endnu en gang forsikret om, at alle følelser er tilladte og ingen af dem forkerte. At vi er stolte af hende. At Alexander elskede hende betingelsesløst og altid var stolt af hende. At hun har gjort alt det rigtige.
Vi skal have fundet en mulighed for samtaler med en udenforstående, så alle tumletankerne kan få lyd og ikke mindst ører, som lytter uden at blive kede af det.
40 kommentarer
Iduna’s » Indlægget 2007
2. september 2007 at 13:13[…] et link til indlægget: Smerte, 1. februar, […]
Liselotte
2. februar 2007 at 15:29Det er helt okay med mig, at man spørger. Jeg skal nok selv sige fra, hvis jeg ikke kan, ønsker eller orker at svare :-)
Lotte
2. februar 2007 at 13:50Modig at stille smørgsmålet. Måske er det mod. Måske er det “bare” nysgerrighed :-) Altså uanset hvordan man vender og drejer den, så er jeg forholdsvis overbevist om, at Liselotte godt ved, at når man går ud med sin sorg (og belærer andre om livets realisteter) på den måde, så koster det potentielt set nysgerrige spørgsmål. Jeg tror også godt hun ved, at det skrevne ord er uhyre fattigt når det kommer til præcition i netop den her situation.
ALLE jeg kender som har mistet (og det er desværre flere end jeg bryder mig om for nuværende) har alle som en sagt det samme når det kom til at spørge: Det værste var dem der IKKE turde, ville, kunne spørge om og ind til sorgen. Jeg har heldigvis ikke Liselottes erfaring tæt inde på livet, men fanden tage mig om jeg vil være en af dem der sidder og konkluderer på intet eller MEGET spinkelt grundlag, så hellere sætte røven op i klaskehøjde, for nu at bruge et at Lenes udtryk :-) og spørge EN gang for meget.
De mennesker der TØR se andre DIREKTE i øjnene er lettere at respektere end de idioter (beklager ordvalget) der af hensyn eller mangel på viden konkluderer at 2+2=12
Jeg husker at have læst noget tilsvarende på Hende.dk
Jeg TROR det handler om noget som ENKELT som at være medmenneske og turde se sorgen direkte i øjnene. Derfra kan man måske komme videre. Skjules den væk i forseglede tønder, så koster det før eller siden….
Eller noget….
L :-)
Liselotte
2. februar 2007 at 07:29Vi er opmærksomme, Lene. Lige præcis den tanke er jo netop hvad vi reagerer på. Hun skal helst være i stand til at skabe sig akkurat lige så tosset, som hun vil/må, uden at skulle tage hensyn udover de alment menneskelige. Det sidste er måske meget forlangt, når man er teenager, men… ;-)
Lene
2. februar 2007 at 00:30lov mig, at være opmærksomme på om det kære pigebarn begynder at føle for meget ansvar på sine forældres vegne. Det er noget selv seje barneskuldre ikke kan bære.
Glædelig kyndelmisse a.k.a. årets koldeste dag, hrumph!
Mange varme knus og tanker
Lene
Liselotte
1. februar 2007 at 22:23Ja, det kunne sikkert være godt, at snakke med en, som har oplevet det samme. Vi afventer besøget hos vores læge og ser hvad hun vil foreslå :-)
Katja
1. februar 2007 at 20:18Udover psykolog hjælp – kan det være en god hjælp at snakke med en ligesindet; en person som var på samme alder som Oline, da søsteren/broderen døde, men hvor det nu er lidt tid siden. Måske havde søsteren/broderen samme handicaps, eller havde et livslangt sygdomsforløb. Måske sygeplejersken som ringede til jer kender til en familie, med næsten samme historie.
Jeg blev selv ført sammen med en ung fyr, som havde været i samme situation som jeg – her var det sygeplejersken fra hospice som førte os sammen.
Vi mødtes en gang og snakkede i telefon en gang – det var “dejligt” at mødes med en som havde de samme tanker og følelser.
