Mormor var en sparsommelig dame, som ikke lod noget gå til spilde. Opvokset under trange kår lige udenfor Holstebro, var hun vant til, at man ikke ruttede med tingene. Siden fik hun fire børn, som allesammen skulle have tøj, mad og fornuftigt fodtøj for en løn, som morfar slæbte hjem fra jernstøberiet hver uge. Den rakte ikke langt, så fantasien måtte tages i brug sammen med en sparsommelighed, som i dag kan synes fuldstændigt latterlig.
Jenny og Villy med børneflokken
Den sparsommelighed hun udviklede gennem årene holdt ved lige til hendes død. Hun endte med en bankbog, som absolut ikke var slunken og de sidste mange år af hendes liv, var der rigeligt med penge til også at være en smule mindre sparsommelig, men det lå ikke til hende.
Da hun, nogle år efter morfars død, skulle flytte på plejehjem, skulle huset tømmes for alt overflødigt, for der var ikke plads til hele indboet på de få kvadratmeter hun fik tildelt. Mormor var da afasiramt efter nogle hjerneblødninger, som samtidig gjorde hende en smule konfus, så hun overlod oprydningen til sine børn.
De fandt de underligste ting i skabene. Et af dem var fyldt med gammelt gavebånd og -papir, som møjsommeligt var strøget og siden lagt til side i sirlige bunker. Det var ikke den store overraskelse, for vi grinte altid meget af, at vi kunne få vores eget indpakningspapir retur året efter og hendes omhyggelige udpakning af gaver var sagnomspunden, for papiret skulle så nødig tage skade.
I skabene fandt de forskellige små samlinger og en af dem var hendes store samling af knapper. Der var knapper i alle farver, faconer og materialer. I en skotøjsæske lå de hulter til bulter og samlede støv, men tabet af en knap var aldrig et problem, for der lå erstatninger i massevis i hendes kasse.
Jeg fik hendes knapsamling. Ingen andre ville have den og jeg elsker den.
Ved gennemgang af kassen fik mor ind imellem øje på knapper, som hun huskede havde prydet noget af hendes eller hendes søskendes tøj som børn, så der var virkelig tale om en tur ned af Memory Lane.
Jeg genbruger mormors knapper. Jeg elsker dem og Oline kan bruge lang tid på at farveopdele dem. Her er kun de hvide knapper. De findes naturligvis i enhver tænkelig farve og facon. Nogle af knapperne er mere end 50 år gamle og ind imellem er der de fineste perlemorsknapper. Vi elsker dem, så det var ikke forgæves, at hun samlede gennem et helt liv.
30 kommentarer
Maria
4. juni 2007 at 21:28Det var sjovt at laese om alle disse knappesamlinger. Jeg er knappesamler – altsaa i den helt stor stil, mest af billedknapper i metal. Er der nogen der har lyst til at bytte knapper, saa send et par ord om, hvor du bor og hvad du har at bytte med og jeg vender tilbage til dig. Jeg bor i naerheden af Gilleleje det meste af sommeren.Send email til thekraghs@hotmail.com – hilsen maria
Liselotte
29. januar 2007 at 22:30En sød historie, anita :-)
Du har ret i det med biler. Det er sikkert der drengene får afløb for trangen til orden – alså indtil de bliver voksne, får egen bil og har glemt hvad orden var ;-)
anita n
29. januar 2007 at 22:24Liselotte, med hensyn til drenge og knapper , tror jeg du har ret, de er nok ikke så facinerede af disse små vidundere. Men tilgængæld har jeg set massere af drenge sætte deres biler på rad og række , opdelt i størrelse, mærke og farve.
anita n
29. januar 2007 at 22:22Min farmor var verdensmester i at stoppe strømper, syntes jeg da jeg var 6. Og da min venindes farmor boede i Jylland (er selv fra sjælland) ,syntes jeg det var synd at hun ikke kunne få sine strømper stoppet. Så en dag fandt vi hendes hullede strømper frem ,tog cyklen ned til min farmor, og bad hende om lige at stoppe min venindes strømper. Min farmor syntes vi var søde og inviterede på mælk og sandkage, men min venindes mor blev så flov!
Liselotte
29. januar 2007 at 21:34Ege, Peter Larsen er jo sagnomspunden. Han var en meget speciel mand, som ALDRIG lod børn eller unge mennesker bevæge sig omkring i butikken. Det bedste jeg vidste var, når der var andre kunder i butikken. Så kunne jeg snuse rundt uden hans sure miner og på den måde finde lidt af alt det “guld” han gemte inde bagerst i butikkens svulmende indre :-)
Ege
29. januar 2007 at 20:49Osse jeg er heldig at ha arvet min mors og hendes mors knapsamling ..med bla perlemorsknapper og gamle lærredsknappe ……hvor nogle er så slidte at blikket titter igennem. skønt for øjet at skue ….og må tilstå at der kom fler knapper til, bla fra tidernes morgen, købt hos den sidste knappe/garn butik i Aalborg Peter Nielsen /i Vejgaard(Hadsundvej 40) …….han havde vægge fyldt med knapper i alverdens afskygninger , levn fra svunden tid og garn liggende i bjerge på gulvet………..og en ganske smal sti man kunne kante sig omkring :-)
Bodil
29. januar 2007 at 17:54Min mormor havde også en omfattende knap-samling, og som barn var jeg meget betaget af den: Jeg kunne bruge timer på at lave kager af knapperne, og på at sortere dem efter farve.
