Jeg blev færdig med Den Hvide Masai i går. Jeg synes stadig den er underlig nøgtern. Tænk at kvinden udholder de ting hun gør og så så længe.
Nå men altså… jeg iførte mig kulørte glasperler i morges.
Det var altså ikke derfor…
Jeg blev færdig med Den Hvide Masai i går. Jeg synes stadig den er underlig nøgtern. Tænk at kvinden udholder de ting hun gør og så så længe.
Nå men altså… jeg iførte mig kulørte glasperler i morges.
Det var altså ikke derfor…
8 kommentarer
Liselotte
30. januar 2007 at 16:04Jeg kan ikke hjælpe dig, Lizelotte. Du startede selv! ;-)
Lizelotte
30. januar 2007 at 14:12HJÆLP – billeder for mit indre blik!!!
Liselotte
30. januar 2007 at 12:52Årh… I aner jo ikke hvor glad han er for perlekæder og lændeklæder, vel? ;-)
Deborah
30. januar 2007 at 11:19*Griner* Nej og det er vist godt det samme! ;-) Det er vist ikke lykken som vi kan se af bogen. Der kan komme problemer nok uden at tilføje SÅ store kulturelle forskelle!
Lizelotte
30. januar 2007 at 08:28Der er altså heller ikke meget Masai over Kenneth, selvom han er far til en kriger…
Deborah
29. januar 2007 at 23:43Det tror jeg, du har helt ret i. Det må VIRKELIG have været traumatisk på mange måder….
Liselotte
29. januar 2007 at 22:34Hun endte da langt om længe ved “NOK”, men det tog hun sig til gengæld vældig lang tid til. Hun må elske helt og aldeles og jeg har bagefter tænkt, at grunden til, at fortællestilen er så nøgtern måske er, at det netop ender med at være så eftertrykkeligt trist og frygteligt. Man kan måske kun holde ud at fortælle historien sådan. Bare en tanke…
Deborah
29. januar 2007 at 22:25Jamen du har helt ret, man UNDRE sig “grøn i hovedet” og tænker “hvornår får konen nok” – det gør hun jo så også til sidst… Jeg glæder mig til at se filmen, det har jeg ikke fået gjort endnu.
*Griner* ved tanken om perlerne :-) Ja, når man har læst den kunne man godt formastes til at tro, det var relateret!