I dag ville min lillesøster være fyldt 32 år – det er nu 9 år siden hun døde. Savnet er ikke blevet mindre og dagen i dag har da ikke været “sjov”; hun elskede fødselsdage – men jeg tænker på hende og vi snakker tit om hende.
De bedste tanker til jer !
Katja
Susan
1. februar 2007 at 17:25Stort knus til Oline. Hvor er det flot at hun kan saette ord paa sine foelelser og hvor er det godt at hun fortalte jer om det paa trods af at hun ikke vil goere jer kede af det.
I er gode sammen. Stort knus til jer alle.
Liselotte
1. februar 2007 at 17:12Elisabeth, hun er gjort af et særligt stof, den dejlige pige :-)
Irene, vi kan mærke dig helt herovre. Det er dejligt :-)
Irene
1. februar 2007 at 16:30Stort knus til Oline, den kloge pige.
I ved hvad jeg mener om den forbanende “hømhøm” der skal parkeres. Jeg tænker på jer og …
Knus til jer alle, også Pjosket!
Elisabeth
1. februar 2007 at 16:20Hvor er det godt, at I får fortalt Oline, at hun ikke skal bære på alt det alene, bare fordi hun ikke vil gøre jer kede af det… det er svært at lære som voksen. Godt at hun kom ud med sine tanker, så I kan give hende den helt rigtige hjælp!
Stort knus til hende, hun er en sej pige!
Liselotte
1. februar 2007 at 15:47Anette, dit bud er godt, men ikke tilstrækkeligt. Der skal mere til, fornemmer jeg, så der er brug for ører. Dem skal vi nok få fundet.
Anette
1. februar 2007 at 15:16Nu har jeg ikke læst alle kommentarerne, så måske det allerede er foreslået eller måske I (Oline) allerede har gjort det, men det kunne måske hjælpe hende at skrive nogle breve til Alexander eller skrive i en dagbog. Det kan tit hjælpe at få sine tanker skrevet ned, men det ved du jo allerede :-)
Held og lykke til Jer alle – og ikke mindst Oline :-)
Liselotte
1. februar 2007 at 14:04Lene, skolepsykologen var bestemt en mulighed, men de skifter for meget til, at jeg vil byde Oline det. Så hellere en, som lægen kan anbefale, men tak for dit indspark. Du har naturligvis erfaring med børn i krise, så det er gode betragtninger du har her. Tak for dem :-)
Lene
1. februar 2007 at 13:31Jeg sidder lige og kommer i tanke om at MÅSKE kunne skolepsykologen også være en mulighed.. Det ved du bedre end jeg, for det afhænger ofte af om skolen har en tilknyttet og om han/hun er stabil, der skiftes nemlig ofte meget rundt på dem. Men hvis det kunne være en mulighed er der jo den fordel at det er en der selv har valgt at arbejde med børn og unge mennesker, og at der formentlig er meget kort ventetid, hvis nogen overhovedet. Desuden er en skolepsykolog helt gratis, og de er altså uddannede, cand. psyk.
Som lærer har jeg ofte været vidne til en del kriser i familierne, skilsmisse, dødsfald og incest, og det er rigtigt godt at børnene får hjælp udefra. Det kan være en psykolog, en lærer hun har det godt med, eller en ven af familien, der ikke lige er i den nærmeste familie. Jeg har mange gange oplevet præcis det samme som i nu erfarer, altså ar barnet frygter at gøre forældrene kede af det. F.eks hvis jeg kontakter en familie og fortæller at en elev bliver mobbet pga f.eks en skilsmisse, så er forældrene helt uforstående fordi at de slet ikke oplever et ulykkeligt barn derhjemme. Det betyder ikke at børnene ikke tør betro sig til forældrene, eller at man har gjort noget forkert, men vist bare fordi at børn ikke vil føje yderligere byrde til deres forældres skuldre. De forstår verdenen ud fra et barns bevidsthed langt op i alderen, og det kan nogen gange være super godt med en udenforstående til at være ventil for barnet.