MIn mormor var også meget sparsommelig, hun var typen som aldrig smed noget ud, og som stoppede og reparerede tøj til det nærmest ikke kunne hænge sammen længere.
Tina - omme i London
29. januar 2007 at 17:54Min bedstemor var dameskraedder og havde en imponerende knappekasse, som vi boerneboern ELSKEDE at faa lov at lege med. Min egen knappekasse er egentlig ogsaa efterhaanden anseelig – og jeg elsker den!
Mht gavepapiret, saa gemte vi det nu ogsaa da jeg var barn – og jeg elskede altid at faa gaver fra Bedstemor, for hun havde altid saadan noget flot (genbrugs!) voksbelagt papir. Ih, hvor var det flot. Jeg brugte det nogen gange til at pakke min dagbog eller andre skoenne boeger ind i.
Liselotte
29. januar 2007 at 17:48Jamen din mormor stoppede da, Farmer ;-)
Farmer
29. januar 2007 at 17:33Min mormors syltetøjsglas med knapper og den med julepapiret.
Især det sidste tirrede min far voldsomt, så een jul havde han fået fat i en ½ kæmperulle julepapir fra en forretning, som han havde pakket ind i gråt papir og med et fint til/fra-kort på.
Vi måtte holde masken for at bevare julefreden, men det var svært.
Og så var der skuffen ude i gangen, som var fyldt med gamle slidte håndklæder, lange underbukser osv.
Kludesamleriet stoppede først, da håndtaget blev revet af, en dag skuffen var så stoppet, at den bandt totalt til.
Betina Olesen
29. januar 2007 at 17:22Her gik jeg og troede, at min Mormor var den eneste i verden, der havde en knapsamling, strøget gavepapir, oprullet gavebånd, skrevne til og fra kort osv. men nej, den knapsamling må jeg dele med mange, kan jeg se.
Men udover at sorterer knapperne, så brugte jeg lang tid på at lægge de sirligste mønstre og figurer liggende på gulvet. Sikke timer der er brugt med det i min barndom.
Men til den med sparsommeligheden, er der da helt klart arvet noget, men der er også ting, der er for sparsommelige. hvis man kan sige det sådan.
Min mormor og jeg var tit på bytur i Aalborg, og så skulle vi lige ind i Salling el. Føtex og spise frokost. Hun kunne aldrig spise det hele, så frikadellen el. stegen blev fint pakket ind i en serviet og lagt i håndtasken. Se der går grænsen alligvel.
Min Mormor var for mig, den allerbedste i verden, og hvor har jeg rigtig mange gode ting med i bagagen fra hende.
Liselotte
29. januar 2007 at 16:27Jo, jeg er med på den med trangen til at systematisere, men tror du drenge er lige så betaget af en bunke knapper. Jeg mindes ingen af mine fætre være betagede af den æske, hvorimod alle vi piger elskede den…
anita n
29. januar 2007 at 16:24nej, nej….men børn elsker jo i en periode af deres udvikling at sætte i system, sortere og lægge på rækker….:-)
Det er da heldigt at man kan vokse sig fra det (siger jeg som er ekstrem dårlig til at holde system i mine gode gemmer).
Liselotte
29. januar 2007 at 16:15Er kvinden per definition ordensmennesker? Nej, det kan jeg ikke tro. I så fald er jeg vokset fra det ;-)
anita n
29. januar 2007 at 16:13Sikke da du kan sætte gang i minderne. Min famor havde den skønneste syæske i træ, som bl. a. var fyldt med skønne gamle knapper. Jeg var så heldig at arve den, men desværre havde min mor tømt den for indhold, for som hun sagde: Hvad vil du med det gamle skidt??….
Ja hun skulle bare vide. Men jeg har da godt nok haft den samme gæde som barn, hvor knapperne blev sorteret og studeret.
Hege
29. januar 2007 at 15:59Åh – sånne nydelige knapper. Jeg har også en knappeeske, og min har jeg arvet etter min svigermor som ble født i 1925. Det er et sant skattkammer. Vi bruker den til å komplettere når noe går i stykker, og så har ungene lekt med dem, sortert og ordnet.
Liselotte
29. januar 2007 at 15:58Knapsamlinger er skønne. Sjovt at se, som de har betaget mange af os som børn. Det gentager sig med Oline, som ikke har kunnet dy sig for at begynde at sortere. Gad vide om drenge ville få samme trang? jeg tror det ikke…
Sylvia
29. januar 2007 at 14:06Har du sett i min blogg denne uke? Vi skal ha NOSTALGI som tema, og når jeg kom hit, ja da ser jeg dette gamle fotografiet……og det synes jeg er så flott!