Iøvrigt: så synes jeg at i klarer det godt, det at i rykker tættere sammen er ikke givet for andre, der findes familier der går i opløsning over sådan en krise her. I er et eksempel til efterlevelse
Liselotte
1. februar 2007 at 13:16Ella, hun skal nok klare sig, den seje unge, men vi ønsker at støtte og tage hånd om, for det er for svært at bære alene og skal deles med de, som tager imod uden at blive kede. Tak for kram :-)
Bettina, du har ret. Den uundgåelige sorg er så rigeligt. Den anden behøver vi ikke og vi vil så gerne aflevere den, der hvor den hører hjemme, men det kræver lyst til at modtage, anerkende og lytte. Det er lidt vanskeligt, at finde de sidste kvaliteter, desværre.
Bettina Lauritsen
1. februar 2007 at 13:12Det er svært at sørge og at hele, når den uundgåelige sorg har følgesvend af en sorg, som var undgåelig. Når noget udefrakommende har føjet unødvendigt til.
Den reelle, uundgåelige sorg er svær nok at bære…
de varmeste tanker
Bettina
Ella
1. februar 2007 at 12:48Hun er nemlig en fantastisk pige, Liselotte.
Det er en rigtig god ide med samtaler til hende. Poul og Birgitte Nygaard, som har gruppen, tager vist også individuelle samtaler. Jeg har hørt godt om dem. Der er også mulighed for familiesamtaler, det er også at anbefale, selv om – I er gode til at snakke sammen.
Pyh – Liselotte, det måtte jo komme, det var hårdt, men hun stoler meget på jer, ved at vise jer sin sorg.
Godt at I har en god læge.
Stort varmt kram til jer alle tre.
Liselotte
1. februar 2007 at 12:40Oline og jeg har en aftale med lægen. Lægen vil kigge på de muligheder der er, når man er Oline, så hun er forberedt, når vi kommer. Jeg har talt med Oline om det. Hun ønsker ikke en gruppe, men er åben for psykologsamtaler, så jeg tror det er der, vi starter og jeg er stolt af, at min store, lille datter formår at sætte så mange ord på alt det svære. Hun er en fantastisk pige.
Deborah
1. februar 2007 at 12:32Til Lotte – Du stillede det spørgsmål, som jeg har gået med, men ikke har villet stille – du var modigere end jeg. Tak fordi du turde, og til Liselotte for det fine svar.
Til hele familien sender jeg knus og tanker, og håber I finder en rigtig god gruppe til Oline, ja måske til jer alle?
susling
1. februar 2007 at 12:32Kære Liselotte,
godt du kom med det svar til Lotte. Jeg har haft den lurende i baghovedet længe – ku’ det have været anderledes? Når det så er sagt, så ved jeg af egen erfaring, at det handler om at komme videre. Man burde måske bide sig fast og insistere, men man er også bare et helt almindeligt mennesker, som bærer på en stor sorg. Og den sorg varer længe, meget længere end man umiddelbart tror………..
Mht. Oline, så skal jeg ikke komme med store forkrommede løsninger…..jeg kan kun sige, hun har jer og I forstår……Det er vigtigt…at have forældre der forstår…….Men Oline er også en stor og selvstændig pige…..hun danner sig sine egne værdier og holdninger…..Og selv om man som forældre ville ønske, at man kunne tage barnets sorg/bekymring/skræk på sine skuldre, så kan man det jo ikke. Lige så lidt, som der var nogen, der kunne tage det fra os, da vi var børn.
Jeg gætter på, at Alexanders død og liv i sidste ende kommer til at være med til at slibe en særlig smuk facet i din datters sjæl. Jeg gætter på, at det gør hende til et ekstra rummeligt, stærkt og intuitivt menneske. Det skriver jeg, fordi jeg har den filosofi, at der altid kan skabes noget smukt ud af kriser og sorg……..inden i, der ligger der en smuk diamant, som farver resten af ens liv……..Man skal bare lære at se den og bruge den.
Håber du forstår……..selv om det lyder lidt ævlet.
PS. Sorggrupper er rigtig fine. De fandtes ikke dengang min mor blev psykisk syg. Dengang måtte man bare deale med det selv…..æv…..men siden, da jeg var i starten af 20’erne, der var jeg i en, som gav mig rum til min barnesorg……og det at sidde med andre, som også havde mistet, hjalp mig til at sætte det hele i perspektiv.
Lene
1. februar 2007 at 11:49http://www.sitecenter.dk/famil.....brnogunge/
Liselotte, her er et link til en gruppe under Børns vilkår for børn, der har mistet et familiemedlem
Lene
1. februar 2007 at 11:15kære Liselotte
Der findes en sorgruppe, hvis ikke flere, for børn, der har mistet søskende, også i Aalborg. jeg mener ikke, den er forbeholdt søskende til kræftramte. Men mon ikke jeres læge ved det.
Det vil være godt for Oline at få en udefra til at tale med. Det kan være, hun kun har brug for det i kort tid, men uanset hvor meget vi siger det er OK at græde og vise sin sorg, så gør det ondt på børn at se deres forældre kede af det, og derfor er det godt at have et rum at være ked af i, enten alene med en voksen eller sammen med andre børn.
Det må også være utrolig hårdt for Kenneth og dig at blive konfronteret med, at Oline også går med samme tanker som I omkring Alexanders sygdom og manglende hjælp i rette tid.
Jeg håber, at de ansvarlige tør lukke øjnene op og tage deres ansvar på sig, og derved blive klogere.
Mange varme tanker og knus herfra. kærlig hilsen Lene
stensamler
1. februar 2007 at 11:03I er en dejlig familie, med et utroligt overskud. Det er meget givende at læse dine meget præcise tanker, Liselotte.
Knus
K
Liselotte
1. februar 2007 at 10:41Tak for jeres indspark allesammen.
Lotte, tak for dit tilbud om assistance. Måske gør jeg brug af det en dag.
Lotte
1. februar 2007 at 10:31Tak for svaret. Og tak fordi du anerkender at, jeg ikke stiller enkle spørgsmål.
Jamen jamen, hvad skal jeg mene?
ingenting du….sørg for at få den historie fortalt på den ene eller anden måde…
Ansvar skal placeres der, hvor det hører til. Sådan er det med ALT i livet.
Ved godt det er en ringe trøst, men jeg er en af dem der tror på, at der hvor han er nu, er der luft i rigelige mængder….og mad man kan spise og andre man kan lege og løbe sammen med..og og….. :-)
Sig til, hvis jeg kan assistere på nogen som helst måde, det være sig på skrift eller i tale.
Lotte
Sol
1. februar 2007 at 10:26En stor klem til dere alle fra meg….
Hilsen Sol(med tårer i øynene)
susanne
1. februar 2007 at 10:18Liselotte, jeg tror det er rigtig godt set at Oline skal have en anden end jer at tale med. Om det skal være en psykolog, en sorggruppe, eller “bare” en person, hun i forvejen kender og er tryg ved – skal jeg ikke gøre mig klog på.
Da min ældste niece sidste år fik akut leukæmi, ændredes hele familiens dagsorden naturligvis til at dreje sig om hende og plejen af hende. Det gør den til dels stadigvæk, omend ikke så udtalt, i og med hun i princippet er rask. Men der var også en lillesøster, kun liiige fyldt 14 år.
Uden at det egentlig blev drøftet på nogen måde – for det var der ikke lige overskud eller tid til – blev det mosters opgave at være den ekstra voksen-person, som hun vidste var til rådighed 24 timer i døgnet, både hvis hun havde brug for at tale – og hvis hun havde brug for det modsatte – at lave noget, der 100 % INTET havde med sygdom og resten af familien at gøre. Her var det f.eks. en gave, at vi allerede i forvejen havde planlagt en uge sammen i London som hendes konfirmationsgave – men jeg er overbevist om, at jeg havde taget hende med et sted hen alligevel omkring det tidspunkt.
Hun HAR fået tilbudt en psykolog – eller hendes mor har – men vi har valgt at i hendes tilfælde har jeg været “nok”.