Jeg arvet også en hel boks med knapper en gang, men kan ikke finne dem. Så i dag har jeg vært i butikken og kjøpt meg en boks til alle knappene JEG har samlet!
Elisabeth
29. januar 2007 at 13:39mmm er der noget bedre end en knappesamling?! min mors er ikke så voldsomt stor, men jeg håber da at hun gemmer godt på den, så den en gang med tiden kan flytte ind sammen med min egen (lige så store) knappesamling! der er mange gode minder med de dåser af knapper.
må vist indse, at jeg har arvet samlergenet i stor stil til forskel fra min søster, som hellere rydder op og smider ud end gemmer. det er spøjst hvor forskellige man bliver :)
Helle Læsø
29. januar 2007 at 13:20Hej Liselotte.
Jeg er også den heldige indehaver af en knappesamling, nemlig min bedstemors. Jeg har egentlig ikke brugt ret meget tid på den, men ved at læse dit indlæg, kom jeg til, at tænke tilbage, på min barndom, hvor jeg også kunne bruge oceaner af tid på bedstes knapper. Det var måske derfor jeg tog den, inden den blev smidt ud, da hendes hjem blev ryddet ved hendes død.
Nu vil jeg se om jeg kan finde den. Bare nu ikke, den er “smuttet” i flytterodet.
God arbejdslyst.
Helle
HildeC
29. januar 2007 at 13:17Det er en riktig flott skatt din mormor har etterlatt seg. Det er godt at noen har evnen til å ta vare på det som var. Ellers blir vi kanskje litt historieløse? :-)
Mette
29. januar 2007 at 12:59Åh, Liselotte, knap-samlinger er gode at fordybe sig i og drømme og tænke tanker!
MrsBaloui
29. januar 2007 at 12:57Min mormor havde også den form for sparsommelighed ;) Og en dejlig stor knapsamling, man kunne fordybe sig i. Jeg tror desværre, at den forsvandt psit væk og borte, da hun døde.
Tak for mindet, Liselotte. Det bragte smil :-)
Ella
29. januar 2007 at 11:36Tak for mindet. En af mine yndlinge, var min mors knapsamling som indeholdt elementer fra hendes mors knapsamling, så der er antikviteter iblandt. Jeg fik lov til at arve, og de lever i bedste velgående, knapperne – jeg har nemlig også arvet samlergenet ;-)
Nilleper
29. januar 2007 at 11:31Sådan en knappesamling legede jeg utrolig meget med, da min farmor og mormor var i live. Der kunne gå timer med at sorterer efter form, farve og størrelser. Sådan nogle knapper lukker op for et helt andet univers :-)
Mange hilsner
Pernille
Liselotte
29. januar 2007 at 10:56Man kan nemlig ikke se sparsommeligheden på det billede ligesom man ikke kan se det på det billede, som er taget nede på Aalborg kaj en søndag eftermiddag. Alle er klædt i deres fineste puds, for så skulle man jo vise frem og det var en skam at have huller nogen steder :-)
Du har ret i, at det er følsomt at rydde op efter forældre og det er kun børnene, som ved hvad virkelig har betydning. Min mor har en billig glaskande, som er ganske ligegyldig for de fleste, men som hun husker helt tilbage fra sin barndom. Sådan er det jo, når det er følelser og ikke andet, som bestemmer :-)
conny
29. januar 2007 at 10:49Sådan et familiebillede er guld værd for efterkommerne. Og som regel kan man aldrig se sparsommeligheden – til den slags lejligheder var der altid lagt til side. Det siger også noget om livet dengang; hvad var det, der betød noget. Det kunne have været et billede fra mine bedsteforældre. Selvom de var bønder, var indstillingen den samme.
Og pas endelig på din knapsamling. Lige præcis sådanne fund er forklaringen på, hvorfor svigerbørn ikke skal deltage i oprydning efter ægtefællens forældre. Som “sviger” ville man aldrig sætte pris på en knapsamling eller et kladdehæfte fyldt med beskrivelser af gæstebud eller ….
Liselotte
29. januar 2007 at 10:35Ja, gad vide…
Jeg er ikke sikker på, at den ikke ville blive en smule bedre, men jeg er heller ikke sparsommelig på den måde. Jeg er nok slet ikke sparsommelig ;-)
capac
29. januar 2007 at 10:29Jeg kender godt det med den indgroede sparsommelighed fra mine forfædre. Min farmor vedblev indtil den dag, hun kom på plejehjem, med at købe kødben hos slagteren, som hun så omhyggeligt pillede kødresterne af for at lave frikadellefars. Ikke fordi det længere var nødvendigt. Men man skulle ikke rutte med pengene…
Gad nok vide, hvordan verden ville se ud, hvis flere af os havde den indstilling?
Lene
29. januar 2007 at 10:25Knapper sætter gang i fantasien og drømmene, jeg kan godt forstå I er glade for dem.