Et af temaerne har netop været det med, at alle følelser er tilladte. Også følelsen af jalousi eller tilsidesættelse, som hun nok til en vis grad følte i starten, fordi hun jo KUN er 14 år og også ind imellem havde brug for at føle opmærksomhed fra mor og far. Jeg er overbevist om, at fordi vi (jeg – for jeg var godt klar over at mor/far ikke rummede det de første uger) bevidst “overtog” hende – har været medvirkende til, at det er gået så forholdsvis smertefrit for lillesøster, som det er.
Hun ville ALDRIG have fungeret i en sorg-gruppe – hun er alt for privat om sine følelser – men det er jo hende ;-)
anita n
1. februar 2007 at 10:13Liselotte, du er fantastisk til at beskrive dine og jeres tanker. Det har været en tarvelig behandling I har mødt fra den del af systemet, men en uvuderlig gave at Alexander landede i Jeres varme familie. Jeg sender en masse varme tanker til dig idag!
Liselotte
1. februar 2007 at 09:38Lotte, du har det med at stille spørgsmål, som ikke er lette at besvare enkelt :-)
Vi tænker omkring Alexanders død versus hjælpemidler, at han ikke var død nu, hvis han havde haft de hjælpemidler, som var nødvendige. Vi ved det også.
Det er dokumenteret ved iltmålinger på sygehuset, som kombineret med Alexanders sidste tid ender på en konklusion, som hedder, at han døde af en stressrelateret lungeinfektion, som kan føres direkte tilbage til ophobning af CO2, som skyldes dårlig siddestilling og alt for lille korset, som har mindsket hans iltindtag.
Vi har altid vidst, at Alexander ikke blev en gammel mand. Alexander var ikke død nu, hvis han havde haft de hjælpemidler, som var nødvendige for en god og fornuftig siddestilling. Hvornår han var død, kan ingen vide. Hvad han var død af, kan heller ingen vide. Måske var det alligevel en lungebetændelse, som ville have endt hans liv og hvornår det var sket, kan som sagt ingen vide.
Måske var det sket om et år alligevel. Det handler vist ikke om tiden for os. Det handler vel dybest set om, at hans død ikke var en naturlig følge af noget som helst, men en død, som blev for tidlig på grund af nogle praktiske foranstaltninger, som ikke var i orden.
Vi har ingen selvbebrejdelser. Vi gjorde alt hvad der var menneskeligt muligt, for at hjælpe Alexander. Vi havde endog sparet op over en periode og havde, lige inden Alexander blev indlagt sidste gang, bestilt et nyt korset, som vi selv ville betale. Han nåede ikke at få det. Vi ved, at vi gjorde alt.
Vi er ikke rasende på systemet. Vi er til gengæld enige om, at det er nødvendigt, at få fortalt Alexanders historie, så den ikke gentager sig. Det er nødvendigt, at få gjort opmærksom på, at man godt kan forfalde til at tænke så meget i økonomi og besparelser, at det i sidste ende får fatale følger. Vi ønsker at gøre opmærksom på, at man aldrig nogensinde må forfalde til, at sidde så længe på et kontor, uden at se borgeren i øjnene, at det ender med at blive for let, at give et afslag på det forkerte grundlag. Vi ønsker, at Alexanders død skal gøre en forskel.
Nej, vi bebrejder ikke os selv. Vi bebrejder vist ikke nogen. Vi ønsker bare, at Alexanders død kommer til at gøre en forskel. Det bør den.
Helle Læsø
1. februar 2007 at 09:27Uha det er synd for Oline, og for I voksne. Men for børn kan det hele være mere kompliceret. Det er godt, at hun kom ud med det, og I fik snakket om det. Uden sammenligning, så tror jeg godt, jeg kender følelsen af afmagt. Med adopterede børn, kommer der også nogle følelser og spørgsmål, som man ikke kender svar på. Vi gør, som I, det bedste vi kan. Skulle det komme så vidt, ville jeg aldrig tvivle et sekund, men tale med en psykolog eller en sorggruppe. Håber for Jer, at I klarer skærene. Ikke ,at jeg er i tvivl, om i gør !
Rigtig god dag til Jer alle tre.
Helle
Krebsinden
1. februar 2007 at 09:26Stakkels Oline, hvor godt at I opdagede, hvor ked af det hun er og hvilke tanker hun går med.
Jeg tror, det er ret almindeligt at børn ikke vil gøre deres forældre mere end højest nødvendigt og derfor forsøger hun nok at gemme sin sorg og tanker.
Jeg ved der findes sorggrupper for børn, måske det kunne være en løsning. For du har ret Liselotte, det bedste vil være, at hun får lov at snakke med en udenforstående person, som samtidig kan give hende nogen redskaber til både at takle sin sorg men også følelsen af Alexander blev svigtet.
Jeg håber, at en dag hjemme i trygge rammer og ekstra omsorg vil gøre hende godt.
Et stort knus til Oline.
Liselotte
1. februar 2007 at 09:19Jeg vil kontakte vores læge, for hun ved måske, hvor der findes det helt rigtige tilbud til Oline. Det er vigtigt, at hun får et rum, som er hendes og ikke involverer tanken om måske at gøre os kede af det. Den slags kan vi heldigvis hjælpe hende med.
Lotte
1. februar 2007 at 09:18DET er enkelt at finde sådan en. Loven er indrettet således at man kan få tildelt en psykolog i forbindelse med f.eks. dødsfald i familie. Ikke “bare” hvis ens mor dør af alderdom og man er voksen, men i forbindelse med noget der vurderes traumatisk.
Det er jeres læge der skal henvise :-) Jeg mener man er berettiget til 10 samtaler.
Så findes der forresten i forbindelse med kræftramte egentlige sorggrupper særligt for børn. Gogl dem, de er overalt i landet og varetages af uddannede psykologer.
Og så må jeg lige have noget på plads ( inden jeg skriver det vil jeg lige sige, at jeg mener du/I behandler Alexanders død på en meget værdig måde her på bloggen, I viser verden noget om nødvendighed. Min respekt for det, du :-)
Men har I en forestilling om og har Oline en om, at Alexander ville have levet MANGE år endnu med de rigtige hjælpemidler?
Forsøg at forstå hvad det er jeg spørger om her, jeg er ikke idiot, jeg ved godt at I ikke troede han ville blive MEGET gammel. Men hvordan tænker I over forholdet mellem de hjælpemidler og så feks. hans sygdom vs. at han døde netop som han gjorde?
Er I feks.selvbebrejdende? Eller “bare” RASENDE på systemet?
Jeg tror ikke jeg f.eks. ville kunne forstå selvbebrejdelsen, hvis den er der…
Ja hvis jeg går for tæt på lader du naturligvis bare være med at svare.
De bedste tanker
Lotte :-)
Nadia
1. februar 2007 at 09:07Jeg VED at der findes sorg-grupper for søskende som har mistet.
Men det handler om at finde en der god og som Oline føler sig fuldkommen tryg ved.
Hanne 2
1. februar 2007 at 09:07Giv Oline et stort knus fra mig!
stensamler
1. februar 2007 at 09:00Jeg tror da helt sikkert, at der findes sorg-grupper for søskende.
K
kokken på blokken
1. februar 2007 at 08:57Skynd jer at finde een hun kan fortælle alt. Een hun ved ikke bliver mere ked. Een der kan stille de rigtige spørgsmål og een hun tør svare ærligt. Åhh hvor jeg tænker på jer og hvor er det hårdt når ens børn er ulykkelige. Mange kærlige tanker til jer alle og særlig kærlige til Oline.
Karina
1. februar 2007 at 08:53Pyh, stakkels pige, det er barske ting at tænke på og at have med i bagagen i så tidlig en alder – tror du har helt ret i at samtaler med en udeforstående ville være godt for hende.
Jane N
1. februar 2007 at 08:51Hvor vil jeg dog ønske I finder en hun kan snakke med. Der burde være sorggrupper for børn, der mister en søskende, ligesom der er for børn der mister forældre.
Knus Jane